Travel Throwback: Caye Caulker

 photo DSC_0925_zpsb2d7bf56.jpg

Jeg har længe tænkt, at jeg gerne ville lave sådan en lille “travel throwback” serie her på bloggen, så jeg kan hive nogle af mine allerbedste minder fra vores tid som nomader frem – og naturligvis de andre ture, vi har været på igennem årene.

Som jeg har skrevet på bloggen her nogle gange før, så rejse vi fra 2013-14 lidt rundt i verden som nomader. Vi lejede vores lejlighed i København ud og arbejdede fra de destinationer, vi nu engang befandt os. Det var en enormt spændende tid, men det var også svært at balancere arbejde og fornøjelse, og vi havde hurtigt en følelse af, at vi forsømte begge dele.

Al det rejsen rundt skete før denne blogs levetid, så derfor har jeg ikke rigtig fået blogget om det herinde før. Så det vil jeg prøve at gøre i denne throwback serie! Den første destination, jeg vil introducere jer for, var en af mine klare favoritter: Caye Caulker i Belize.

 photo DSC_0940_zpsb1117aec.jpg

Der er noget helt særligt over denne lille ø ud for fastlandet Belize, placeret midt i Det Caribiske Hav. Vi kom sejlende til Belize via Chetumal i det sydlige Mexico, og efter halvanden time i speedbåd, der kastede sig og ned over bølgerne, gik vi i land på Ambergris Caye i Belize med ømme baller.

Vi fik hurtigt vores visumstemler i passet, og så tog vi afsked med de passagerer, vi havde fulgtes med fra Mexico, og satte os over i en meget mindre båd, der sejlede os den halve time sydpå til lillebitte Caye Caulker, mens solen begyndte at gå ned over det Caribiske Hav.

Vi havde ikke haft held med at bestille et sted at overnatte online, så vi gik i land på Caye Caulker uden nogen plan. Vi fandt et sølle værelse placeret ovenpå en bar, og der blev vi i to nætter. Der var fulde, råbende naboer og kakerlakker, der løb henover gulvet.

 photo DSC_0961_zpse8ef32c8.jpg

Min gode rejse

Men det gjorde ikke vores oplevelse af øen dårligere – for ligeså snart vi trådte uden for vores sølle kammer, blev vi mødt af blødt, kridhvidt sand og det smukkeste gennemsigtige turkise vand, og fine pastelfarvede huse.

Belize er det eneste land i Latinamerika, der taler engelsk, og selvom de fleste af beboerne på øen taler creole, så kunne vi alligevel sagtens kommunikere med dem. Vi mæskede os i lokale fryjacks til morgenmad, rice n’ beans til frokost og den lækreste bbq i mands minde om aftenen. Alt sammen til ufatteligt få penge. Og så drak vi os glade i caribisk rom blandet up med forfriske frugtpunch.

Caye Caulker er den slags paradis, hvor man kommer helt ned i gear. Der er haremsbukser i batikmønster og dreadlocks galore, men alle er så glade og rolige (og højst sandsynligt under påvirkning af lidt græs), og de spreder kun budskabet om at tage det roligt. Der er lidt hakuna matata over det.

 photo DSC_0942_zps6dc21d7c.jpg Caye Caulker Beliza

Vi havde fornøjelsen af at tage på to ture, som begge inkluderede en hel masse sejlen rundt i det smukke hav. De små cayes (som jo egentlig er en meget lav ø, der er beskyttet af et koralrev, som tager alle bølgerne og gør vandet indtil cayen helt roligt) var fantastiske at sejle forbi, og vi oplevede så meget.

Livet under havets overflade er så rigt i Belize. Fiskene, ålene, hajerne, søkøerne og delfinerne nyder godt af det rolige vand og de gode madmuligheder, korallerne giver dem, og derfor er der også overflod af dyreliv under havets overflade.

Vi snorklede med så mange farvestrålende fisk og kæmpeskildpadder, at vi på alle tidspunkter kunne se mindst 50 dyr, hvorend vi kiggede hen. Der er også sting rays – sådan en, som slog legendariske Steve Irwin ihjel – og dem fik vi også set på helt tæt hold. Og så selvfølgelig de (vistnok) ufarlige reef sharks, som jeg ikke turde være for længe i vandet med, men som Jonas fik snupper nogle billeder af. Yikes!

Swimming with sharks in Caye Caulker photo 1958380_667125330013204_1630797533_n_zps0192c7b5.jpg

På en anden tur holdt vi os i båden, da vi var på jagt efter søkøer. Det var ikke sæson for dem, så de gemte sig godt, men vi fik set nogle søde snuder, når de kom op efter luft engang imellem, og det var en stor oplevelse at sejle rundt med vores guider – den perfekte far-søn-duo – der var så vidende, at vi lærte så ekstremt meget nyt om søkøer og livet i Belize.

Vi gjorde stop på den lille ø, St. George’s Caye, og her nød vi en lækker medbragt frokost i de nok smukkeste omgivelser, man overhovedet kan forestille sig.

St George's Key Belize

Caye Caulker er i særdeleshed et lille paradis på jord, og I må virkelig ikke snyde jer selv for at opleve det, hvis I en dag befinder jer på de kanter. Vejret her i LA er lidt råddent i disse dage, så jeg har virkelig nydt et lille tilbageblik til dette fantastiske Paradis.

Hav en fantastisk søndag – jeg kan forstå, at vejret i Danmark er skønt nu, så I har nok slet ikke tid til at sidde og læse blogs! 🙂

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *