I morgen

Fantastiske Malibu - vi ses snart

Fantastiske Malibu – vi ses snart

Så er det i morgen. I morgen bliver vores fremtid for alvor afgjort, og jeg er ved at sprænges af nervøsitet. Men samtidig er jeg også enormt spændt. Det er med blandede følelser og en lille klump i maven, at jeg skriver disse linjer.

Det er naturligvis vores visuminterview på den amerikanske ambassade i København, jeg skriver om. Vores tid er klokken 9.20, men både Jonas og jeg ved af erfaring, at der nemt opstår forsinkelser, og at vi derfor nok kommer til at sidde derinde i noget tid, mens hjertet bare hamrer af sted.

Både i går og i dag har jeg måttet ringe til vores superhelt af en advokat, Jeremy, for lige at få ham til at dulme nerverne, som særligt hos mig er helt ustyrlige og har gang i en masse unødige forestillinger om, hvordan det hele helt sikkert kan gå galt i morgen.

Det er noget underligt noget sådan at placere hele sin fremtid i hænderne på en person, der kun kender en ud fra nogle ord på et papir, som de flygtigt lige har skimmet, inden vi møder op derinde i morgen tidlig i vores fineste tøj, med vores tykke sagsmappe og hjerter hamrende af sted.

Det er nemlig sådan, at den person, vi taler med i morgen på ambassaden, skal vurdere på stedet, om de vil acceptere vores ansøgning og dermed udstede vores visa, eller om vi bliver afvist. Sikke en magt at have over folks fremtid og drømme.

Heldigvis virker det til, at samtalen forløber nemt og smertefrit, hvis man har styr på sine ting – og det har vi i den grad. Jeg kan også læse på diverse fora rundt omkring – og det er også det, vores advokat igen og igen har fortalt os – at interviewet mest af alt er til for at fastslå, at vi har de rigtige intentioner og planer for den forretning, vi skal starte i USA. Og det mener jeg absolut, at vi har.

Jeg forsøger også igen og igen at tænke tilbage på min oplevelse i 2012 med ambassaden. Jeg følte på mange måder, at de gik enormt hårdt til mig, men jeg er i dag overbevist om, at de blot ville have konkrete og korte svar ud af mig. I de efterfølgende dage efter interviewet, ringede de flere gange fra ambassaden for at få mig til at eftersende nogle dokumenter, som de manglede. Og da de var tilfredse med alt det, jeg havde sendt, fik jeg mit pas tilbage med mit B2 visum i.

Så jeg tror egentlig, at deres intentioner er fine, og at de blot søger at få alle de krav opfyldt, der stilles til den særlige visumtype, man søger. Det giver mig lidt ro at tænke på.

Jeg arbejder heldigvis også godt under pres, og særligt i situationer hvor jeg ved, at jeg virkelig skal præstere, får jeg en fantastisk ro og får sagt alt det rigtige. På samme måde har jeg heller aldrig været til en jobsamtale, hvor jeg ikke fik jobbet. Lad os håbe, at det samme sker i morgen tidlig!

I skal nok få en update, når vi er færdige på ambassaden. Jeg vil gå tidligt i seng i dag og lige løbe de ting, jeg gerne vil sige på ambassaden i morgen, igennem. Puh. Kryds fingre for os, så er I søde!

Du kan også læse ...

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *