En kop kaffe i Málaga

Kaffe fra Starbucks i Fort LauderdaleBilledet her er fra Florida sidste vinter og har ikke noget med indlægget her at gøre.

I morges vågnede jeg for sidste gang op i min venindes seng i Almería. Jeg slukkede hurtigt min alarm og satte snooze funktionen til, inden jeg lagde min telefon ved siden af mig – jeg kender jo mit sovehjerte, og det kunne lige ligne mig at falde i søvn igen og dermed misse min bus til Málaga.

Men jeg faldt ikke i søvn igen. I stedet lå jeg helt stille og lyttede til havet. Bølgerne slog stille mod strandbredden, som ligger blot et stenkast fra min venindes lejlighed. Lyden af bølgerne havde lullet mig i søvn hver nat den seneste uge, og som jeg lå der, prøvede jeg virkelig at nyde lyden en sidste gang og lade den fæstnes i min hukkommelse.

Det er de små ting, der tæller, og jeg prøver virkelig at have fokus på alt det, der i virkeligheden betyder noget og former ens indtryk af et nyt sted.

Min alarm ringede igen og rev mig ud af min mediterende tilstand på den ubehagelige mode, som kun en alarm kan. Up and at it. Jeg skyndte mig at gøre mig klar. Min kuffert havde jeg pakket aftenen før af ren nervøsitet over, at den ikke kunne lukkes efter al min shopping. Men det gik. Heldigvis. Kryds lige fingre for, at Norwegian i morgen ikke vejer den – jeg tror sgu ikke, den kan snige sig under de der 10 kg …

NÅ! Det var slet ikke det, indlægget her skulle handle om. Jeg ligger nemlig lige nu i en fantastisk blød hotelseng i Málaga. Alene. Med en smule hjemve. I morgen kl. 5 skal jeg trille kufferten ud af værelset, ind i elevatoren og ind i toget mod lufthavnen – jeg skal nemlig allerede flyve kl. 7. Umenneskeligt.

Málaga er en fantastisk by. Det føler jeg virkelig. Det gamle centrum skriger bare Europa, og som enhver gammel europæisk by har den et hav af små, snørklede gader, der alle synes at føre til fantastiske, skjulte steder. Men byen skriger også bare Spanien. Stilen er anderledes end i noget andet land, og her kommer Europa med alle sine forskellige lande, sprog og kulturer virkelig til udtryk. Jeg er en sucker for old shit, så jeg føler mig så velkommen her.

Alligevel har jeg campet det meste af dagen på mit fantastiske hotelværelse. Jeg føler mig mættet. Jeg har godt nok ikke set så meget af Spanien, som jeg gerne ville, men alligevel føler jeg mig mættet af oplevelser og indtryk. Og jeg føler mig inspireret. Inspireret til at komme ud at se mere af verden igen og inspireret af de mange fantastiske mennesker, jeg har været så heldig har krydset min vej.

Da sulten meldte sig tidligere i dag, havde jeg kun lige overskud til at tøffe ned på den nærliggende café, Plan B. De havde et billede af en burger, der så enormt lækker ud, og min mave skreg bare efter den. Så den måtte jeg have.

Jeg følte mig enormt akavet, som jeg sad der helt alene ved et 4-mandsbord. Jeg lærer aldrig glæden ved at spise ude alene – jeg føler mig som verdens ensommeste menneske dér blandt en masse højrøstede par og venner, der spiser sammen. Men sådan er det nogle gange.

Da min burger landede foran mig, blev jeg lidt skuffet. Den var ikke helt så lækker som på billedet (men hvornår er den nogensinde det? Jeg har tidligere arbejdet på McDonald’s og så i mine to år der aldrig en burger, der så ud som på vores billeder), men den kunne alligevel gå an.

Jeg hørte manden ved bordet ved siden af mig sige noget på spansk, men jeg tænkte, at han nok talte til en af tjenerne – han var nemlig også alene, havde jeg spottet ud af øjenkrogen. Men han gentog, lidt højere denne gang, og jeg kiggere over på ham for at se, hvem han dog snakkede til, der var så uforskammet ikke at svare …

Til min store rædsel opdagede jeg, at han snakkede til mig. Fuck. 

“Øhh … Gracias?” fremstammede jeg usikkert og også for lavt til, at han kunne høre mig. Han kiggede mig lige i øjnene og gentog, nu for tredje gang, noget på spansk, som jeg ikke forstod (mit spansk er ret begrænset, forstås). Jeg forstod ham stadig ikke.

Good appetite!” smilede han. “That’s what I was saying. In Spain we do that. Are you English?” Hans engelsk var ganske glimrende (for Spanien), men hans accent var tyk. Han var gammel – 71 lærte jeg senere – men hans øjne var venlige. Så til trods for mit noget reserverede væsen, takkede jeg ham naturligvis og svarede på hans spørgsmål.

Vi snakkede længe. Og jeg hyggede mig rent faktisk. Manuel, som han hed, havde et meget varmt væsen og havde meget på hjerte. Jeg lærte, at han arbejdede som skatterådgiver i sin egen virksomhed, hvor hans 5 (!) døtre nu også arbejdede. Han fortalte mig, hvordan han mente, at de ikke arbejdede hårdt nok og hvor bekymrede han var for deres fremtid.

Og udover den naturlige, sydeuropæiske corniness som: “You are Danish? And your parents? Are you sure? You don’t look Danish. Maybe your great grand father was Spanish, and that’s why you’re so good looking.” (Oh, spare me, please!) havde vi en meget seriøs og givende samtale om vejret i Danmark vs. Spanien og skatteforholdene i vores lande. Han var også meget interesseret i at høre om mit firma, og hvad jeg lavede.

Efter min burger, købte han en kop kaffe til mig. Og selvom de ikke koster meget mere end 10 kr. hernede, så blev jeg altså lidt rørt. Sikke en fin gestus. Og så fra en gammel mand uden nogle (formoder jeg) skumle bagtanker. Simpelthen for at byde mig velkommen til sin by og som et “tak” for vores hyggelige samtale.

Og således fik jeg enormt meget værdi (ikke monetært, naturligvis) ved min sølle anstrengelse for at få lidt mad i maven. Og jeg følte mig ikke alene og ensom som jeg ellers ville have gjort i dag. Så et tak til skatterådgiveren Manuel fra Málaga og hurra for folk, der er så varme og åbne.

Så i stedet for at sidde med hovedet i Facebook på min iPhone (der var naturligvis wifi på caféen) fik jeg mig en unik og givende oplevelse. Det er nu alligevel meget rart ind i mellem.

// Ønsk mig held og lykke med at stå op før fanden får sko på i morgen. //

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Comments

  • SVAR

    Man ved aldrig hvad en hurtig burger kan føre med sig 🙂 Lyder hyggeligt!

    • SVAR

      Haha, nej, lige præcis! 🙂 Det var så hyggeligt! 🙂