Stop med at opdrage på fremmede mennesker

Dygtig til at spille violinPå denne iskolde søndag aften får I altså lige en vaskeægte rant af værste skuffe. Ja, sådan er det altså nogle gange. Den har ligget i baghovedet og kogt sig godt og grundigt op siden i går middag. Og nu skal den altså ud.

Så undskyld på forhånd, for pokker. Men jeg tør ikke at gemme på den længere, for så ved jeg altså ikke, hvor den ender. Så here goes:

Vi kender det sikkert alle sammen – jeg gør i hvert fald så absolut – den der følelse og enorme lyst til af og til at opdrage på andre voksne mennesker. Helt fremmede mennesker, der blot opfører sig så forkert, at vi liiige får lyst til at gribe ind og sætte vedkommende på plads.

Jeg prøver ofte selv at huske på, at vi alle har forskellige opfattelser af, hvad man kan tillade sig at gøre offentligt, og det er sådan set også fint nok. Og ganske sundt. tror jeg. Når jeg tager mig selv i at have lyst til at sige noget til en fremmed, så prøver jeg at tælle til 10 (som min mor har lært mig) og trække vejret dybt. Så går det som regel.

Min i går var det altså mig, det gik ud over. Jeg fik den løftede pegefinger fra en helt fremmed, og det kom bag på mig i en sådan grad, at jeg slet ikke fik reageret på det.

For jeg følte mig sgu forudrettet. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet og taget så til strækkeligt off guard, at jeg slet ikke fik mulighed for at forklare mig selv og retfærdiggøre min handling, som jeg selv – stadigvæk – ikke kan se noget galt med.

Her er, hvad der skete:

Jeg sad i koncertsalen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det lyder ret fint og sofistikeret, ikke? Det var det også. Min bedste veninde stod i kulissen og svedte, for om lidt skulle hun spille Carl Nielsens violinkoncert for alle os fremmødte med Sjællands Symfoniorkester i ryggen.

Det var sgu en big deal. En rigtig big deal, og jeg sad naturligvis næsten på allerforreste række og var klar til at se hende give den gas. Hun er så fantastisk dygtig, og jeg nyder sådan at se hende konstant udvikle sig og nå nye højder. Det er inspirerende.

Da hun går på scenen til et kæmpe bifald, er jeg ved at sprænges af stolthed. Hun ser ikke nervøs ud, men smiler bare til publikum. Hun starter med at brag og giver mig gåsehud over hele kroppen. Violin er simpelthen sådan et fantastisk instrument, der kan tale til sjælen, når det spilles ordentligt.

Jeg finder min iPhone frem og knipser nogle billeder af hende og symfoniorkesteret. Den slags gør man jo til koncerter. Jeg har naturligvis telefonen på lydløs, og jeg sidder med den diskret foran mig og tænker over, at jeg ikke skal lade det lysende display irritere nogle af de tilhørerende, der sidder bag mig.

Heldigvis sidder vi skråt på den måde, at mit sæde er lavere end sædet bag mig – scenen er ligeledes ret høj, så det burde ikke være noget problem.

Flere gange i løbet af koncerten tager jeg nogle hurtige billeder af min veninde, så jeg altid har dem at kigge på. Jeg tager billeder af oplevelser, jeg gerne vil huske, og i går var absolut en dag, jeg ville forevige med min telefon.

Da vi har klappet min veninde af scenen efter en fantastisk koncert, finder jeg igen min telefon frem – denne gang tager jeg et billede af mig selv, hvor jeg smiler helt vildt og laver thumbs up til kameraet. Det var til Snapchat. Som caption skriver jeg “Fantastisk smukt, du er en stjerne!” og sender den af sted til min veninde, som jeg ved, vil sætte pris på den. Hun har nemlig været enormt nervøs og har brug for at vide, at hun gjorde det perfekt.

I samme sekund læner manden, der sidder skråt bag mig, sig hen mod mig og siger til mig: “Nu bliver du simpelthen nødt til at slukke den der!” med enorm vrede og irritation i stemmen. Han efterlader mig fuldstændig paf. Inden jeg når at reagere, går den næste musiker på scenen – nu en sopran, der synger fantastisk smuk opera for os.

Jeg fandt ikke min telefon frem igen – og det havde jeg heller ikke gjort, selvom manden bag mig ikke havde følt sig nødsaget til at opdrage på mig. Jeg var der for at se og ikke mindst støtte min veninde. Og så var jeg der for at nyde den smukke musik.

På intet tidspunkt sad jeg med telefonen i hans synsfelt. På intet tidspunkt var jeg respektløs for musikererne ved at have lyd på min telefon. På intet tidspunkt gik jeg på Facebook, Instagram eller andet, der kunne virke som om, jeg ikke ønskede at være til stede. Jeg gik lynhurtigt på Snapchat, ja, for at lade min veninde vide, at hun klarede det rigtig flot.

Der var rigtig meget lys i salen, så lysstyrken i mit display har heller ikke ødelagt noget for de personer, der sad bag mig. I det hele taget føler jeg selv, at jeg var ganske respektfuld for både folkene på scenen og dem, der sad bag mig.

Oplevelsen gjorde mig sur og irriteret. Jeg bruger min telefon meget, ja, men det gjorde jeg ikke i går. Jeg brugte den udelukkende som kamera. Han havde garanteret ikke været sur, hvis jeg havde siddet med et kamera i stedet for.

Det er ofte et ældre publikum, der lader sig lokke, når der er klassisk musik på programmet (hvilket i virkeligheden er en skam, for jeg mener bestemt, at unge også kan få rigtig meget ud af at se klassisk musik), og det er garanteret også grunden til, at manden (som var ret gammel), følte sig så provokeret af min brug af ungdommens nye teknologi, at han blev nødt til at gribe ind.

Og jeg tør faktisk næsten vædde på, at den gamle, sure (!) mand mener, at det er en skam, at flere unge ikke går ind og ser klassisk musik. Men hvordan skal vi dog kunne begå os blandt så gamle, sære mennesker, der ser den slags normalt? Hvis man nu i stedet opfordrede de unge til at tage billeder, tweete og generelt dele på sociale medier under en klassisk koncert, så vil jeg gerne garantere, at man ville se flere unge til klassiske koncerter. For det er sådan, vi fungerer. Vi er på sociale medier – vi finder ikke koncerter og spændende musikarrangementer på løbesedler og den slags. Lad os dog for pokker gøre tingene på vores måde.

Så kære gamle mand, hvis du læser dette (og det gør du nok ikke, med mindre jeg får det trykt i Ældresagens medlemsblad), så skal du bare vide, at jeg elsker klassisk musik, og at jeg gerne vil være med til at udbrede kendskabet til koncerter til mine unge, iPhone-elskende venner. Du skal også vide, at jeg rent faktisk havde fokus på, at min iPhone ikke skulle være til gene for dig – at du så vælger at lade dig irritere over noget helt meningsløst, er virkelig ikke mit problem.

Stik piben ind, træk vejret og opfør dig ordentligt. Lad være med at føle dig nødsaget til at opdrage på mig og andre unge – vi er rent faktisk voksne mennesker, og selvom vi ikke gør tingene, som du måske ønsker, så er vi velovervejede og i stand til at opføre os ordentligt blandt andre mennesker.

Jeg beder heller ikke folk, der lugter i bussen, om at gå hjem at tage et bad. Jeg retter heller ikke folk, der kludrer løs i grammatikken, når de taler. Og jeg beder ikke folk, der spiser grimt og smasker højlydt om at spise ordentligt. Der skal være plads til os alle sammen.

Hvad synes I? Har I oplevet at blive opdraget af fremmede mennesker, hvor I ikke følte, at det var retfærdigt?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

12 Comments

  • SVAR

    Ja, Jeg synes at det var i orden. Det er mega respektløst at være på den måde, og begynde at snappe og tage selfie.

    Lad være med at leve bag skærmen og nyd i stedet øjeblikket, hvor din veninde klarer sig godt.

    Okay, ét billede burde være nok.
    Jeg synes ikke, at det skal ses som okay, at du tager mobilos op flere gange.

    Men det et min mening. Du kan godt være naiv, og nærmest give manden skylden og sige, at han fejler noget. Han konfronterende dig bare.

    • SVAR

      Tak for dit input, Maria 🙂

      Lad mig lige uddybe, for du har tydeligvis ikke forstået det med selfie og snapchat. Da min veninde gik af scenen, og der var en pause inden den næste deltager gik på scenen, tog jeg et selfie til Snapchat, som jeg sendte til min veninde, der netop havde forladt scenen. Jeg skrev, at hun gjorde det super godt. Jeg ved, at hun så snap’en stort set med det samme og blev glad for den. Hun svarede også – mens den næste musiker var på scenen – men jeg fandt naturligvis ikke min mobil frem for at tjekke hendes svar. Jeg sad jo og nød smuk opera. Jeg så hendes beskeder efter koncerten, da jeg var gået ud fra salen. Så der blev ikke snap’et eller taget selfies under koncerten. Det ville jeg ikke gøre i den sammenhæng. Overhovedet. Så slå helt koldt vand i blodet. 😉

      Jeg er meget enig i, at man ikke skal leve bag skærmen, og det gør jeg sådan set heller ikke. Jeg tog ni billeder i alt, for at få min veninde i nogle forskellige vinkler. I starten af koncerten tog jeg fire billeder af hende. Og senere tog jeg 5 billeder. Ni billeder i alt. Det har taget max (!) 1 minut sammenlagt, og min veninde var på i 45 minutter i alt – det kan simpelthen ikke kendetegnet som at “leve bag skærmen”. Jeg nød i høj grad øjeblikket! OGSÅ da jeg tog billeder – jeg kan nemlig sagtens multitaske på den måde. Jeg lukker ikke af for høresansen, når jeg tager billeder. 😉

      Jeg snakkede endda med min veninde om det bagefter og spurgte, om det var mig, der var galt på den, og at det var strengt forbudt at tage billeder ganske hurtigt og godt skjult for de andre i øvrigt, når man nu lyttede til klassisk musik. Det sagde hun, at det var bestemt helt i orden at tage billeder til den slags koncerter, og at hun også mente, at han overreagerede. Hun fortalte mig dog, at hun havde hørt nogen i salen tage billeder med høj lyd på telefonen, og det sagde hun var lidt irriterende som performer, men ikke noget hun tænkte videre over. Så hun sagde, at så længe man havde slukket lyden og ikke tog billeder med blitz, så var der absolut ikke noget forkert i det.

      Jeg havde naturligvis ikke lyd eller blitz slået til. Det kunne jeg ikke drømme om, for det ville jo netop være forstyrrende for de andre deltagere og dem på scenen.

      Så kald du mig bare naiv. Det må du sådan set helt selv om. Jeg synes ikke, at jeg brugte min mobil for meget. Og det eneste selfie, jeg tog, var som sagt i pausen, da ingen var på scenen. Så jeg synes, du overreagerer. Og jeg synes ikke, det kan kendetegnes som for meget, når selv personen på scenen ikke har noget i mod det. Jeg håber, du kan se, at du overreagerer lidt i din kommentar her. 🙂 Men det er naturligvis også svært at vide, hvad der skete, når nu du ikke selv var til stede til koncerten.

      God dag til dig og tak for dit input. 🙂

    • SVAR

      Helt enig Maria. Belastende med denne curling generation af selvoptagede møgunger, som skal leve deres liv igennem en telefon. Lige som en narkoman der jager det fjerde fix på en og samme dag, så kan de ikke se noget galt i at hive en telefon frem på de mest upassende tidspunkter for at give deres sølle eksistens en smule indhold. “Jamen, jeg kan ikke se noget galt i det. Sådan plejer jeg og min selvoptagede ego-junkie generation at gøre med vores telefoner” … ja ja, det er klart. Hvordan fanden skal I nogensinde være i stand til at se ud over jeres egen næsetip? Den verden eksisterer ikke for jer med mindre I har et billede af den.

      • SVAR

        Ahh, Erik, nu synes jeg godt nok, at du bliver lige lovligt grov og personlig i det. Jeg tvivler også ærlig talt på, at du har læst mit indlæg? Det lyder mest af alt som om, du lader din irritation over “selvoptagne” unge i andre sammenhænge gå ud over mig, der sådan set blot tog ni billeder af min veninde i ren kærlighed og begejstring over, hvor dygtig hun var. Lidt som en forælder, der tager et billede af deres børn, når de spiller en vigtig fodboldkamp. Jeg synes lige, du skulle læse min artikel igen, og så tænke endnu engang over din kommentar. Der er absolut ingen grund til at lade alt det med “curlingbørn” og andre sure opstød gå udover mig. Det synes jeg i hvert fald ikke.

        • SVAR

          Jeg har læst dit indlæg. Ellers ville jeg ikke kommentere det. Hvordan havde du tænkt dig at jeg kunne skrive en kommentar om din koncertoplevelse, hvis jeg ikke havde læst indlægget? Så tænk dog lidt …

          Kærlighed og begejstring. Besvares. Det havde vel ikke noget at gøre med den evige jagt efter endnu et “like” eller sådan lige henslængt få sagt noget om, hvor kulturel du selv er? Ren kærlighed og begejstring …

          Det korte af det lange er, at de fleste at din generation er ingenting i sig selv. I er kun noget i kraft af “likes” og kommentarar fra andre. I er som en virus, der kun kan overleve ved at invadere andres rum. Uden evnen til at inficere andre, og få dem til at kommentere (som jeg gør nu) så er I bare en tom skal uden indehold. Og det vidste den gamle mand godt, og han er da klart træt af at få ødelagt sin koncert oplevelse, fordi et eller andet egocentreret curlingbarn ikke kan styre sin trang til at leve livet igennem sin telefon.

          • Men du kommenterer bare som om, du overhovedet ikke har læst indlægget? Du tager fat i et område, som slet ikke giver nogen mening i forhold til det, jeg skriver i mit indlæg.

            Lad mig lige klargøre: jeg delte ikke på Facebook eller andre sociale medier, at jeg var til koncert. Jeg havde ikke delt det, hvis ikke den gamle mand havde gjort mig sur. Jeg tog billedet til eget brug. Jeg kan fortælle dig, at jeg ofte går igennem galleriet på min telefon for at mindes de gode oplevelser, jeg har haft. 🙂 Helt uden at dele det. Men selvom jeg gjorde, ville det ikke gøre min oplevelse mindre ægte eller kulturel. Men jeg gør faktisk ikke ting for andres skyld – jeg gør dem for min egen.

            Og så synes jeg, du skal holde op med at kritisere min generation som helhed. Vi hungrer ikke likes. Overhovedet ikke. Nogen gør måske, men du har helt misforstået det, vi gør. Hvis du er til koncert, og jeg er til koncert, så ville jeg nok dele det med mine venner på Facebook. Du ville snakke om det over en kop kaffe, næste gang du mødte en ven. Hvordan er det forskelligt? Det er sådan, vi kommunikerer på i dag, og det er der ikke noget galt med. I Sokrates’ tid mente de ældre, at ungdommen var i forfald. Den historie ender nok aldrig.

            Og til sidst (igenigenigen) så ødelagde jeg ikke mandens koncert. Jeg sad ganske stille med min telefon, og holdt den ind til brystet, således den lysende skærm ikke var i hans synsfelt. Han valgte i stedet at sidde og irritere sig over min brug af min iPhone i stedet for at fokusere på den smukke musik og de pæne mennesker på scenen – et valg jeg ikke forstår.

            Men du vil nok bare ikke forstå, hvad jeg siger. Og så er denne debat egentlig ret ligegyldig.

  • SVAR

    Mit indtryk er, at når det kommer til mobiltelefoner, bliver nogen mennesker sure over det, selvom det ikke har nogen betydning for dem. Det er en mærkelig intolerant måde at være på overfor andre mennesker.

    Eriks kommentar viser ganske godt min pointe. Når jeg læser svaret, tror jeg ikke, at Erik har læst indlægget. Pludselig skal sådan typer som Erik afgøre, hvor meget en mobil må anvendes, samtidig med at alle der er uenige, skal have lort i hovedet. Mere selvoptaget bliver det da ikke.

    Jeg er stor fan af fordybelse, men jeg kan vitterligt ikke se, at de to ting udelukker hinanden. Jeg kan desuden ikke se, hvordan nogen kan blive irriteret af at se på andres mobiler. Jeg vælger at være ligeglad, når teenagere sidder med deres mobiler konstant. Det gør jeg, fordi jeg ikke er en idiot, der helt seriøst mener, at mit liv bliver værre af det.

    PS: Et curlingbarn er et forkælet barn, der overbeskyttes og serviceres af dets forældre, uden at de stiller krav. Det har ikke noget med mobiler at gøre. Det, Erik nævner, er samme gamle sang om, at ungdommen er forfærdelig.

    • SVAR

      Yay – endelig en positiv kommentar! 😉 Tak!

      Jeg er sjovt nok ganske enig, og jeg kunne heller ikke være mere enig i din betragtning om det med curlingbørn – for jeg tror også, det er et udtryk, som Erik helt har misforstået.

      Jeg synes også bare, der er forskel på brugen af mobiler. Hvis jeg nu havde siddet og været på Facebook under hele koncerten, så havde jeg været respektløs, men at tage et par hurtige billeder, fordi man er stolt, det er noget ganske andet.

      <3

  • SVAR

    Jeg forstår udmærket godt hvad du siger. Du gør ting for din egen skyld, for din oplevelse. Det er netop det. Lort på andres oplevelser, hvis det betyder at du skal have endnu et billede. Det vigtige her er dig. Som jeg siger … egocentreret curlingbørns generation.

    Fortsat endelig med at være bøvet og tage billeder til din næste klassiske koncert, hvis det er det du har behov for. Forvent bare, at resten av verdenen ikke deler din entusiasme for at knipse løs.

    • SVAR

      Du forstår stadig ikke, hvad curlingbørn er, kan jeg se. Trist. Du kan synes, jeg er egocentreret, det kan jeg tydeligvis ikke ændre på, og jeg er egentlig også ligeglad hvad du, en anonym person på min blog, mener.

      Det er ikke bøvet at tage billeder, og det holder jeg fast i. Du kan have dine holdninger, og det skal du være meget velkommen til, men min generation er ikke enig. Og vi kommer til at tage alle de billeder, vi vil, og vi kommer til at nyde de øjeblikke, vi ser, selvom vi tager billeder.

      Ser du, det er ikke egocentreret at tage billeder. Alle tager billeder for deres egen skyld. Tager du måske ikke også billeder af dine børnebørn (jeg har ingen idé om, hvor gammel du er, men du lyder som en, der kunne være gammel nok til at have børnebørn)? Er det ikke også egocentreret? Og bøvet?

      Din argumentation hænger ikke sammen (og det gør dit “curlingbørns generation” heller ikke, selvom det skulle. Det er korrekt dansk), men forbliv du endelig i din vrangforestilling af korrekt opførsel.

      Hav en dejlig dag.

  • SVAR

    Jeg er ret enig med dig Celia. Det er ok at tage billeder så længe man ikke sidder og vifter, blitzer, trykker og har lyd på konstant. I din situation er jeg enig med dig.
    Selvfølgelig skal man være opmærksom på andre, men det synes jeg, også du var. Sidder du i bio fx er det fuldkommen mangel på respekt for andre(medmindre du gemmer dig og telefonen inden under jakken/trøjen)
    Men jeg er enig med dig Celia, du gjorde det på en ordentlig og fair måde.
    /Jakob

    • SVAR

      Tak for støtten, Jakob. 🙂 Det var netop min pointe – at jeg gjorde det MEGET diskret, og det var netop derfor, jeg blev provokeret af mandens irettesættelse. For hvis jeg nu havde siddet og fokuseret på min mobil og havde været på Facebook under hele koncerten, så ja, så var det helt afgjort på sin plads, at han havde sagt noget til mig. Men i situationen not so much. Så tak fordi du kan se det!
      Haha, det lyder virkelig fjollet at sidde og gemme sig selv og sin mobil under en jakke i biografen! HAHA – det ville jeg så gerne se nogen gøre! Enormt kikset. 😀 Men du har ret – i en biograf er det bare no go, fordi salen er helt mørk.
      Rigtig god aften! Og tak for de søde ord.
      /Celia