Noget om at fange sin egen aftensmad og historien om det halve menneske

Smukke Norge

I august var vi med min bedste veninde og hendes kæreste i Norge. Min veninde er halvt nordmand og har alle de år, jeg har kendt hende, været i Norge hver sommer. Endelig skulle jeg med og opleve stedet, hvor hun har tilbragt så meget tid, og som hun har snakket så godt om. Og min kæreste skulle med. Vi skulle dobbelt-date i en hel uge i de norske fjelde – hold kæft, hvor jeg føler mig voksen!

Min kæreste og jeg havde fyldt vores tasker med varmt tøj og – den norske sommer kan nemlig være re utilregnelig – og en masse tør mad som ris, rugbrødsblanding (hvilken dansker med respekt for sig selv kan undvære rugbrød i en hel uge!?) og Kattepoter.

I Norge supplerede vi med lidt friske grøntsager, som var så uforskammet dyre, at jeg nær gik i gulvet, da vi skulle betale. Sådan er Norge nemlig – helt forskruet med deres priser.

Men da det var overstået kunne vi se frem til en ellers billig uge, min venindes hytte ligger nemlig så afsides, at man selv skal fange sin aftensmad. Med andre ord skulle vi altså fiske i fjorden og leve af den fisk, vi kunne fange!

Jonas med fisk Min skøre kæreste med sin fangst – læg mærke til, at de har samme ansigtsudtryk!

Hverken Jonas eller jeg havde prøvet at fiske før, så det var enormt spændende. Jeg var meget i tvivl om, om vi overhovedet kunne få noget på krogen. Og hvis ikke, skulle vi så bare leve af rugbrød, eller kunne min veninde fange nok fisk til at bespise os også?

Heldigvis gik det ikke så galt, og vi fangede begge noget, selvom vi også af og til fangede de underligste ting. Jonas fangede bl.a. denne:

Rød ting fra havet

Og derefter denne lille fyr lige i øjet:

Mini fisk

Men efter at have varmet op med at fange alt for små fisk og små røde tingester (og bunden af fjorden fangede vi også et par gange …) lykkedes det faktisk os begge at fange fisk i en god nok størrelse til at kunne blive aftensmad!

Vi fangede lyssej (som er den, Jonas står med på billedet i starten af indlægget), torsk, krabbe og makrel i lange baner.

Og så er det jo sådan, at når selv fanger sin aftensmad, så skal den forberedes, før man kan smække den på panden. Indvoldene skal altså fjernes. Det havde jeg ikke lige tænkt over. Det var lidt grænseoverskridende at skulle gøre, men jeg lærte det faktisk til sidst, og til min store overraskelse føltes det ret naturligt at gøre …

Først skæres halsen over på fisken, og man skærer ned langs gællerne:

Rense fiskHerefter skæres selve maven på fisken op …

fiske i NorgeDen åbnes op, så de skønne indvolde kommer til syne.

Fjerne indvolde fra fiskIndvoldene skrabes ud af fisken, og hovede knækkes af og smides væk sammen med indvoldene – med mindre der er rogn, de kan spises!

lækkert

Til min store overraskelse føltes det hele meget naturligt. Også det at slå fisken bevidstløs, når den blev fanget, faldt mig også ganske naturligt. Selve fascinationen og adrenalinen, der pumpede rundt i kroppen, når man fik aftensmad på krogen. Når en fisk var hevet i land og slået bevidstløs var der high-fives og masser af glæde.

Det moderne menneskes uduelighed

Jeg har brugt en del tid op til vores rejse rundt i verden på at se nogle dokumentarer om forskellige steder i verden, som man kunne besøge. Jeg brugte dem til at drømme mig nye, spændende steder hen, mens jeg ventede på, at vi turde tage springet ud i verden.

Men jeg faldt også over nogle lidt anderledes programmer, som handlede om ekstrem overlevelse i naturen. Flere af programmerne viste gode tips og råd til at overleve i vildmarken, hvor en eller anden professionel løb rundt og åd orme og hvad ved jeg for at overleve.

I et af programmerne kan jeg huske, at de snakkede om, at hvis almindelige mennesker forsvandt derude, så døde de typisk inden for nogle få timer. Timer!?! Hvor uduelig har man lige lov til at være?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi moderne mennesker er en smule uduelige på det punkt. Vi kan ikke overleve i den natur, som vores forfædre mestrede så godt, at vi kan stå her i dag. Jeg synes på en måde, det er tankevækkende, og det giver mig lyst til at lære mere om naturen, dens signaler og simpelthen rå overlevelse.

Den vilde natur er smuk, fascinerende og fuld af signaler, som vi moderne mennesker ikke kan læse længere. Det er en skam. Forstå mig ret, jeg elsker vores tid og vores mange teknologiske fremskridt. Men jeg er også klar til at lære naturen bedre at kende og få styrket mit overlevelsesgen! Det er derinde et sted, jeg skal bare lige have det styrket!

Og selvom det bare var fisk, vi fangede i Norge, så var der noget meget tilfredsstillende og naturligt over sådan at jage sin egen aftensmad og være med i hele processen fra sprællende, levende fisk til fantastisk velsmagende aftensmad. Succes!

Frisk makrel fra Norge Flot makrel

Overvej i øvrigt lige denne flotte makrel, som jeg fangede. Makrelsæsonen startede dagen før, vi vendte snuden mod Danmark igen, og vi havde de vildeste 10 minutter, hvor vi bare hev makrel efter makrel i land. De svømmede i stimer på hundredevis af makreller, så tæt på overfladen at deres smukke grøne og blå skin legede fantastisk i lyset. En magisk oplevelse. Jeg har altid elsket makrel, men jeg anede ikke, at den var så smuk en fisk!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *