To måneder uden træning

Celia træning

Øverst: min krop i juni. Nederst: min krop nu

Jeg tænkte, at det var tid til at give en lille status på mit slankeprojekt. Siden jeg flyttede til LA officielt i februar, har jeg jo været på noget af en sundhedsrejse, da flere års rejsen rundt i verden havde efterladt mig en hel del større, end jeg følte mig komfortabel med at være.

Det gik godt. På 5 måneder tabte jeg mig lidt over 13 kilo, og jeg følte mig faktisk ret stærk og “fit”, selvom jeg ofte havde nogle set backs, da min angst var værst. Men et eller andet sted er jeg glad for, at min krop var stærkere, da det endelig ramte mig.

Så tog vi jo et smut til Europa. Der var kage hos alle, vi besøgte i Danmark. Og jeg er altså ikke kendt for at lade kage stå, så der røg alt for mege kage indenbors. Derudover fik vi jo pokkers god mad alle vegne, blev inviteret ud at spise, gik amok i dansk bland-selv-slik (det var vist nok mest mig, ahem …).

Derefter gik turen til Kreta, hvor der var pokkers varmt og dejligt, og hvor man næsten kun kunne sidde i skyggen med en stor is.

Videre til Paris, hvor vi gik på jagt efter byens bedste croissant, tømte et par bægre nutella, mæskede os i lækker mad og med tilhørende friske baguettes.

Et smut tilbage i Danmark bød på mere kage, mere bland-selv-slik og mere alt for lækker mad – både hos familie og venner, men også på diverse restauranter.

Nøj. Jeg behøver vel ikke at komme ind på, hvorfor det der med at rejse fuldtid gjorde mig overvægtig? ;) Jeg oplever virkelig steder gennem den lokale mad, og det er jeg altså ikke flov over. Jovist, jeg kunne nok godt skrue lidt ned for mængderne, men det har virkelig også ført en masse godt med sig, at vi har prøvet god mad i så mange forskellige lande.

Nu ved vi, at croissanterne er bedst hos Cyril Lignac i Paris, espresso nydes bedst stående i baren på Sant’Eustachio Il Caffè i Rom, og at man ikke har smagt tacos, før man har prøvet det i Mexico.

Og faktisk er gør det det nemmere for os at holde os fra netop de ting, når vi er alle andre steder. Forstået på den måde, at jeg ikke kunne finde på at købe en croissant i Danmark. Det gør jeg i Paris. Og hvor prætentiøst det end lyder, så virker det for mig. Ligesom brunsvigeren bare smager bedst på Fyn hos verdens bedste farmor.

Celia i Runyon Canyon

Runyon Canyon, 6. september 2016

Tilbage til træningsstoppet … Måske er det i virkeligheden ikke træningen, jeg har været så dårlig til at overholde (vi gik i gennemsnit 13.000 skridt om dagen, mens vi rejste), men mit madindtag har nok nærmere været problemet i de to måneder.

Jeg har desværre ikke min trofaste vægt længere – jeg brugte den i fitnesscenteret i vores gamle lejlighedskompleks – så jeg kan ikke fortælle jer, hvor meget jeg har taget på. Jeg har taget 1,5 cm på i taljemål, og ellers ser alt egentlig ikke helt dumt ud. Jeg er i hvert fald ikke tilbage til start, og heldigvis for det!

Det eneste, jeg har kunnet mærke forskel på, er, at jeg ikke er så “fast” i huden længere, som jeg var i juni. Det går altså hurtigt. Jeg skal have gang i nogle squats, armøvelser og nogle mavebøjninger igen, så jeg kan blive lidt fastere i det! Nu hvor vi har mistet vores træningscenter, overvejer jeg lidt noget pilateshalløj fra YouTube – men er det nok? Fitnessabonnementerne herovre er lidt pebrede, så indtil FitnessWorld udvider til LA, overvejer jeg at undvære …

I hvert fald puster og stønner jeg noget mere, end jeg plejede, da vi var en tur forbi Runyon Canyon i går. Jeg fik dog Jonas til at tage et billede af mig og udsigten fra toppen, som jeg altså aldrig bliver træt af. Den er sveden og ømme lunger værd, hver gang!

Du kan også læse ...

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *