At vokse op som enebarn

Piazza del Popolo

Jeg sad og læste Miriams indlæg om ikke at ville have børn, og jeg er meget enig med hende. Det skal være i orden og acceptabelt at sige, at man ikke ønsker børn. At folk er så dømmende over for kvinder, der ikke ønsker moderskabet, er virkelig ikke i orden. Vi er alle forskellige og ønsker forskellige ting. Punktum.

Nå, men jeg fortsatte ned i kommentarfeltet, hvor flere gav udtryk for frustrationen over konstant at blive spurgt ind til barn nr. 2, når de havde fået det første. Flere af disse kvinder ønskede kun et barn, og særligt følgende del af Trines kommentar ramte mig:

“Når så vi informerer om at vi altså ikke skal have flere børn, så bliver folk lige så forargede, og har mange meninger om hvorvidt man kan tillade sig at “lade” sit barn være enebarn.”

Jeg blev simpelthen så provokeret. Og det gav mig lyst til at kaste lidt lys over, hvordan det er at vokse op som enebarn. Jeg er nemlig mine forældres eneste barn sammen. Min mor har to børn med sin nye mand, som hun fik, da jeg var 13 og 16 år, og min mors mand har en datter, som er 10 år yngre end mig, og som kom hos os hver anden weekend.

For en god ordens skyld: jeg elsker mine søstre, og jeg er glad for, at jeg har fået dem! Jeg vil ikke forestille mig en verden uden dem. På vores ferie sammen på Kreta i sommers elskede jeg virkelig at være sammen med dem alle tre og lære dem bedre at kende.

Men jeg er altså vokset op som enebarn, og hos min far har jeg altid været det eneste barn. Som teenager boede jeg størstedelen af tiden hos ham, så jeg har altid følt mig som enebarn. I dag plejer jeg at sige, at jeg er enebarn med tre søstre – giver det mening? Jeg har begge sider i mig, og de fylder begge to. Sådan føles det.

Jeg kan huske, at jeg som teenager blev meget provokeret, når folk sagde ting som “hvor er det dog dejligt for dig, at du endelig fik nogle søskende, så du ikke er alene længere”. Det gjorde mig ofte så arrig, at jeg rystede, for jeg følte virkelig, at disse mennesker antog, at mit liv havde været skidt indtil da.

Det var som om, at de puttede en hel masse sympati ned over mig, og på en måde antog, at jeg havde manglet søskende i mit liv.

Nix, nope, not at all. Jeg elskede at være enebarn. Min mor har fortalt, at jeg som helt lille af og til spurgte efter søskende, men jeg tænker, at det har været fordi, alle mine venner i børnehaven fik søskende. Børn vil jo have det, alle de andre har, og jeg kan ærligt ikke huske, at jeg nogensinde har ønsket mig søskende.

Som enebarn har man et helt særligt forhold til sine forældre, og man skal aldrig dele deres opmærksomhed med nogen. Jeg tror, at man som enebarn er roligere, fordi man ikke er vant til at kæmpe med søskende om opmærksomhed, slikskålen om fredagen og fjernbetjeningen.

Jeg har også altid følt, at jeg var meget hurtig til at udvikle et stort ordforråd, fordi jeg brugte al min tid derhjemme på kun at snakke med voksne. Jeg var også dygtig til at tale med voksne, fordi jeg ikke havde søskende at lege med. Og jeg elskede at tale med de voksne som barn og lære fra dem.

Der er en myte om, at enebørn er dårlige til at dele, men det tror jeg virkelig handler om ens opdragelse. Som lille barn var jeg meget dårlig til at dele, men jeg lærte det lynhurtigt, og mine forældre satte en dyd i at lære mig, at man skal være god ved andre, og at legen er sjovest, når man deles om tingene.

Havde jeg fået en lillesøster eller bror som 2-årig, havde jeg helt sikkert elsket denne højt, og vi havde sikkert haft godt af at trøste hinanden, da mine (vores?) forældre gik fra hinanden, da jeg var 9 år. Men jeg har aldrig savnet det eller tænkt, at mit liv havde været bedre, hvis der var kommet en lillebror eller lillesøster.

Opvæksten som enebarn er noget helt særligt, og jeg ville bestemt ikke have det dårligt over en dag selv kun at få ét barn. Det ville jeg faktisk være meget glad for og stolt over. Og jeg ville under ingen omstændigheder sætte et andet barn i verden ud fra en tanke om, at det første barn skulle have nogen at være sammen med. Hvert enkelt barn skal ønskes individuelt, ikke for den førstes velbefindende.

Som Miriam siger i sit indlæg, så er det altså 2016 nu, og vi burde være ovre at skulle dømme folks beslutninger. Ingen børn, et barn, to børn eller otte børn. Gør det, der føles rigtigt for dig. Og stol på at andre gør det, der er bedst for dem. 

PS. jeg har mødt enebørn, som altid har ønsket sig søskende og har været kede af at være “alene”. Men jeg har til gengæld også mødt folk, der har et dårligt forhold til deres søskende, og aldrig rigtig har nydt deres selskab. Det er altså et bredt spektrum, og der er intet facit over, hvad der er mest rigtigt. Jeg har bare følt, at der manglede den gode oplevelse med opvæksten som enebarn – og sådan har jeg virkelig kun haft det.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *