Tanker om terrortruslen

politi i Paris

Da vi ankom i Paris i sidste uge, mødte vi det par, hvis lejlighed vi skulle låne i to uger. De tog nemlig først til LA dagen efter vores ankomst i Paris, og derfor kunne vi mødes. Det var enormt dejligt at møde dem i virkeligheden og tale om løst og fast. De var enormt sympatiske, og vi var pludselig meget mere trygge ved at overgive nøglerne til vores kære LA lejlighed til dem.

Noget af det første, de spurgte os om, da vi havde sat os i deres fine stue, var om vi var nervøse for terror her i Paris. Jonas svarede nej ret hurtigt, mens jeg tøvede lidt.

Alt det her angst, eller hvad det nu er, jeg bøvler med, får mig til at bekymre mig helt enormt om mange ting. Herunder terror. Og særligt her i Frankrig, hvor de jo desværre har været udsat for alt for mange angreb indenfor de seneste få år.

Men jeg føler også truslen i Danmark. Jeg kan få små angstanfald, når jeg kører med offentlig transport og føler, at en eller anden opfører sig underligt. Flere gange har jeg i København stået af bussen, fordi jeg simpelthen var så nervøs for en eller anden (sikkert ufarlig) person, der var med.

Når der sker et terrorangreb, som f.eks. det i Paris i november sidste år, eller det forfærdelige i Nice for få uger siden, så går jeg i total undtagelsestilstand og læser alt, jeg kan finde, om emnet. Jeg kan bruge flere dage på at sørge over det, selvom jeg ikke kender de indblandede.

Det bunder sikkert i en generel utryghed over for terror, som rammer så tilfældigt og dermed virker som en mere reel trussel end for eksempel trafikuheld, som jo dræber langt flere, end terror gør. Jeg ved ikke, hvad det er, men det bekymrer mig. Meget.

militær i Paris

Da vi i søndags stod uden for Forum Les Halles ikke så langt fra hvor vi bor her i Paris, fik jeg øje på en mand i militærtøj, der bar på en skarpladt riffel. Ikke noget ualmindeligt syn her i Paris i disse tider, hvor der er vagter, politi og militær på nærmest hvert gadehjørne.

Men det, der slog mig med ham her, var, at han var helt alene. Og han virkede nervøs. Normalt går militær og politi i grupper af to eller tre personer, og de virker meget rolige. Ham her så sig febrilsk omkring, og da jeg fik øjenkontakt med ham, vendte alt sig inden i mig.

Mine tanker for rundt i hovedet på mig, og jeg kom til at tænke på Breivik, der jo var klædt ud som politimand, da han dræbte de stakkels unge på Utøya. Jeg greb Jonas’ arm og hev ham hastigt væk fra scenen. Ind mellem biler, bag butiksfacader. Jeg tænkte kun på to ting: at komme væk derfra, og at få biler, butiksfacader, anything, i mellem dirkete skudlinje fra militærmanden og os.

Helt ude af proportioner. Og den stakkels mand var sikkert ikke en pind farlig. Der var i hvert fald ingen skud at høre. Ikke flere sirener end hvad normalt er i en hovedstad.

Så jo, jeg er bange for terror. Der skal ikke meget til, før jeg har hjertet i halsen og tænker i ren overlevelse. Fight or flight kaldte min læge det, da vi talte om angst og de reaktioner, man får på “farlige” situationer. Mit instinkt for at flygte er i hvert fald stærkt.

Jeg tør slet ikke at tænke på, hvordan det må være at have terroren endnu tættere på. Vores franske venner fortalte os, at alle i Paris kender nogen (eller nogen, der kender nogen), der var indblandet i angrebet på Bataclan i november sidste år. Forestil jer lige det.

Canal Saint Martin i det 10ende Arrondissment

Canal Saint Martin i det 10ende Arrondissment

Café Bonne Bière

Aperol Spritz og popcorn på Café Bonne Bière

I sidste uge var vi en tur i det 10ende Arrondissement, hvor angrebene i november især fandt sted. Vi satte os på Café Bonne Bière, som var en af de caféer, der blev angrebet. 5 mennesker mistede livet lige der, hvor vi sad, på den hyggelige fortovscafé.

Jeg var egentlig ikke bange, da vi sad der, men det var absurd at tænke på, hvad der var sket netop der. Det virkede så fredfyldt. Udsigten til Canal Saint Martin, leende mennesker og kolde drinks. Man ville aldrig kunne forestille sig, hvad der var sket netop der, hvis man ikke vidste det på forhånd.

Efter besøget gik vi videre, ned ad Rue Bichat og til det sted, hvor den rammer Rue Alibert. Her ligger flere hyggelige caféer og spisesteder, bl.a. Le Petit Cambodge, hvor 11 mennesker mistede livet under angrebet. Den cambodianske restaurant hold lukket i hele fire måneder for at få et totalt anderledes udseende end før.

Vores plan var egentlig at spise der, men vi var ikke sultne, så vi tog hjemad mod Latinerkvarteret, som er vores parisiske hjem indtil på torsdag. Det føltes som en fattig støtte blot at lægge vores penge der, men alligevel er det vel det eneste, man kan gøre nu.

Blomster i paris Terror Place du Republique mindesmærke

Place de la Republique som ligger i nærheden, har siden angrebene fungeret som mindesmærke. Der er også stadig blomster, lys og breve, og de har installeret en metalplade til minde om de 130 mennesker, der mistede livet i november. En smuk gestus.

Selvom jeg ikke oplevede decideret angst på vores tur rundt i det skønne 10ende Arrondissement for at se de steder, der blev angrebet, så rørte det mig alligevel dybt. Måske især det faktum, at alle stederne var så hyggelige og virkede helt uberørte af angrebene.

Og som vores franske venner sagde: det er det eneste, vi kan gøre nu. Ikke at lade terrortruslen ændre vores hverdag, men i stedet fortsætte vores liv, som vi plejer. Og så måske støtte netop de steder, der blev ramt, så de kan komme ordentligt tilbage igen.

Nok gør det mig trist, at den store tilstedeværelse af militær og politi er nødvendig, men omvendt glæder det mig, at de i Frankrig tager truslen alvorligt. Jeg drømmer (måske naivt) om et Europa, der ikke skal være sådan parat. For bare tre år siden, da vi sidst var i Paris, var der ikke politi og militær på hvert gadehjørne. Det er der i dag. Det er tankevækkende.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *