Hvad er dine værdier?

En meget glad Celia i Monaco i 2013

En meget glad Celia i Monaco i 2013

Jeg hører faktisk meget sjældent podcasts, men da søde Emma herfra lancerede sin podcast, Martiny podcast, tidligere på året, så måtte jeg alligevel lytte med. Og det er jeg simpelthen så glad for, at jeg gjorde.

Emma har den mest behagelige stemme, og så tager hun sådan nogle fine ting op på sin podcast. Den kørte i 18 episoder, og holder lige nu pause indtil efteråret, hvor hun igen vil dele sine gode tanker om livet og meget andet med os ihærdige lyttere.

I de fleste episoder interviewer Emma nogle spændende kvinder, men faktisk endte mine favoritepisoder med at være dem, hvor hun selv kun taler og deler nogle af sine tanker med os. Jeg har en fornemmelse af, at Emma og jeg anskuer verden på meget samme måde, og derfor har jeg kun lappet hendes ord i mig.

Den anden dag lyttede jeg til episode 16 (find den her), der havde titlen “3 vigtige spørgsmål”. Jeg ved ikke, hvad der fangede mig ved titlen, men jeg fik alligevel klikket play, og fik en hel masse ud af de 22 minutter, episoden varede.

I podcastet taler Emma om vigtigheden af at stille sig selv tre relevante spørgsmål i sit liv. Og særligt det første spørgsmål fik tandhjulene inde i mit hoved til at snurre på højeste hastighed.

Det handlede om, hvad ens værdier er. Altså med andre ord: hvad er vigtigst for dig? Og også om, hvordan du kan bruge den viden til at vælge din levevej. Boom. Mind blown.

Jeg har nok i virkeligheden aldrig selv besvaret det spørgsmål – i hvert fald ikke bevidst. Men jeg har en meget stærk gut feeling, som jeg altid går efter, og det tror jeg har hjulpet mig rigtig godt på vej til at træffe de helt rigtige beslutninger i mit liv.

Verdens mest afslappende sted: Caye Caulker, Belize, 2014

Verdens mest afslappende sted: Caye Caulker, Belize, 2014

Men det her med at finde sine værdier, ramte mig alligevel hårdt, og jeg har tænkt meget over det lige siden. I podcastet giver Emma et eksempel på, at hvis ens grundværdier (for vi har som mennesker naturligvis rigtig mange forskellige værdier) er sådan noget som f.eks. familie og tryghed, så passer det nok ikke så godt ind at være selvstændig.

Emma fortæller, at en af hendes vigtigste værdier i livet er at skabe noget. Den værdi kan jeg godt forholde mig til. Det er nok i virkeligheden det, jeg hele tiden hungrer efter, og en af grundene til at jeg elsker at skrive på bloggen her.

En af mine andre meget vigtige værdier er frihed. Jeg føler mig bundet i et fast job. Jeg har følt mig bundet, fanget og indespærret rigtig mange gange i mit liv, og det har gjort det klart for mig, at jeg trives bedst med rigtig meget frihed i mit liv.

Frihed for mig er rigtig mange forskellige ting, og det er frihed i stort set alle aspekter i mit liv: bevægelsesfrihed, finansiel frihed (det har jeg desværre ikke opnået endnu), jobmæssig frihed (ikke for mange faste opgaver). Ja, bare frihed i alle aspekter af mit liv.

Dog er tryghed også en stor værdi for mig. Jeg er meget glad for at være i et fast, trygt forhold uden drama. 😉 Det gør rigtig meget for mig, at jeg ikke er alene om mine værdier, men at jeg har en at dele dem med. Og en, der giver mig plads til at være den lidt flyvske person, jeg er.

Men jeg har alligevel en stor tiltro til mig selv, og jeg har derfor ikke behov for super meget tryghed i mange aspekter af mit liv, her er min frihedsværdi meget stærkere, og derfor har jeg aldrig tøvet, når jeg skulle træffe store beslutninger i livet. Som f.eks. om at flytte til USA.

Mit hjem og verdens dejligste by: Los Angeles, 2016

Mit hjem og verdens dejligste by: Los Angeles, 2016

Så på det personlige plan, var der nok ikke så meget nyt i det, som Emma præsenterede i sin podcast. Men for min forståelse af mine medmennesker, venner og familie har Emmas ord virkelig gjort en stor forskel for mig.

Jeg har ofte haft svært ved at forstå, hvorfor nogle af mine bekendte har truffet de valg, de har gjort. Måske har jeg set nogle helt andre muligheder for dem og har ikke kunnet forstå, at de ikke valgte et friere liv for sig selv.

Men det giver jo mening, at hvis deres værdier ikke er de samme som mine, så ville de ikke trives i et liv som mit. Det giver jo god mening! Og heldigvis er vi ikke alle sammen ens. Så ville verden i virkeligheden nok slet ikke fungere.

Jeg vil virkelig anbefale jer at lytte til episoden i Emmas podcast (find den HER), og gør jer jeres egne tanker om budskabet. Emma taler rigtig meget om at bryde tanken om at gøre ting, som man føler, at man bør. For hvis du ikke lever et liv tro mod dine grundværdier, så bliver du aldrig lykkelig. Selvom du måske burde (jeg hader virkelig det ord) være lykkelig ud fra et generelt samfundssyn.

Det må være trist at føle sig presset ud i et liv, man ikke ønsker, og som ikke stemmer overens med ens grundværdier. Jeg har selv været på vej i den retning før, men det gjorde mig virkelig ulykkelig. Jeg er glad for, at jeg fik stoppet det, og nu kan leve et bedre liv! Hvor tacky det så end må lyde, så er det ikke desto mindre sandheden. 🙂

Tak til Emma for at sætte en masse tanker i gang hos mig (og hendes mange andre lyttere er jeg sikker på). Nu vil jeg skynde mig i seng. I må have en fantastisk fredag!

/Celia

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *