Farvel til 2014 og frem mod lysere tider

 photo DSC_1070_zps2424ec36.jpg

Da vi sprang ind i det nye år i sidste uge, fik jeg en pludselig følelse af, at fremtiden så lys ud. 2015 så lys ud, og jeg var blev mødt af en følelse af at være enormt lettet over, at 2014 endelig var forbi.

Jeg tror ikke, at jeg før nytårsaften havde tænkt på, at 2014 var et særligt dårligt år. Det var det egentlig heller ikke, men det har absolut heller ikke været et af mine bedste.

Ja, vi rejste meget. Og ja, jeg har generelt set været glad. Men det har mest af alt været følelsen af, at det hele var ved at gå min vej. Med små skridt bevægede jeg mig i 2014 længere og længere væk fra de foregående svære år.

Lad mig forklare og hurtigt skitsere, hvorfor jeg har haft nogle svære år indtil nu, #firstworldproblems and all.

i 2010 blev jeg student og startede efter en sommerferie, der udelukkende bestod af at flippe burgere på McD på noget, der lignede dobbelt fuldtid, startede jeg på jurastudiet.

I starten havde jeg det for vildt over mit nye studie. Jeg var på vej med 130 km/t ind i voksenlivet og karrierelivet. I 2011 begyndte det at gå ned ad bakke, og i starten af 2012 droppede jeg ud af studiet.

Det var nok – med undtagelse af mine forældres skilsmisse – mit livs nedtur. Jeg viste det ikke rigtig over for mine nærmeste. Jeg lod som om, at alt var under kontrol, og at jeg bare skulle ind på et andet studie.

I marts 2012 havde jeg udvalgt International Business and Politics som mit nye studie, men mine karakterer var ikke gode nok, så jeg måtte søge på kvote 2. Jeg manglede udlandsophold og allerede i april sad jeg på et fly mod San Francisco med tårerne løbende ned ad kinderne. Klar til nye eventyr.

San Francisco forandrede mit liv og syn på verden for evigt. Jeg kom hjem igen i august, og selvom jeg blev tilbudt en studieplads på CBS, takkede jeg nej til den og begav mig af sted mod min nye drøm: at være selvstændig og lave noget, jeg elskede.

Kaffe

Men San Francisco havde efterladt et stort hul i min økonomi, og det skulle arbejdes af først. Dernæst skulle jeg i gang med at finde ud af, hvad jeg egentlig ville, og hvordan jeg ville opnå mine drømme.

Jeg shoppede lidt rundt imellem forskellige ting, for det med at begrænse sig har aldrig været min stærkeste side. Jeg har enormt meget interesse i mange forskellige brancher og områder, og det kan afføde en fantastisk fascination af mange forskellige ting, der pludselig ender med at arbejde lidt imod hinanden.

I 2013 indfriede min kæreste og jeg vores ønske om at rejse fuldtid. Det var fantastisk og virkelig en milepæl i vores liv. Vi kunne faktisk gøre det. Selvom stort set alle betvivlede det. Det lykkedes.

Men det var ikke uden ofre. Og når jeg ser tilbage på de mange kampe, vi har haft (ikke indbyrdes, heldigvis, men kampe for at få vores økonomi til at fungere), så kan jeg godt mærke, at det tærede rigtig meget på mig. Og det var hårdt.

I 2014 måtte vi slutte vores rejse, midlertidigt, for at rejse tilbage til Danmark til en sommer med mange familiære forpligtelser og et ønske om at sælge vores lejlighed. Vi nåede det hele.

Samtidig opbyggede jeg min virksomhed og fik endelig en følelse af, at jeg fandt mit kald i livet. Det har været berigende at arbejde med det i løbet af 2014, og jeg er endelig et sted, hvor økonomien har nået et sundt punkt efter nærmest et hel liv uden dén slags frihed.

Jeg er på ingen måde i mål, og jeg har kæmpet en brav kamp i 2014, men jeg kan endelig se lyset. Jeg kan se enden, lugte friheden og har den der klicheagtige forestilling om, at the sky is the limit.

nytår

Billeder fra en fantastisk nytårsaften med de bedste venner

Så da vi endelig sprang ind i det nye år i selskab med skønne venner; smukke gravide Johanna og hendes kæreste Adam, blev jeg virkelig mødt af en indre ro. Ikke fordi det, at vi pludselig skriver 2015, ændrede det hele fra det ene sekund til det andet, så føler jeg alligevel, at starten på et nyt år er som et uskrevet kapitel i bogen om vores liv.

Og det er dette kapitel, der uden tvivl kommer til at være et af de bedste i min bog. Det kapitel, hvor alting pludselig ser lysere ud, og hvor det hele vender. Det tør jeg godt at tro på.

Flere af mine venner på Facebook delte følgende: 2013 was practise, 2014 was warm up, 2015 is game time!  Og jeg kunne ikke være mere enig. Game on!

*   *   *

Tror I også på, at 2015 bliver et fantastisk år?

Du kan også læse ...

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 tanker

  • SVAR

    Wihuu, 2015 bliver fantastisk er jeg sikker på! For mit eget vedkommende står den på mere barsel, bryllup og studiestart igen :) Så må 2016 blive året hvor jeg bliver færdig med studiet og finder ud af hvad jeg egentlig skal med livet – karrieremæssigt. Respekt for dit mod på at være selvstændig. Det drømmer jeg også om en gang imellem. Men hvad og hvordan er jo altid spørgsmålet…

    • SVAR

      Hvor er du sød, Kari! Tak for kommentaren <3 Barsel og bryllup lyder godt nok skønt! NYD det! Og tillykke med at skulle giftes - det er jo sådan en dag, man aldrig kommer til at glemme. :D
      Det der med, hvad man skal med livet ... den er altså svær! For hvordan skal man nogensinde have chancen for at vide det? Jeg ved ikke, om du er som mig, men der er SÅ mange forskellige ting, jeg kunne forestille mig at lave og arbejde med. Men hvad vælger man? Hvad hvis det ikke er det rigtige? Og bliver man nogensinde sikker?? Jeg ved det ikke. :) Så det er nok nogle meget almindelige tanker, du går med.
      TAK! Jeg er glad for at bestemme selv i hvert fald. Det giver en ro. Og frihed. Som jeg ikke ville være foruden. Held og lykke på din vej! <3 Og tak fordi du læser med.

  • SVAR

    Hej Celia

    Nu har jeg lige taget mig selv i at sidde og læse på den her blog i to timer efterhånden. Faktisk ved jeg ikke, hvorfor jeg kom herind, da jeg aldrig læser blogs og i øvrigt dårlig vidste, at der eksisterede en blog-verden.

    Jeg læser selv jura (på 4. år nu), som jeg kan forstå, du også gjorde i en periode.

    Men det slog mig, at du lever et så specielt liv med alt det rejseri. Det er sjældent, jeg hører om mennesker, der har fravalgt studier og til dels et liv her i Danmark til fordel for at rejse. De fleste af os (incl. mig selv) har jo så travlt med at få et uddannelse, et godt job mv. Men du inspirerer mig alligevel lidt!

    Hvad drømmer du om karrieremæssigt? :) Er tanken om universitetsstudier i Danmark helt droppet?

    • SVAR

      Hej Kasper

      Haha, hvor er det vildt! :) Jeg er glad for, at du læser med og har gjort det med sådan en entusiasme! :D Tak for det. :)

      Jep, jeg læste jura i 3 semestre. Det er et godt studie, som jo giver nogle gode muligheder, og personligt var jeg ret interesseret i den juridiske tankegang. Det interesserede mig meget. Men alligevel var det ikke det rette valg for mig.

      Nej, der er ikke mange, der gør som mig, men jeg kender alligevel et par stykker – det er nok bare ikke alle, der skriver om det som mig. :) Det er en dejlig tid, vi lever i, der åbner op for så mange unikke muligheder for at forme det liv, man selv ønsker! Sådan ser jeg det i hvert fald. For mig er det et liv, hvor jeg selv bestemmer arbejdstider og “kontorplads”. :)

      Karrieremæssigt drømmer jeg om at fortsætte med præcis det, jeg laver nu. Jeg er selvstændig og arbejder særligt med blogging og online markedsføring. Det er det, jeg er god til og det, jeg interesserer mig mest for. Der er heldigvis også flere og flere, der vil bruge mig, og det gør, at jeg tjener ganske udmærket og ikke ser nogen grund til, at jeg ikke skulle kunne bygge det op til noget, der kunne være rigtig fornuftigt.

      Ingen uddannelse til mig, nej – man kan ikke læse det, jeg laver, på noget universitet, og for at være helt ærlig, så har jeg ikke lyst til at “spilde” 5 år på skolebænken, som jeg kunne have brugt på at opbygge min online forretning. ;) Heller ikke selvom det er “gratis” i Danmark at læse – selve den tid, jeg ville miste til mine projekter, ville gøre det til en enormt dårlig investering for mig.

      Jeg er glad for, at jeg kunne inspirere dig! :D Jeg håber, at du vil blive ved med at følge med herinde og ønsker dig kæmpe held og lykke selv! :D

  • SVAR

    Tak for dit svar! :)

    Du har nogle rigtig gode pointer. Og ud fra dit synspunkt og interesserer, kan jeg godt forstå, du ikke gider at sidde og læse bøger i 5 år eller mere.

    Ps. du skriver virkelig godt og faktisk også bedre end langt de fleste akademikere og universitetsstuderende, jeg kender. Så dét kan man åbenbart også lære sig selv ;) Det må være alt det blogging og skriveri!

    • SVAR

      Tusind tak for de søde ord, Kasper! :D De varmer. :) Og det glæder mig, at du kan se min pointe og kan acceptere den – uden at det dermed betyder, at min vej er mere rigtig end din, men blot at vi vælger forskelligt og det er ok! Jeg møder ofte folk, der kan blive lidt “fornærmede”, hvis man kan sige det sådan, over at jeg har valgt noget andet end dem; som om det er en slags kritik af det, de har valgt. Men sådan ser jeg det absolut ikke, og derfor glæder det mig også meget, at du ser på det, som jeg selv gør. :D Hvis det gav mening. ;)

      Åh, tak! Det betyder meget for mig. Hvad angår stavning og tegnsætning, så må jeg give al credit videre til min fabelagtige dansklærer i grundskolen, der lærte mig alt og inspirerede mig helt enormt! En lærer med sådan et engagement og mod på at finpudse sine studerende, mødte jeg aldrig senere i min undervisningsgang, og det kan i øvrigt også være derfor, at jeg mistede interessen i det hele taget og besluttede at gå mine egne veje. ;)

      I alle tilfælde skal du have et kæmpe tak! Du har varmet mit hjerte. :) Hav den bedste aften, Kasper! :)