Mine favoritspots i LA

Snaps fra min by sammen med gode venner <3

Snaps fra min by sammen med gode venner <3

Tusind tak for jeres respons til mit indlæg om kommunikationen mellem bloggere og læsere – det varmede rigtig meget, og så var det vildt rart at høre fra nogle af jer; medbloggere som bloglæsere. I er sgu seje!

Så med fornyet energi på dét punkt, er jeg i gang med at give bloggen her en ekstra skalle, så den bliver spændende at klikke sig forbi for de af jer, der sidder på den anden side af skærmen.

Signe ville gerne høre lidt mere om LA, og det skal hun få! Jeg har så meget at fortælle om byen, at jeg slet ikke ved, hvor pokker jeg skal starte. Jeg er begyndt at opleve byen meget mere, fordi vi er ved at have skabt den mest fantastiske omgangskreds (der primært består af fantastiske mennesker fra lille Danmark!). Det er simpelthen så fantastisk at begynde at have nogle venner og nogle søde piger at drikke cocktails med!

Det er mest restauranter, caféer, barer og diskoteker, jeg vil komme ind på i det her indlæg. LA kan SÅ meget, og jeg bliver flere gange dagligt kun bekræftet i, at det er verdens bedste by (som jeg mener får alt for lidt kærlighed i forhold til eksempelvis New York og San Francisco). Så nu må I lige se grundigt med – Norwegian flyver direkte hertil fra København flere gange ugentligt, så der er ingen undskyldning for ikke at komme forbi! 😉

The London Rooftop Bar, WeHo

The London Rooftop Bar

Hvis der er noget, LA gør virkelig godt, så er det de mange rooftop bars, der findes her. Jeg har stadig rigtig mange af dem til gode, men i torsdags besøgte jeg The London sammen med tre skønne piger, og det var en oplevelse udover det sædvanlige!

The London er et smukt og fancy hotel i West Hollywood, hvor vi bor, og deres rooftop bar er helt exceptionel! Gå ind i lobbyen, hen til elevatoren og tryk på “P” for at nå til Penthouse-delen allerøverst på hotellet.

Stedet ser meget fancy ud, og det lejes vist også ud til private arrangementer, men det er ellers gratis at komme ind, når der er plads (i hvert fald en torsdag aften, hvor vi var forbi). Husk ID (som alle steder i USA), også selvom du er langt over 21 år. Alle viser ID, så de kan sikre sig, at man er gammel nok.

Drinks koster omkring $15 pr. stk ($55 for en pitcher, som er en stor kande), og det er meget almindelige priser for LA – husk dog på, at drinks herovre er store, og de er ikke nærige med alkohollen. 😉 Jeg kan i øvrigt anbefale drinken Behind Blue Eyes, som jeg fik, og som vi alle fire besluttede var den bedste drink!

// 1020 N San Vicente Blvd, 90069 West Hollywood, CA //

The Comedy Store, WeHo

The Comedy Store

Vi har allerede været på The Comedy Store to gange, mens vi har boet i West Hollywood, og det er simpelthen et fantastisk sted! Som navnet antyder, er det en comedy club, hvor LA’s dygtigste komikere langer jokes udover scenekanten til det forventningsfulde gæster.

Der er shows dagligt, og det vides nærmest aldrig, hvem du kan være så heldig at opleve på scenen. Deres almindelige shows er gratis at se, men der er et 2 drink minimum pr. gæst, hvilket vil sige, at du skal bestille mindst to drinks per person, når du er derinde. Men alt gælder med: cocktails, øl, bobler, vin og endda alkoholfrie drinks. Jeg kan virkelig anbefale deres cocktail Sailor’s Kiss, som står til $12. Vin og øl koster $8, og deres juice koster $5 (mener jeg).

Af og til holder de også shows, hvor man skal betale for indgangen – således var vi i onsdags til et fantastisk show derinde, til bare $15 pr. person, hvor vores yndlingskomiker, Bill Burr, bl.a. optrådte. Kæmpe oplevelse! Vi kom en time før dørene åbnede, og sikrede os en plads allerforrest i midten, så vi blev gjort godt til grin af bl.a. Jeff Ross (Comedy Roast king!), Ali Wong, Sebastian Maniscalco og mange flere. Kæmpe oplevelse!

The Comedy Store frekventeres af en del celebrities, men vi har endnu ikke opdaget nogle derinde (men der er altså også pokkers mørkt, når showet er i gang. Et godt tip er at gå efter kl. 23.30, for der er der virkelig langt mellem de sjove komikere. Showet forsætter til kl. 2, men efter 23.30 er alle de sjove for det meste brændt af, og så kan det godt blive lidt tåkrummende …

// 8433 Sunset Blvd, 90069 West Hollywood, CA //

Shake Shack, WeHo

Shake Shack West Hollywood

Shake Shack er en forholdvist nyåbnet burgerkæde, der vistnok kommer fra Østkysten, hvor den har haft kæmpe succes. Heldigvis er de ved at indtage LA nu, og den første Shake Shack ligger farligt tæt på vores lejlighed i WeHo.

Hvis jeg skulle beskrive min drømmeburger, så ville den være præcis, som de laver dem på Shake Shack! Hold. Nu. Op. Det er altså godt! Man kan allerede dufte magien, der sker derinde, når man kommer op i krydset mellem La Cienega Blvd og Santa Monica Blvd (en tur, vi går nærmest dagligt), og så er det altså svært at holde sig i skindet.

Shake Shack laver de mest fantastiske burgere, og det er nok det, de gør allerbedst. Deres pommes er også helt i top, særligt deres bacon and chedder variant, som – ligesom navnet også antyder – svømmer i smeltet ost og baconstykker.

Jeg er personligt rigtig glad for deres Smoke Shack burger, som har både ost, bacon og fintskåret rød peberfrugt. Haps! Deres frozen custard er de også meget kendte for, og deres milkshakes er også enormt gode og fås i så mange forskellige varianter (bl.a. peanut butter, coffee og salted caramel!). Priserne starter vist fra $5.79 pr. burger (alle burgere fås også som doubles, altså dobbelt kød), $2.99 for fries og $5 for shakes.

// 8520 Santa Monica Blvd, 90069 West Hollywood, CA //

NOBU, Malibu

NOBU Malibu

I den noget dyrere ende af skalaen finder vi NOBU i Malibu, som er … Ja, et af de mest fantastiske spisesteder, man overhovedet kan forestille sig. Vi var der for lidt over et år siden for at fejre vores 7-årsdag, og det var en af de mest magiske madoplevelser, vi nogensinde har haft.

NOBU kendte jeg faktisk fra Keeping Up With The Kardashians, for de er der rigtig tit, særligt når de har noget at fejre. Og det kan man virkelig godt forstå. NOBU ligger helt ud til vandet i magiske Malibu, og de har den fineste terrasse, hvor man kan sidde og nyde deres skønne retter.

Priserne ligger som sagt i den høje ende, så det er ikke lige et sted, man tager hen en helt almindelig hverdag, men snarere et sted, hvor man kan forkæle sig lidt. Det er et japansk sted, så de har en masse forskellige fisk og sushi, samt en hel masse andet. Vi fik deres black cod, og det er seriøst en ret, jeg stadig drømmer om. SÅ godt!

// 22706 Pacific Coast Hwy, 90265 Malibu, CA //

The Abbey, WeHo

The Abbey WeHo

Og nu til noget helt andet: WeHo’s bedste gay bar, The Abbey. WeHo er kendt for sin store andel af beboere, der identificerer sig som værende en del af The LGBT Community. Her bor især rigtig mange homoseksuelle mænd, og alt er i regnbuefarver her for at vise støtte til den befolkningsgruppe. Det er simpelthen så fedt! Jeg er vild med at bo et sted, hvor der helt åbentlyst er plads til alle mennesker, og hvor der er en så fantastisk stemning.

Derfor er der også en god del gay bars, og det er simpelthen blevet min nye favorit, når det er tid til at danse og feste. Gays har det virkelig sjovere, og selv når man er krampet helt sammen på dansegulvet på The Abbey, så er der kun god stemning. Jeg elsker det.

The Abbey er en af de mest kendte gay bars i WeHo, og det er med god grund. Det er et kæmpestort sted, og der er virkelig gang i den alle ugens dage. Vi tog derhen i torsdags efter vores besøg på rooftop-baren i The London, og der var virkelig gang i festen på The Abbey.

De fleste gay bars har meget veltrænede og olierede mænd i kun små trunks dansende rundt på bordene, og det er meningen, at man giver dem nogle penge i kanten af deres underbukser, og så får man til gengæld et kys på kinden eller lov til at røre deres veltrænede overkroppe. Meget grænseoverskridende egentlig, men også helt enormt sjovt!

// 692 N Robertson Blvd, 90069 West Hollywood, CA //

Stamp Proper Foods, Los Feliz

Stamp Proper Foods

Det her er simpelthen en af mine absolut favoritspots, hvis det skal være lidt sundt! Vi blev introduceret til Stamp af min gode veninde Fie, da vi besøgte LA første gang sidste sommer. Fie boede lige om hjørnet til Stamp, og det var et af hendes favoritsteder – med god grund!

Vi blev så forelskede i stedet, at det er et af vores absolutte favoritsteder at spise frokost eller aftensmad på, hvis det skal være sundt og lækkert. Stamp har rigtig mange lækre sandwiches og salater, men de har også sunde breakfast burritos, som vi desværre ikke har prøvet endnu (det ryger på to-do-listen!).

Min favoritsandwich derinde er deres Roasted Sweet Potato Sandwich med deres grønne quinoa som side. Det er en 100% vegetarisk ret, og der er også en masse muligheder for veganere og dem, der undgår gluten. Et rigtig health nut sted! Deres Kale Cobb Salad er også virkelig to die for, så fantastisk god.

Priserne starter fra omkring $10, hvor deres Kale Cobb Salad f.eks. koster $15. Der er gratis tap water (som alle andre steder) og ellers et lækkert udvalg af forskellige slags iste, kombucha og juicer. En virkelig skøn gem! Der er street parking og ellers valet til $3 i dagstimerne.

// 4500 Los Feliz Blvd, 90027 Los Feliz, CA //

Alfred Coffee, Melrose Place

alfred coffee melrose pl

Åh, Alfred. Afgjort mit favoritsted for kaffe i hele LA – og det bedste af det hele? Jeg bor ca. 100 m derfra. Alfred Coffee er uhyre populært, og der er altid en kæmpe kø indenfor, og udenfor er der turister, der tager billeder med “But first, Coffee” skiltet, som meget ikonisk står lige foran butikken.

Alfred er nemlig blevet lidt af en online sensation. Deres butikker er enormt gennemførte (du finder dem også i Brentwood, Studio City og Silverlake, deres tea room på Melrose Place, og Alfred in the Alley længere nede af Melrose Blvd), og de er enormt skarpe til særligt Instagram.

Men Alfred kan altså meget mere end at pose fint på sociale medier – deres kaffe er sublim. De brygger Stumptown Coffee, og det er så afsindigt lækkert! Deres helt almindelige latte (til $4) er tilpas stærk og tilpas cremet. Deres cold brew slår også hårdt, og er enormt lækker. Ligesom deres forskellige matcha drikke er nam (jeg eeelsker deres iced matcha latte).

Jeg elsker at sidde på Alfred på Melrose Pl med min computer, hvor jeg skifter mellem at people watche og arbejde lidt. Dét er livet. Der kommer en del celebrities på Alfred, fordi deres kaffe er så fantastisk, går jeg ud fra, og for nogle uger siden var Bill Clinton f.eks. forbi. Ellers er Kendall Jenner vist fast inventar (hendes søstres DASH butik ligger også et stenkast derfra), og flere teenagepiger har fået taget selfies med Harry Styles. Selv har jeg kun set Jeremy Piven gå forbi, men han er nu også sødere end Harry Styles i min verden! 😉

// 8428 Melrose Pl, 90069 Los Angeles, CA //

Urth Caffé, Santa Monica

urth caffe santa monica

Endnu et sundt spisested har fundet vej til mine favoritspot, og Urth Caffé er altså værd at tjekke ud, hvis man er i LA. De har rigtig mange forskellige locations (bl.a. i WeHo, Beverly Hills og DTLA), men jeg har kun prøvet deres café i Santa Monica.

Ligesom er Alfred er Urth ret populært hos celebrities, men som de fleste af de populære spots i LA, så vrimler det altså ikke med celebrities, men man kan være heldig at spotte nogen her. Men altså! Urth er rigtig lækkert, kendisser eller ej.

