Outfit: Yndlingskjolen i Heraklion

heraklion outfit blå og hvid maxikjole yndlingskjole på kreta oasis maxikjole

Jeg fik taget en smule outfitbilleder, da vi var på Kreta, som jeg slet ikke har fået vist her på bloggen! Så i dag får I altså favoritoutfittet – nemlig denne luftige maxikjole i det fineste blå og hvide print.

Den er egentlig en gammel sag, kjolen. Jeg faldt over den i Magasin for nogle år tilbage, hvor den hang og skreg på mig. Jeg var inde i en no-shopping periode, fordi jeg ønskede at tabe mig, men jeg gjorde simpelthen en undtagelse ved kjolen her. Mit ræsonnement var, at den ville klæde min figur uanset vægt, og det holdt altså stik. Den sidder stadig skønt, selvom jeg købte den som 13 kilo tungere end nu.

Jeg havde den på flere gange, da vi var på Kreta, for jeg syntes, den passede så fint ind dernede, og samtidig var den så tilpas luftig og behagelig, at den var til at holde ud at have på i den græske sommervarme. Jeg mener, at den er fra mærket Oasis, og faktisk var den ret billig – omkring 300 kr. Mine sandaler købte jeg på Kreta, og tasken var sidste års julegave fra Jonas, nemlig en skøn og rummelig én fra Michael Kors i navy.

Billederne får mig virkelig til at savne Grækenland og varme. Der var så fantastisk skønt og varmt, og vi havde den bedste ferie der. Jeg skal absolut tilbage til Grækenland!

Nå, nok om det. Ganske vidst bliver jeg aldrig en god modeblogger, men jeg kan faktisk godt lide at forevige og dele outfits med jer her på bloggen, så det bliver jeg nok ved med på lidt random frekvens. Det håber jeg, at I synes om.

I dag (for mig) røg et indlæg med mine bedste Los Angeles tips i øvrigt op hos søde Anne-Li, som jo blogger på Gownsandroses.dk – det indlæg kan I læse HER, og så vil jeg bare lige slå et slag for Anne-Lis blog, for den er faktisk min favorit for tiden. Hun skriver så dejligt, deler skønne billeder, og så er hun lige nu ude i Asien som digital nomade, og det varmer jo mit eks-nomade-hjerte helt enormt. <3

Du kan også læse ...

Om at møde folk som indadvendt dansker

Billede fra der, hvor jeg er mest aktiv: Snapchat! Add mig: celiaschow

Jeg har før fortalt stolpe op og ned om, hvorfor jeg er åh-så-glad for mit danske netværk her i LA, og selvom det er meget svært at slå dem af pinden som mine favoritter, så tænkte jeg, at jeg alligevel ville prøve at sætte nogle ord på det der med at møde nye mennesker her i byen – som man altså ikke deler sprog og referenceramme med, men derimod de amerikanske af slagsen, eller måske endda de “lokale”.

I torsdags befandt Jonas og jeg os på – for os – ubetrådt terræn: til et Christmas Party på Sunset Blvd hos verdens bedste frisør, Vasi. Og vi havde tydeligvis ikke fået memoet om aftenens dresscode, for vi troppede begge op i ret julede antræk; Jonas i en vaskeægte ugly Christmas sweater og mig med nissehue.

De resterende gæster så brandgodt ud. I stramme kjoler og jakkesæt, perfekt sat hår, nærmest blålige Hollywood-smil og tårnhøje stiletter. Heldigvis havde Vasi og hans mand Peter også taget deres ugly Christmas sweater på, så vi var ikke helt kiksede, men alligevel formåede vi at gøre dét, enhver indadvendt dansker altid forsøger at undgå: at tiltrække en masse opmærksomhed.

Ak – amerikanere er heldigvis lige dele høflige og udadvendte og kommenterede, hvor godt vi så ud, selvom visse gæster kastede lidt medlidende blikke vores vej, mens de sippede stærke drinks af alt for tynde sugerør og minglede som kun amerikanere ved bedst.

Jonas og jeg gik i stedet stik mod alle gode råd om networking og anden lære udi dét at være et socialt væsen, og holdt os tæt til hinanden i ren magelighed. Tænk, om vi skulle træde yderligere ud af vores komfortzone! Nej tak.

Jeg vil måske nok i virkeligheden ikke karakterisere mig selv som et asocialt menneske, ej heller specielt indadvendt af natur, men nok snarere meget sensitiv og hurtig at udmatte og overstimulere, og derfor holder jeg mig normalt fra store forsamlinger. Men jeg prøver konstant at udfordre mine personlige grænser. For jeg vil egentlig – i teorien – gerne være en dygtig networker.

Heldigvis lader amerikanere sig generelt ikke skræmme af dårlig opførsel som at stå sammen til sociale events, og vi blev derfor ret hurtigt inviteret med udenfor for at ryge, og selvom ingen af os ryger, så ville jeg gerne ofre lidt ren luft for at komme ud af det akustiske helvede, som Vasis frisørsalon viste sig af være med 80 storsnakkende amerikanere til stede. Puh.

Det kan alligevel noget, sådan noget røg. Måden, hvorpå en lille gruppe af en forsamling mødes udenfor – man er nærmest tvunget til at snakke sammen, ikke? Selv de mest inadvendte danske rygere kender til den hemmelighed. Det er sådan lidt hyggeligt; en lille sammensværgelse af folk med forurenede lunger, men som skaber et unikt bånd på de få minutter, det tager at ryge sådan en ildelugtende cigaret.

Nå, men vi stod altså dér, udenfor, med ryger-banden, og mens vi forsøgte at vifte røgen i en anden retning, fik vi alligevel åbnet op og talt med de gode mennesker. Og tænk sig – så inviterede de os på The Abbey (som er den nok mest kendte gay bar i West Hollywood, red.), og sådanne invitationer siger man altså ikke nej til.

Hvis I nogensinde befinder jer på disse kanter af verden, så må I ikke snyde jer selv for en festlig aften på The Abbey i WeHo. Hold. Nu. OP. Det er altså en fager ny verden, der åbner sig op. Der er glinsende muskelbundter, der danser på små podier kun iført de mindste underbukser, de kan klemme sig i, og som man sætter penge i kanten af som tak for den fine dans. Der er drag queens galore, der deler neon-pinde ud og sætter fut under festen, og så er der bare pissegod musik og glad stemning. Og pokkers mange flotte mænd, der kigger mere efter hinanden, end de ænser de få kvinder, der altid er der.

Og sådan gik det altså til, at vi fik en kanon sjov aften på WeHo’s bedste gay bar, selvom vi tidligere have stået helt betuttede i hjørnet iført vores kiksede jule-outfits. Og jeg fik endda en lang snak med en britisk fyr, der aflæssede alt sit kærlighedsdrama han havde med en mand på min fars alder, som han havde været så god ved og nu havde knust hans stakkels hjerte. Jeg fortalte ham, at han var “too good for him” og det udløste gratis drinks og våde kys på kinden. Senere fik vi også en invitation til at holde jul med en mexikansk fyr og hans familie. Sikke en aften!

Sådan møder man altså mennesker herovre. Ved at være til. I dag stødte vi på endnu en brite, som helt umotiveret råbte, om vi mon var fra Norge med det skøre sprog, vi talte, og det udløste Facebook-venskab og en kaffe-aftale på verdens bedste Alfred Coffee, som ligger lige rundt om hjørnet. Jeg er overvældet og meget spændt på, hvor vores nye bekendtskaber fører hen!

De fleste siger godt nok, at folk i LA er meget lukkede og ubehøvlede, men vi har absolut kun oplevet det modsatte. Og lige en sidste pointe: selvom vi havde den dejligste weekend i San Francisco (billeder kommer!), så blev vi begge ramt af en utrolig glæde, da vi sent søndag aften trillede bilen ind i garagen her i WeHo. Ahh. Home sweet home. Sådan føltes det virkelig! <3

San Francisco State of Mind

I morgen vender vi snuden nordpå for en lille weekend getaway, American style. For vi skal køre de ca. 6 timer nordpå til fabelagtige San Francisco fredag, og samme tur hjem igen søndag. Men det gør man gerne i USA, bruger ufattelige mængder tid i sin bil, så på den måde asimillerer vi os efter bedste evne.

Vi har Jonas’ forældre på besøg fra Danmark, og hans mor vil meget gerne se den røde dame, som I kan se på billedet herover. Jeg tog det i øvrigt i 2012, da jeg boede fire måneder i byen. Og netop derfor glæder jeg mig faktisk ret meget til gensynet med byen.

Vejrudsigten er dog i det våde humør weekenden over, og det er faktisk ret ærgerligt, for San Francisco er nu pænest i solskin (men hvilken by er ikke det!?). Alligevel glæder jeg mig. Jeg har endda også en halv aftale med min gamle roomie, som jeg ikke har set siden han besøgte os for snart længe siden her i LA.

Vi skal i øvrigt bo i mit gamle hood i Berkeley – de fleste af jer kender nok UC Berkeley, som er det kendte universitet. Hvad mange (turister) ikke ved, er at Berkeley ligger ret godt i forhold til San Francisco, og at man lynhurtigt kan komme ind til byen ved at tage deres metro, som hedder BART.

Jeg håber, at vejret tillader os at se Golden Gate Bridge, og at vi får nogle tørre timer i Nordcaliforniens dejligste by. Jeg forsøger at blive bedre til at hive mit kamera med på tur, så mon ikke I får nogle billeder derfra at se herinde. <3