Når ens veninde får et barn

Et - for indlægget - tilfældigt billede af min skønne Fie og mig. <3

Et – for indlægget – tilfældigt billede af min skønne Fie og mig. <3

For lidt over halvandet år siden lavede jeg en Google-søgning, hvis eksakte ordlyd jeg ikke længere er sikker på, men i alle tilfælde var det noget med “min veninde er gravid”. Baggrunden for min søgning var, at min bedste veninde ventede sit første barn.

Jeg lavede søgningen, fordi det var nyt for mig, at en af mine næreste veninder skulle have et barn. Jeg var i tvivl om, hvad jeg kunne gøre for hende, og hvordan jeg var en god veninde for hende i hendes graviditet.

Søgeresultaterne var nogle helt andre, end hvad jeg ledte efter. Google skuffede mig i den grad dengang – den plejer altid at finde netop det frem, som jeg leder efter.

Jeg fandt online fora, hvor veninder til mødre sad og beklagede sig over, at deres veninde nu ikke længere gad med i byen, kun snakkede om deres barn og generelt set bare var dødkedelige, efter de havde fået børn.

Det gjorde mig faktisk ret sur. Og jeg gik dengang i gang med at skrive et indlæg om det, men besluttede at det var en betændt debat, som jeg nok burde holde mig fra.

Fast forward til tidligere i dag, hvor jeg læste Miriams nyeste hemmelighedsindlæg (hold op, hvor jeg elsker de indlæg – genialt koncept!), hvor en anonym berettede, at hun før i tiden troede, at det værste var kærestekedelige veninder, men nu var klar over, at det var veninder, der var førstegangsmødre. Selve ordlyden kan I se i indlægget, det er hemmelighed nr. 7.

I kommentarfeltet stemte flere i, så jeg antager, at det åbenbart er en ret normal følelse at sidde med som en veninde til en førstegangsmor. Måske endda bare mødre generelt?

For at være ærlig undrer det mig helt enormt. Min veninde, som jeg fortalte om først i indlægget, har nu en lækker lille dreng på næsten 14 måneder, og jeg elsker dem begge to. Og vigtigst af alt: jeg synes stadig, at hun er en fantastisk veninde.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om disse personer havde et lettere overfladisk eller perifert forhold, inden den ene af dem blev mor? Eller om de før havde den slags forhold, der var betinget af en enkelt fælles interesse, som f.eks. at gå i byen?

Hvis det er tilfældet, forstår jeg godt, at ens forhold bliver forstyrret af, at den ene pludselig får et barn. Som nybagt mor er man måske ikke så tændt på byen torsdag, fredag og lørdag (og søndag? Gør nogen stadig det?). Og så er fundamentet for ens venskab ligesom gået i stykker. I get it. 

Men i de tilfælde, at der er tale om stærkere relationer, dybtstikkende venskaber, hvor man rent faktisk interesserer sig for personen, man er venner med, så er det sgu (pardon my french, men jeg føler ret stærkt for det her) ulækkert og selvisk at have det sådan.

Hør her. Når din veninde får et barn, så ændrer hun sig. Det skal hun jo, for pokker, hun er pludselig nogens mor! Hun får et helt andet ansvar, et ansvar for et lille menneske, som hun skal forme og beskytte og passe på. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor stort et ansvar, hun pludselig står med.

Og i øvrigt kan jeg heller ikke sætte mig ind i, hvor lykkelig hun er. Eller hvor meget hendes barn fylder for hende. Det kan jeg som veninde da sagtens se. Jeg kan se, hvordan min veninde kigger på sin søn. Hvordan hendes øjne lyser op, når hun taler om ham. Og hvor glad hun bliver, når andre interagerer med ham og er gode mod ham.

Så ja, din veninde er en anden. Heldigvis for det. Hun har ikke lige så meget tid til det, I måske gjorde sammen før. Og ja, hun kommer til at tale meget om sit barn og om livet som mor. Men hun gør det ikke for at være en dårlig veninde. Hun gør det, fordi hendes barn fylder meget i hendes hverdag og er det vigtigste for hende.

Præcis som du taler om det, der er vigtigt for dig. Om det så er weekendens one-night-stand, din kommende eksamen eller en fyr, du er interesseret i. Sådan er vi som mennesker. Vi taler om det, der fylder noget for os.

Og du vil opleve, at når I er sammen, så er hendes barn vigtigst. Igen. Sådan skal det være. Du vil blive afbrudt midt i dine sætninger, fordi hendes barn græder og har brug for sin mor. Det er helt naturligt. Og hvis den slags irriterer dig, så er din veninde nok bedst tjent uden.

Selvom jeg ikke er et sted i mit liv, hvor jeg ønsker at være mor, så ændrer det ikke på, at jeg holder af min veninde og er fandens lykkelig på hendes vegne over, at hun er et sted i sit liv, hvor det føltes rigtigt, og hvor hun valgte at få et barn.

Vi behøver ikke være det samme sted i livet for at interessere os for hinanden eller for at være gode veninder. Ja, det havde sikkert været endnu mere fantastisk for vores venskab, hvis vi oplevede alting på samme tidspunkt og kunne dele det med hinanden, men sådan er verden nu engang ikke, og så er det vigtigt, at vi kan glæde os på hinandens vegne og tale med om de ting, der fylder hos os hver især.

Her til sidst: hvis din veninde pludselig ikke kan tale om andet end sit barn og bliver komplet ligeglad med det, der foregår i dit liv, så forstår jeg godt, hvis du synes, at det er det værste i verden. Sådan har min veninde slet ikke været, men jeg synes, at det er helt naturligt, at hun taler meget om sit barn. Han er skøn, og jeg elsker at høre om ham og se hvor glad hun bliver, når hun taler om ham.

Men som veninder skal man naturligvis interesserer sig for personen, man er veninde med, og min veninde er altid meget interesseret i det, jeg laver, og på den måde er vores venskab stadig ligeværdigt. Så jeg forstår godt, hvis du er træt af en veninde, der ikke interesserer sig for dig længere, for så er hun ikke interesseret i dig som person, men kun i sig selv.

Jeg synes, det er fantastisk at have veninder, der er så forskellige steder i deres liv. Jeg har veninder med børn, hus og fuldtidsjobs, og jeg har veninder, der studerer, går i byen og dater flere fyre på én gang. Og hey – jeg elsker dem alle sammen, og jeg nyder at høre om deres liv lige præcis det sted, hvor de befinder sig.

Er det ikke sådan, man er veninder?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Comments

  • SVAR

    Du har så meget ret, og hvor får du fint sat ord på det!
    Jeg håber næsten, at nogle af personerne fra de online fora, du nævner først i indlægget, kommer forbi og læser det her, så det forhåbentlig går op for dem, at de tager fejl – for hvor må det være trist ikke at kunne glæde sig på andres vegne 🙂

    • SVAR

      Tak for din søde kommentar, Karina! <3 Jeg har netop tilbragt to dage med min veninde og hendes lille søn, og det er altså bare det hyggeligste! 😀 <3
      Åh, det håber jeg også. Overvejede at linke til indlægget inde hos Miriam, men jeg kunne ikke lige overskue den skamløse selvpromovering. 😉 Hehe.
      Well, jeg tænker, at personer, der har det sådan, ikke havde andet end f.eks. vilde byture tilfælles med deres veninde, der har fået børn. Hvis man rent faktisk interesserer sig for hinanden som mennesker, så vil man glædes på deres vegne. Det er i hvert fald min holdning.