Jeg er helt pjattet med deres pizzaer og hyggelige atmosfære. Deres grønne iste var jeg til gengæld ret skuffet over, den havde en så underlig bismag, at jeg måtte droppe den helt efter et par sips. Men nøj, den pizza dér … Nam! Deres kager ser i øvrigt også helt fantastiske ud!

// 2327 Main St, 90405 Santa Monica, CA //

Verve Café, WeHo

Verve café WeHo

Verve Coffee Roasters har åbnet deres helt egen café i WeHo, lidt nede af Melrose Ave fra hvor vi bor, og det er simpelthen den skønneste lille perle. Selve caféen er enormt moderne og industrielt inspireret, og de har alt mellem himmel og jord inden for kaffe.

Personligt er jeg mere til kaffen på Alfred, men Verve har skabt den fedeste lille oase, og kaffen er bestemt ikke dårlig! Deres baristaer er meget dygtige og kunstneriske, og man får altid den fineste lille kaffeskumsillustration på latten eller cappuccinoen.

Men Verve vinder også rigtig meget hjem på deres helt vildt hyggelige, og meget grønne, udendørsområde, hvor man kan sidde og nyde sin kaffe. Der er små sofaer, parasoller og de fineste stole. Det føles enormt eksklusivt at sidde der i solen med en lækker kaffe.

// 8925 Melrose Ave, 90069 West Hollywood, CA //

In-N-Out Burger, Hollywood

In-N-Out Burger

Jeg tror, der er en regel om, at man ikke må tage til Californien uden at være et smut forbi In-N-Out Burger. Ligemeget hvor fin man er, eller hvor sundt man normalt lever, så skal man altså på en af de absurd mange In-N-Out locations.

Til de af jer, der ikke aner, hvad pokker jeg snakker om, så kan jeg afsløre, at In-N-Out er så tæt på en lokal fællesreligion, som man overhovedet kommer. Det er billigt, det er effektivt, og det er fucking godt. No doubt about it.

In-N-Out er en klassisk fastfood-kæde, men den er også den bedste af sin slags. Der er en simpel menu, en knap-så-hemmelig hemmelig menu og et simpelt koncept. Det spiller. Jeg er særligt glad for deres Double Double (no onion) og deres Animal Fries fra den hemmelige menu. Deres shakes er også ret gode, og Jonas elsker deres shake med chokoladesmag. Deres pommes er sprøde og tynde, og kartoflerne er friske, når de skæres til fritter, og de har aldrig været på frost. Det er godt!

Vær forberedt på en massiv menneskemængde, lige gyldigt hvor du tager på In-N-Out. Og hvis du vælger deres Drive Thru (som er effektiv!), så skal du være forberedt på en traffikprop af dimensioner, for du er absolut ikke den eneste, der craver In-N-Out. Jeg har efterhånden været der på alle tider på døgnet, og der er altid ca. 100 andre, der har fået samme idé!

// 7009 Sunset Blvd, 90028 Hollywood, CA //

Republic of Pie, NoHo Arts District

Republic of pie

Vi bliver i den usunde del af skalaen, med et virkelig godt sted at få ægte amerikansk pie, nemlig Republic of Pie i mit gamle hood i NoHo Arts District. Denne lille perle er virkelig fantastisk til at smage gode pies og andre lækkerier.

Faktisk nåede vi kun forbi én gang, mens vi boede i NoHo, for pie er nok en af de mest usunde spiser, så selvom det var helt enormt lækkert, så formåede vi altså at holde os i skindet. Et stykke cream pie ligger alligevel også ret så tungt i maven.

Alle deres pies står fremme på disken, så det er bare om at vælge det stykke, der ser bedst ud. Jeg mener, at deres pies koster $6 pr. stykke – og sådan et kan man altså sagtens dele, hvis det er. De har også macarons, men de smager ikke af ret meget, så gem dem til næste gang du er i Frankrig i stedet.

// 11118 W Magnolia Blvd, 91601 North Hollywood, CA //

Katsuya, Hollywood

Katsuya Hollywood

Verdens dejligste mand overraskede mig sidste sommer med en helt fantastisk dag, hvor vi bl.a. var inde at se min yndlingsmusical, Phantom of the Opera og overnattede på The W Hollywood Hotel.  Og så fik vi fabelagtig sushi på Katsuya på Vine St. Det var virkelig godt, og nok det bedste sushi, jeg nogensinde har smagt.

Katsuya er ret neutral udefra, men indefra er det en helt unik og lækker restaurant, med de sødeste og mest opmærksomme tjenere. Vi havde den bedste oplevelse derinde, og sushien var virkelig god og smagfuld. Det ligger i den dyre ende (for sushi i LA), og jeg mener, at priserne starter på $8 for en rulle med 6 stykker. Sammenlignet med sushipriser i Danmark er det ikke så galt.

Vi fik også cocktails derinde, og jeg mener, at jeg fik en form for berry mojito. Den var vildt lækker, og deres dessert var også lige i øjet. Det er et virkelig gennemført sted, og senere så jeg i Keeping Up With The Kardashians, at de var derinde at spise, og det forstår man virkelig godt, for der er så dejligt!

// 6300 Hollywood Blvd, 90028 Hollywood, CA //

Public School 310, Culver City

Public School 301, Culver City

For nogle uger siden mødtes vi til drinks med vores nye veninde Tina og hendes mand Payton på Public School i Culver City. Oprindeligt ville jeg have været på rooftop bar i WeHo, men Tina foreslog Public School, så vi gav det en chance.

Der er dele af Culver City, som jeg ikke har så store tanker om, og generelt havde jeg nok en del fordomme om netop denne bydel, men hold op hvor er området omkring Public School og den del af Culver Blvd, den ligger på, bare helt enormt hyggeligt! Jeg skal helt sikkert derned igen og prøve nogle af de andre lækre steder, vi spottede.

Public School serverede nogle vildt gode (og stærke drinks) og vores server var helt enormt vidende og engageret i alt, der var på menuen. Jeg har sjældent fået så god vejledning fra en server, og det var virkelig skønt at opleve en mand, der var så dygtig til sit job og 100% vidende om alt på menuen.

Vi havde lige spist (på den In-N-Out der lå lige rundt om hjørnet fra Public School, ahem), så vi bestilte ikke mad, men de havde et lækkert udvalg af retter, der var gode at dele, og vi kastede lange blikke efter maden, der blev serveret på nabobordene. Et kæmpe hit!

// 9411 Culver Blvd, 90232 Culver City, CA //

Chin Chin, West Hollywood

Chin Chin WeHo

I torsdags, hvor jeg var i byen med de søde danske piger, startede vi aftenen på Chin Chin på Sunset Blvd i WeHo. To af pigerne, jeg skulle ud med, arbejder hos Nü Denmark, som ligger lige overfor Chin Chin på Sunset Strip, og derfor var den lille asiatiske perle et bekvemmeligt sted at starte aftenen.

Jeg har sjældent fået så lækker mad, som vi fik på Chin Chin. Priserne er yderst fair, og deres retter starter fra ca. $12 – men der er virkelig også meget mad i hver portion, og vi gik derfra godt mætte.

Vi bestilte fire forskellige retter, og delte dem imellem os, så vi alle kunne prøve noget forskelligt. Deres Chicken Salad og Orange Chicken var særligt et hit for mine smagsløg, og jeg besluttede ret hurtigt, at jeg skulle have Jonas med på Chin Chin snart.

// 8618 Sunset Blvd, 90069 West Hollywood, CA //

Umami Burger, Miracle Mile

Umami Burger The Grove

Vi når lige endnu et burgersted her på listen, og det bliver Umami Burger i The Grove. Der var en periode sidste år, hvor vi var en hel del på Umami Burger, for de laver simpelthen nogle af de bedste burgere, vi nogensinde har smagt.

Jeg er en rigtig lille gris, når det kommer til burgere, og derfor er Umamis Manly Burger med masser af ost, bacon og bbq sauce også min favorit. Med tilhørende sweet potato fries, naturligvis!

Umami er den burger restaurant, af dem jeg har nævnt på listen her, der føles mest som en restaurant. Deres udendørsområde er enormt hyggeligt og gennemført, og maden kommer altid ret hurtigt. Man har mulighed for at droppe bollen og få burgeren i salatblade i stedet (det kan man i øvrigt alle steder i LA), hvis man forsøger at undgå brød.

Umami er virkelig den bedste måde at slutte en shoppingtur i The Grove af på! Deres burgere starter vistnok fra omkring $12, og en stor portion fries koster omkring $5. Der er altid travlt og kan være ventetid til at få bord.

// 189 The Grove Dr, 90036 Los Angeles, CA //

The Library @ The Redbury, Hollywood

The Library at The Redbury

The Library er den fedeste udendørs bar midt i Hollywood – den har lidt rooftop feel, men den ligger kun på anden sal. Ikke desto mindre er der den fineste udsigt, og det udendørs areal er så hyggeligt dekoreret. Meget gennemført.

Vi var der i starten af måneden med vores danske klike. Vi mødes én gang om måneden forskellige stedet i LA, og det er sådan en hyggelig måde at møde andre danskere, der også bor i LA, på.

Igen, en virkelig god bar i LA (jeg har på fornemmelsen, at der er uendeligt mange, fantastiske barer her i byen). Der var live jazz musik, da vi var der, og det var til tider så højt, at vi knapt kunne snakke sammen, men det var et virkelig godt sted at bruge en aften med gode venner.

// 1717 Vine St, 90028 Hollywood, CA //

Urban Garden, Miracle Mile

Urban Garden Fairfax

Jeg vil slutte den her kæmpelange post af med et af mine absolut yndlingssteder (faktisk kom min aftensmad i dag faktisk netop herfra), nemlig Urban Garden på Beverly Blvd i Miracle Mile/Fairfax området.

Urban Garden ser ikke ud af meget, men det er sådan et lækkert sted med libanesisk mad, der smager så englene synger. I dag cravede jeg virkelig en shawarma, og det laver de netop hos urban garden. Fik den lækreste kyllingeshawarma i hjemmebagt brød! Deres plates er også fantastiske, og de laver virkelig jordens lækreste hummus!

Priserne starter fra ca. $9 og går op til $15 for deres plates. Der er så meget mad i dem, og der er sjældent kø eller proppet på Urban Garden – det er virkelig en overset perle! Lige til venstre for den ligger is-stedet Sweet Rose, som man passende kan stoppe forbi til dessert … 😉

// 7563 Beverly Blvd, 90036 Los Angeles, CA //

 

Jeg håber, at I kunne bruge indlægget her til noget! Der findes så mange fantastiske steder i LA, og jeg vil rigtig gerne highlighte dem løbende. Det var egentlig bare meningen, at jeg ville nævne 5-6 steder, men jeg kunne slet ikke stoppe igen, da jeg først kom i gang! 😉

Er der nogle ting, I gerne vil vide mere om her i LA? Så undersøger jeg gerne og skriver indlæg!

I morgen skal vi som sagt til pool party i Bel Air, og vores veninde Emma skal skyde scener til sin nye musikvideo – det glæder vi os helt vildt til at opleve. Jeg føler, at der endelig er ved at være gang i mit LA-liv, og det er seriøst den bedste følelse!

Hav en lækker søndag hjemme i Danmark, jeg vil skynde mig at hoppe i seng. <3

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Comments

  • SVAR

    Ej vi bliver altså nødt til at komme forbi og booke jer som guider 😉 Savner i øvrigt In’n’out vanvittigt i DK! Nøj, nogle gode burgere. Synes faktisk de slår Shake Shack, men jeg er også mere til snaskede burgere 😛

    • SVAR

      haha, dét gør I! 🙂 Bliver så trist over, hvor mange turister der slet ikke får nok ud af LA. Her er seriøst SÅ dejligt! Men tror virkelig ikke, at fok aner, hvor de skal tage hen …

      Jeg synes ikke rigtigt, at man kan sammenligne In-N-Out med Shake Shack – sidstnævnte er jo tre gange så dyrt! In-N-Out er SÅ nam, der er jeg helt med. 😀 Men synes godt, man kan smage, at Shake Shack er bedre kvalitet. 😉 Ligesom jeg faktisk også synes, at Shake Shack er mere snasket?! Deres bolle er jo helt saftige! Synes, at brødet på In-N-Out af og til kan være lidt tørt… :p Men det er vist en helt religiøs diskussion! Jeg ELSKER In-N-Out! SÅ lækkert, billigt og virkelig fantastisk!