Fantastisk morgensmoothie, der mætter

Lyserød morgensmoothie

Jeg elsker virkelig smoothies i alle former og farver, men jeg kan allerbedst lide dem, som jeg selv laver. Denne smoothie er sådan en, som jeg ofte laver, hvis jeg gerne vil have et energiboost, som faktisk også mætter rigtig godt, så laver jeg den.

Som skrevet vil jeg virkelig gerne smide lidt kilo. Jeg vil gerne af med mavedellen og dobbelthagen, og jeg vil gerne kunne føle mig godt tilpas i bikini. Og det hele handler om gode vaner.

I flere perioder har jeg flirtet en hel del med paleo og LCHF, og der vil jeg egentlig gerne hen igen. Jeg ved godt, at denne smoothie er ret kalorierig, men I slipper alligevel ikke for en lille opskrift. Den er ret nem at lave og mætter virkelig godt.

Du skal bruge …

  • 1 banan
  • 150 g frosne bær
  • 2 spsk fed yoghurt (jeg bruger ofte græsk yoghurt med 10 % fedt)
  • 1 håndfuld mandler
  • 1 knivspids vanillekorn (ikke vanillesukker, rå vanille)
  • Evt. lidt citronsaft
  • Nok mælk til, at blenderen kan køre rundt

morgensmoothie

Jeg kan godt lide min smoothie lidt tyk i konsistensen, men du kan bare bruge så meget mælk, som du synes passer. Til denne smoothie brugte jeg nogle blandede skovbær, men jeg laver også tit en variant med jordbær eller hindbær og blåbær. Det smager så godt!

Sugerøret her er i øvrigt fra Søstrene Grene, og det er altså mere pænt, end det er smart. Det er nemlig lavet af papir, som ret hurtigt bliver blødt og ulækkert, når man bruger det til at suge noget flydende op med – hvilket man vel altid gør? Jeg ved ikke helt, hvad de tænkte på, da de lavede dem, men de er ret dekorative.

Jeg vil genre eksperimentere med en grønnere og mere kulhydratfattig smoothie på et tidspunkt, for selvom jeg vælger at gå all in på LCHF, så vil jeg helst ikke undvære en smoothie i ny og næ. 🙂

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *