Ciao Roma

Ciao Roma

I går hoppede min kæreste og jeg ombord på et fly og satte kursen sydpå. To timere senere landede vi i Fiumicino lufthavn og kort derefter sad vi et tog på vej mod den evige stad. Rom.

Til trods for vores store kufferter, valgte vi at stå af toget allerede i Trastevere for at gå resten af vejen til det lille værelse, vi har lejet. Vi kunne simpelthen ikke vente med at gå gennem de romantiske gader. Heller ikke selvom det betød, at vi måtte slæbe kufferterne med os rundt i ca. 6 km.

Gensynet med Trastevere var skønt. Solen skinnede fra en komplet skyfri himmel, og vi måtte hurtigt standse op for at tage vores jakker af og putte dem i kufferterne. Det føltes som om, at vi på den bare to timers flytur var fløjet direkte forbi vinter og ind i forår – og det kan man jo bestemt ikke klage over.

Vi traskede over Tiberen, som i sig selv ikke er nogen særlig smuk flod, sammenlignet med Paris’ Seinen, for at gå ind i den gamle bydel, Centro Storico. Vi spottede en masse kirker på vejen, og gik tværs over Piazza Navona, hvorefter vi endnu krydsede Tiberen for at finde vores værelse, der ligger et sted mellem Vatikanet og Piazza del Popolo.

Celia i Rom

Vi fik efter lidt kommunikationsproblemer (jeg brugte al min batteri på min telefon på at finde vores sted – Google Maps er sulten i batteri) fat på vores host, Marco, som hurtigt fik os tjekket ind på vores fantastiske rum her i Rom. Vi har virkelig fundet en perle og til virkelig små penge i forhold til andre steder i Rom. Det er fantastisk.

Det område, vi bor i, er fantastisk på mange måder. Det tager kun 10 minutter at gå til Piazza del Popolo, men det er enormt lokalt og roligt her. Vi slipper med andre ord for de mange gadesælgere, der er overalt nær turistattraktionerne. Ved I, hvad de sælger? Selfie-stænger. Alle sammen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi er blevet tilbudt at købe en selfie-stang. På den der irriterende måde. Ugh. Måske skulle jeg købe en, bare så jeg slipper for at blive spurgt igen?

Piazza del Popolo Piazza del Popolo

I dag har vi været mere ude i byen. Vi startede på Pizza del Popolo og gik der efter til Piazza di Spagna og videre ned mod Pantheon, som er en af mit foretrukne område i Rom. Pantheon fascinerer mig virkelig, og så vrimler det med hyggelige caféer og restauranter og fantastisk gelato.

Vi gik til gengæld lige ind i en vaskeægte turistfælde i dag. Og det irriterer mig egentlig ret meget. Vi fandt en lille café, der så hyggelig og simpel ud; i døren blev vi mødt af en lille mand i rødt kostume, der viste os hen på en plads.

Jeg så mig omkring. Der sad et asiatisk par og nogle andre, blege mennesker derinde. Ingen italienere. Allerede der burde alarmklokkerne have ringet. Do as the Italians. Ud af højtalerne buldrede det ene amerikanske hit efter det andet. Ding, ding, ding! Vi skulle være gået. Men nej. Vi var sultne og hungrede efter kaffe.

Resultatet var en middelmådig cappuccino, espresso og en simpel panini, der fås langt bedre alle andre steder. Prisen? 16 €. Helt grotesk for Italien, hvor kaffen altid er billig. Starbucks findes ikke her. Hvorfor? Tja, jeg tror, det er fordi, italienerne ikke vil betale prisen. Her koster en espresso ikke mere end 1 €. Det er uhørt.

Og således bragte dén oplevelse os op i gear igen, som et par gamle sporhunde havde vi pludselig mistet sansen for at begå os i Rom, men med ét rap over snuden var vi pludselig klar igen. Obs på de mange turistfælder. Og hvorfor betale 4,5 € for en middelmådig cappuccino, når italienerne giver 1,5 € for en, der smager så englene synger for ens øre?

trappe

Endeligt oppe på dupperne igen, rettede vi kurs mod Piazza di Sant’Eustachio, hvor et af Roms ypperste risterier ligger, nemlig Sant’Eustachio Il Caffè, hvor kaffen serveres i baren og nydes stående. Som italienerne gør det.

Vi gjorde dem kunsten efter og prøvede kaffe på italiensk. Og hold nu op, hvor var det godt. Jeg kan allerede nu sige, at jeg ikke har drukket min sidste kaffe der. Vi skal tilbage. Måske allerede i morgen.

Marco, vores landlord, anbefalede os også et sted, der ligger tæt på vores hjem her i Rom. Jeg efterspurgte en god kop kaffe. Han tegnede en lille klat på vores kort over Rom. “They’re from Napoli” sang han med sin fantastisk tykke italienske accent, som om det i sig selv sagde noget om deres kaffebrygge-evner. Men gode var de. Og kun 1,2 € for en cappuccino. Now we’re talking.

Vi gik ad Via del Corso på vejen tilbage mod Piazza del Popolo. Her lavede jeg ballade i Sephora: ny Chanel parfume, Too-Faced brynsæt og svinedyr shampoo og conditioner fra et italiensk mærke, der lovede sundt og tykt hår. Haps.

Piazza del Popolo

Nu vil vi så småt bevæge os ud i Roms fine gader på jagt efter en god pizza. Klokken nærmer sig 21, så jeg tænker, at vi godt snart kan være det bekendt. Italienerne spiser jo sent. Og nu lever vi også på italiensk.

Senere tror jeg, at vi vil hygge med en film i sengen, inden dagen i morgen nok hellere må byde på lidt arbejde. Selvom jeg uden problemer ville kunne bruge resten af mine dage på at vade rundt i den evige stad.

Ciao!

bloglove

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 Comments

  • SVAR

    Årh, hvor lyder det hele bare fantastisk. Jeg er fandens misundelig.

    • SVAR

      Taaaak! 🙂 Her er så dejligt hernede. Det er som en drøm.

  • SVAR

    Tak for en dejlig rejsefortælling, og ikke mindst de skønne billeder af forår. Åh hvor jeg savner det milde forår.

    • SVAR

      Det var så lidt, søde Rikke! TAK for din skønne kommentar <3