Runyon Canyon

Solopgang over LA set fra Runyon Canyon

Solopgang over LA set fra Runyon Canyon

Sådan så Los Angeles ud i mandags klokken ca. 6.20 om morgenen. Jeg er udpræget natugle og B-menneske, men jeg nyder virkelig vores jetlag for tiden, da det får os op langt tidligere, end jeg nogensinde ville kunne under normale omstændigheder. Og sådan en solopgang er simpelthen ikke til at slå. Magisk!

I morges gik vi for første gang igen op og ned ad “vores” bjerg – Runyon Canyon. Hvis I følger mig på Snapchat (Celiaschow), har I helt sikkert set snaps derfra, og jeg kan allerede nu love, at der kommer meget mere Runyon derinde, for det er en kæmpe del af vores LA-liv.

Men hvad er Runyon Canyon? Jo, det er et stykke af bjergene her i LA, der fra toppen er forbundet til den legendariske Mulholland Drive, og hvor bunden rammer lige ned i hjertet af Hollywood. Det har altså en stjernegod placering. Og så er det et fantastisk sted at hike for at få pulsen op.

Runyon Canyon hike Runyon Canyon LA Runyon Canyon hike

Da vi jo bor i North Hollywood, og altså på den anden side af bjergene i forhold til Hollywood, rammer vi Runyon Canyon fra dets top, ved Mulholland Dr. Der er en god del parkeringspladser deroppe, men man skal komme tidligt for at sikre sig en plads, fordi Runyon er så afsindigt populært. Billederne herover er nogle af de første ting, vi ser, når vi starter vores hike.

Udsigten til det ikoniske Hollywood skilt gør mig altid glad i låget. Ikke fordi skiltet i sig selv er særligt fantastisk, men mere fordi det er symbolet på LA, og jeg får altid lyst til at nive mig selv i armen over, at vi faktisk bor her nu!

Lige til højre for Hollywood-skiltet kan vi ane Griffith Observatory, som er et fantastisk sted. Bag det ligger smukke bjerge, og her i vintermånederne er det bagerste, vi kan se, snedækket på toppen. Det et fantastisk syn!

Lidt længere på hiken kan vi se Downtown LA komme til syne. Som jeg har forklaret før, er LA en meget flad by, men Downtown har naturligvis en pæn skyline, og der bygges helt vildt dernede nu, så det bliver kun endnu vildere.

Celia in Runyon Canyon View from Runyon Canyon Runyon Canyon Los Angeles

Runyon Canyon har flere forskellige trails, man kan følge, der kan kombineres til et loop, så man når tilbage til start. Hvis man går en tur hele vejen rundt, er turen ca. 5 km lang, og det tager altså en god time at hike i Runyon Canyon. Der er en højdeforskel på ca. 200 m fra toppen til bunden.

I dag startede vi ud med en af de blødere ruter, så vi ikke fik den voldsomste stigning, da vi skulle op ad bjerget igen. Jeg havde også mit kamera med for at skyde disse billeder, og derfor blev det en noget mere afslappende tur, end vi var vant til sidst vi var i LA i efteråret.

Der er altid mange turister på Runyon, og efter sigende skulle der også være en hel del celebrities. Vi har endnu ikke set nogle, men jeg må indrømme, at med de fantastiske udsigter, der er fra alle punkter i Runyon, er celebrities det sidste, jeg kigger efter.

Når vi starter vores morgen med en frisk hike i Runyon, så ved jeg, at det bliver en god dag. Helt ærligt, den blå himmel, solen, udsigten, de glade tilråb fra de andre hikende, den høje puls … Det er kun til at blive glad over!

Hvis I nogensinde kommer til LA (hvilket I bør!), så må I ikke gå glip af en hike i Runyon Canyon. Det er hårdt, men også smukt, og fra Runyon får man det fulde overblik over byen – i dag havde vi så god sigtbarhed, at vi kunne se helt fra Downtown til Santa Monica og endda ane Stillehavet i horisonten. Dét er magisk.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *