Tanker om valget

Selfies med Joe Rogan og Bill Burr

Selfies med Joe Rogan og Bill Burr

Det er vist næppe gået nogens næse forbi, at USA har valgt deres næste præsident, der skal afløse Obama på posten d. 20 januar næste år. Valget faldt som sagt på Donald Trump, og selvom jeg personligt ikke have regnet med, at det ville ske, så var jeg alligevel ikke overrasket.

Valgnatten brugte vi dog ikke på at måbe og tude (voksne mennesker, der tuder over et valgresultat? What the …) over uddelingen af valgmænd, men i stedet var vi på The Comedy Store med nogle af verdens bedste komikere, til optagelsen af End of the World podcastet, som kan ses i sine 4 timers helhed HER.

Hold op, hvor var det sjovt. Vi var i rigtig godt selskab: Bill Burr (yndlingskomikeren!), Joe Rogan og Doug Stanhope sammen med en hel masse andre komikere, der kom og gik i løbet af aftenen. Det var en fed måde at bruge aftenen på, og det tog hele det seriøse aspekt ud af den.

Det er ingen hemmelighed, at Los Angeles er en meget liberal by, og at LA county stemmer overvejende demokratisk, og derfor var der naturligvis en lidt trykket stemning, da det blev klart, at Trump førte ret stort. Der var én enkelt Trump supporter, som sad og jublede fra det bagerste hjørne af lokalet, men ellers var de fleste ret betuttede (når der altså ikke blev fyret en så sjov joke af fra scenen, at de ikke kunne undgå at bryde ud i latter).

Til gengæld lød der et jubelsbrøl af den anden verden, da en af komikerne fra scenen annoncerede, at Proposition 64 om at legalisere marijuana i Californien var blevet vedtaget. Flere rejste sig op, og der bredte sig en sød dunst i lokalet, da flere og flere tændte op for deres medbragte joints! Hah.

Vi havde med andre ord en fantastisk og sjov valgaften, og da det hele sluttede ved 23-tiden, så det meget sort ud for Hillary, så folk gik slukørede derfra (pånær føromtalte (og meget højrøstede) Trump-supporter).

Jeg fik en lille snak med Bill Burr og det billede, som I ser ovenfor. Det var ret stort for mig! Bill er en sand gentleman, kaldte mig “sweetheart” og spurgte mig, om jeg havde haft en god aften. Jeg fortalte ham, at jeg altid lytter til hans podcast (Monday Morning Podcast – den sjoveste af sin slags), og at han er min yndlingskomiker. Jeg fik også rost hans kone, Nia, som af og til gæster podcasten, og som jeg følger på Snapchat. Han svarede “yeah, she’s the best!”. Simpelthen så sødt. Jeg havde det vildeste fan-girl moment! Joe Rogan var noget mere populær blandt de andre tilskuere (det var også hans event), så jeg nåede ikke at udveksle mange ord med ham, før han poserede for et selfie! ;)

Hvordan kunne USA dog vælge Trump?

orange

Der er rigtig mange, der undrer sig over, hvordan amerikanerne kunne vælge en mand som Donald Trump – og det forstår jeg til dels også godt. Jeg har forsøgt at holde mig i skindet, når jeg er scrollet forbi diverse debatter om det her emne på Facebook, men på min egen blog vil jeg alligevel have lov til at ytre min mening herom.

Lad mig slå fast: jeg kunne aldrig stemme på en mand som Donald Trump, men jeg er alligevel ikke så arrogant og elitær, som jeg synes mange europæere er i disse dage, at jeg ikke kan begribe, at en god del af den amerikanske befolkning lod deres stemme falde den vej.

Jeg tror faktisk, at alle medierne, der har gjort tykt grin med Donald Trump lige siden han annoncerede sit kandidatur (for hold op, hvor har der været meget at gøre grin med!), har givet en slags bagslag og har fået Trump til at se bedre ud, end han i virkeligheden er, hos mange i midtstaterne.

Noget andet, som jeg tror, han har fået medvind for, er hans opgør med den politiske korrekthed, som virkelig også nager mig til tider. Det er ufatteligt, for jeg er jo i grunden enig med 90% af alt det, The PC Police prædiker, men der er simpelthen et eller andet i mig, der vender sig i ubehag, når det når til det punkt, at man ikke må have det sjovt længere, uden at nogen bliver dybt fornærmede.

Oh jeez, det må man nok ikke sige. Men nu gør jeg det altså alligevel! I USA taler flere også om the silent majority, som ikke ytrer sig offentligt, og som blot lever deres liv. Jeg tror virkelig, at dele af denne har været oprørte over hele kampagnen, og på valgdagen er marcheret ned for at stemme på Trump. Netop som en protest mod den politiske korrekthed og mod systemet, som jo er det, Hillary repræsenterede.

Men Hillary fik jo sådan set flest stemmer? Så lad mig rejse det næste spørgsmål:

Er det Amerikanske valgsystem fair?

Valgresultatet fordelt på stater. Kilde: NY Times.

Valgresultatet fordelt på stater. Kilde: NY Times.

I har sikkert fået det amerikanske valgsystem forklaret små 5000 gange, når I har set de danske medier berette om valget, så jeg vil skåne jer for endnu en forklaring af The Electoral College. Valgsystemet i USA er noget anderledes end det danske, og det kan være svært at forstå, hvorfor USA har valgt netop dette system, men jeg synes, det giver mening, når man sætter sig lidt ind i det.

USA er et kæmpe land. Det er delt op i stater. Og det er så at sige (de forenede) stater, der sammen vælger en præsident. Som I så fra valgkortet, de viste på tv, så scorer hver kandidat såkaldte valgmænd fra hver stat, antallet af valgmænd opgjort ud fra befolkningen i de forskellige stater.

Systemet er lavet sådan, og der er faktisk ret meget tanke bag, hvis man accepterer USA som et land bestående af mange forskellige stater. I alle stater med undtagelse af Nebraska og Maine, kører man efter winner takes it all princippet, således at kandidaten med flest stemmer i staten får alle valgmændene i staten. På den måde “tæller” de stemmer, den tabende kandidat fik, ikke.

Den kandidat, der opnår 270 valgmænd fra staterne vinder. Simple as that. Derfor kan den vindende kandidat ikke være sikker på at have fået flest totale stemmer, når de bliver talt op i sin helhed, på samme måde som Trump ikke opnåede ligeså mange stemmer som Hillary. Disse situationer skaber altid stort påstyr, for hvordan pokker kan det overhovedet være fair?

Valgresultaterne set på counties i stedet for stater. Kilde: NY Times

Valgresultaterne fordelt på counties. Kilde: NY Times

Det kan det netop, fordi præsidenten vælges af staterne i USA. Min stat, Californien, er overvejende demokratisk (Hillary fik 61,5 % af stemmerne her), og derfor gav det ikke meget mening for Donald Trump at føre kampagne her. Det ville koste ham en pokkers masse penge, men han ville få intet ud af det, da Hillary ville løbe med alle statens 55 valgmænd.

Derfor gav det heller ikke mening for Hillary at føre kampagne her – hun ville jo alligevel få de 55 valgmænd. Derfor kæmper kandidaterne om de såkaldte svingstater, der kan falde til begge sider, og som man derfor skal overtale i løbet af præsidentkampagnen. Begge kandidaters kampagnestrategi er nøje planlagt herefter.

Så at sige, at Hillary per definition burde blive præsident, fordi hun fik det største antal af The Popular Vote, er ikke en rimelig påstand. Blev præsidenten valgt på baggrund af antal stemmer, ville begge kandidaters kampagne set massivt anderledes ud, og de stater med få indbyggere, ville blive droppet til fordel for de større stater – og dermed stå uden meget indflydelse.

Når USA er bygget op af stater, så synes jeg, at systemet er godt gennemtænkt og giver god mening – selvom det af og til sker, at den vindende kandidat står med færre totale stemmer end den tabende. Men alle staterne har indflydelse, og det er præcis med den tanke, systemet er bygget op.

Det er faktisk enormt spændende og indsigtsfuldt at læse om, hvordan systemet blev dannet, og med hvilke tanker og principper bag. Wikipedia er som altid leveringsdygtig, og denne artikel fortjener at blive læst, hvis man gerne vil forstå det amerikanske valgsystem.

Er Trump en ny Hitler?

En lille "sjov" sammenligning. Kilde: Twitter

En lille “sjov” sammenligning. Kilde: Twitter

Jeg ved ikke, hvordan jeres Facebook feeds ser ud i disse dage, men jeg kan berette, at 95% af alle opslagene på mit handler om Donald Trump, og hvor forfærdeligt det er for verden, at han er blevet valgt som kommende præsident. Rigtig mange skriver endda om, hvor nervøse de er for atomkrig og at han vil “nuke Danmark”.

Der er naturligvis altid en grund til en hvis skepsis, særligt når det kommer til et ucharmerende og decideret ubehageligt menneske som Donald Trump, men jeg føler også, at der må være en grænse for galskaben.

Rigtig mange har efterhånden trukket Hitler-kortet og lavet en sammenligning mellem ham og Trump. Og her må jeg simpelthen bare stejle og sætte foden ned og forsøge at bringe lidt perspektiv tilbage hos folk. Der må altså være en grænse. Og ja – nazi-kortet er ofte netop dén grænse.

LA er – foruden at være en meget liberal by – også en by, hvor der bor rigtig mange jøder. Særligt i vores område er der en stor jødisk population, og det lægger man især meget mærke til om lørdagen, hvor de ældre mænd tager den høje hat på, et fint jakkesæt, lader krøllerne ved ørene falde og deres tzitzit (ligner knyttede reb) hænge om benene. Også kvinderne klæder sig i sort og meget traditionelt.

Den høje synlighed af jøderne i mit område gør, at jeg ofte kommer til at tænke på deres fortid, og hvad de har været igennem. Og for mig at se er det simpelthen at bagatellisere holocaust og den jødeforfølgelse, der stadig finder sted den dag i dag, når man sammenligner en mand som Donald Trump med selveste Hitler. Come on?

“Jamen, Hitler var jo også højrøstet, ubehagelig og demokratisk valgt”, ja, men forskelligt fra Trump havde han også et ønske om racerenhed, og i øvrigt havde han forfattet en meget populær bog, der beskrev hans syge ideologi og ønske om at udrydde jøderne. Jøder, som det bør påpeges, faktisk var tyske statsborgere og eksisterede på lige fod med de “ariske tyskere”.

Trump er gjort af noget andet. Han ønsker at gøre det sværere at immigrere til USA for “terror-prone regions where vetting cannot safely occur” (I kan læse hans plan for sine første 100 dage som præsident HER). Ikke et ord om at sende muslimer ud af landet. Ikke et ord om at gasse amerikanske, muslimske statsborgere (eller andre mennesker for den sags skyld).

Derudover ønsker Trump at køre en noget hårdere linje over for illegale indvandrere (bemærk her ordet illegale), som han fremover vil straffe med fængsel, hvis de kommer tilbage til USA efter at have været deporteret før. Immigranter, der – ligesom os – opholder sig i USA på gyldige visaer er altså ikke i fare. Heller ikke selvom de skulle være fra Mexico.

Igen: meget langt fra Hitlers tanker om, at folk skulle udvises og i sidste ende udryddes, alene pga deres religion og/eller hudfarve, selvom de var lovlige, legale tyskere på lige fod med alle andre tyskere. Det ér altså en meget massiv forskel, som jeg simpelthen ikke kan begribe, at folk kan tillade sig at overse?

Er Trump så en god mand?

Sorry - den måtte med!

Sorry – den måtte med!

Det korte svar er, at selvfølgelig er han ikke det. Jeg ville aldrig i livet have kunnet sætte mit kryds hos ham, hvis jeg havde været stemmeberettiget her i USA. Aldrig. Han er tåkrummende pinlig, idiotisk og ubehagelig i sin fremtoning.

Politisk er jeg meget uenig med ham på mange punkter. Og helt ærligt: hans vicepræsidentkandidat, Mike Pence, tror ikke på evolutionsteorien, fordi han er så dybt forblændet af det, der står i Bibelen (se bare hans enorme idioti i denne video). Trumps forelskelse i en protektionistisk strategi for USA er jeg også stærkt imod. Og naturligvis er jeg Pro Choice, for lige rettigheder hos LGBT og alle andre frihedsrettigheder, som normale, ordentlige mennesker går ind for.

Til gengæld håber jeg på, at Trump får indført den skattepolitik, som han har fremlagt, hvor han bl.a. ved nedsætte skatterne for middelklassen og forsimple det enormt snørklede skattesystem, som USA lige nu kører med. Dét ville hjælpe gevaldigt, og her tror jeg, at Trumps fortid som businessman fremfor politiker bliver en klar fordel.

Men for at vende tilbage til pointen: nej, Trump er absolut ikke en god mand. Og jeg håber virkelig, at han får et seriøst PR-team, der kan lære ham at fremstå som et bare nogenlunde sympatisk menneske, når han tiltræder præsidentposten til januar, for her har han virkelig nogle seriøse issues.

Jeg synes, det er problematisk at have en præsident, der ikke kan samle en så multikulturel nation, som USA i sandheden er. Man kan ikke have en præsident, der gør direkte nar af en person med fysisk handikap fra talerstolen, eller som taler nedsættende om mexicanere, kvinder og folk med anden hudfarve end hvid. Det burde vi simpelthen være nået forbi. Vi går ind i år 2017 lige om lidt, for pokker, der er ingen undskyldning for at være racistisk, kvindefjendsk og decideret uoplyst. Færdig.

For præsidenten er det så uendeligt vigtigt, at være præsident for alle i nationen; uanset religion, køn, hudfarve og seksuel orientering – præsidenten skal behandle alle lige, ordentligt og med respekt. Det er fint at være politisk uenig, men man skal ikke tænke mindre om dele af sin befolkning, blot fordi de er anderledes end en selv. Det er ikke ok.

Men jeg synes altså, det er en vigtig pointe, at nedsættende ord over for visse befolkningsgrupper ikke kan sættes på lige fod med at være nazist og ønske udrydelse af mennesker, der har en anden race og/eller religion, end man selv har. Den pointe er virkelig vigtig for mig at få ud. Lad os aldrig tillade bagatellisering af holocaust og alt det frygtelige, som Hitler desværre fik udført.

Jeg håber og tror på, at der kommer til at ske en forvandling med Donald Trump i de følgende måneder, og at han får slebet sin ubehagelig retorik og uhumske fremtoning lidt ned, før han indtager præsidentembedet næste år. Jeg vælger at være positiv og tro på, at han overrasker positivt. Forhåbentlig skal vi kun udholde ham i 4 år, før det er tid til #Kanye2020. ;)

Puh – så fik jeg luft. Jeg håber ikke, at mit indlæg her har skræmt nogle af jer væk. ;) Jeg håber, I vil deltage i kommentarfeltet herunder.

Du kan også læse ...

At vokse op som enebarn

Piazza del Popolo

Jeg sad og læste Miriams indlæg om ikke at ville have børn, og jeg er meget enig med hende. Det skal være i orden og acceptabelt at sige, at man ikke ønsker børn. At folk er så dømmende over for kvinder, der ikke ønsker moderskabet, er virkelig ikke i orden. Vi er alle forskellige og ønsker forskellige ting. Punktum.

Nå, men jeg fortsatte ned i kommentarfeltet, hvor flere gav udtryk for frustrationen over konstant at blive spurgt ind til barn nr. 2, når de havde fået det første. Flere af disse kvinder ønskede kun et barn, og særligt følgende del af Trines kommentar ramte mig:

“Når så vi informerer om at vi altså ikke skal have flere børn, så bliver folk lige så forargede, og har mange meninger om hvorvidt man kan tillade sig at “lade” sit barn være enebarn.”

Jeg blev simpelthen så provokeret. Og det gav mig lyst til at kaste lidt lys over, hvordan det er at vokse op som enebarn. Jeg er nemlig mine forældres eneste barn sammen. Min mor har to børn med sin nye mand, som hun fik, da jeg var 13 og 16 år, og min mors mand har en datter, som er 10 år yngre end mig, og som kom hos os hver anden weekend.

For en god ordens skyld: jeg elsker mine søstre, og jeg er glad for, at jeg har fået dem! Jeg vil ikke forestille mig en verden uden dem. På vores ferie sammen på Kreta i sommers elskede jeg virkelig at være sammen med dem alle tre og lære dem bedre at kende.

Men jeg er altså vokset op som enebarn, og hos min far har jeg altid været det eneste barn. Som teenager boede jeg størstedelen af tiden hos ham, så jeg har altid følt mig som enebarn. I dag plejer jeg at sige, at jeg er enebarn med tre søstre – giver det mening? Jeg har begge sider i mig, og de fylder begge to. Sådan føles det.

Jeg kan huske, at jeg som teenager blev meget provokeret, når folk sagde ting som “hvor er det dog dejligt for dig, at du endelig fik nogle søskende, så du ikke er alene længere”. Det gjorde mig ofte så arrig, at jeg rystede, for jeg følte virkelig, at disse mennesker antog, at mit liv havde været skidt indtil da.

Det var som om, at de puttede en hel masse sympati ned over mig, og på en måde antog, at jeg havde manglet søskende i mit liv.

Nix, nope, not at all. Jeg elskede at være enebarn. Min mor har fortalt, at jeg som helt lille af og til spurgte efter søskende, men jeg tænker, at det har været fordi, alle mine venner i børnehaven fik søskende. Børn vil jo have det, alle de andre har, og jeg kan ærligt ikke huske, at jeg nogensinde har ønsket mig søskende.

Som enebarn har man et helt særligt forhold til sine forældre, og man skal aldrig dele deres opmærksomhed med nogen. Jeg tror, at man som enebarn er roligere, fordi man ikke er vant til at kæmpe med søskende om opmærksomhed, slikskålen om fredagen og fjernbetjeningen.

Jeg har også altid følt, at jeg var meget hurtig til at udvikle et stort ordforråd, fordi jeg brugte al min tid derhjemme på kun at snakke med voksne. Jeg var også dygtig til at tale med voksne, fordi jeg ikke havde søskende at lege med. Og jeg elskede at tale med de voksne som barn og lære fra dem.

Der er en myte om, at enebørn er dårlige til at dele, men det tror jeg virkelig handler om ens opdragelse. Som lille barn var jeg meget dårlig til at dele, men jeg lærte det lynhurtigt, og mine forældre satte en dyd i at lære mig, at man skal være god ved andre, og at legen er sjovest, når man deles om tingene.

Havde jeg fået en lillesøster eller bror som 2-årig, havde jeg helt sikkert elsket denne højt, og vi havde sikkert haft godt af at trøste hinanden, da mine (vores?) forældre gik fra hinanden, da jeg var 9 år. Men jeg har aldrig savnet det eller tænkt, at mit liv havde været bedre, hvis der var kommet en lillebror eller lillesøster.

Opvæksten som enebarn er noget helt særligt, og jeg ville bestemt ikke have det dårligt over en dag selv kun at få ét barn. Det ville jeg faktisk være meget glad for og stolt over. Og jeg ville under ingen omstændigheder sætte et andet barn i verden ud fra en tanke om, at det første barn skulle have nogen at være sammen med. Hvert enkelt barn skal ønskes individuelt, ikke for den førstes velbefindende.

Som Miriam siger i sit indlæg, så er det altså 2016 nu, og vi burde være ovre at skulle dømme folks beslutninger. Ingen børn, et barn, to børn eller otte børn. Gør det, der føles rigtigt for dig. Og stol på at andre gør det, der er bedst for dem. 

PS. jeg har mødt enebørn, som altid har ønsket sig søskende og har været kede af at være “alene”. Men jeg har til gengæld også mødt folk, der har et dårligt forhold til deres søskende, og aldrig rigtig har nydt deres selskab. Det er altså et bredt spektrum, og der er intet facit over, hvad der er mest rigtigt. Jeg har bare følt, at der manglede den gode oplevelse med opvæksten som enebarn – og sådan har jeg virkelig kun haft det.

Kommunikationen mellem bloggere og læsere

Kreta Outfit

Jeg læser rigtig mange blogs. Måske skulle jeg en dag give jer hele listen af blogs, jeg må forbi flere gange om ugen, for at styre mit fix? Idé til et kommende blogindlæg, dér! Det er dog mest “store” blogs, fordi små blogs (som min) er svære at finde, og forbi bloggerne oftere (som mig) er for dårlige til at opdatere, og så mister man jo interessen …

For mig personligt betyder responsen fra læserne rigtig meget. Jeg kan være nok så motiveret til at blogge, men når jeg så ikke får kommentarer på et par indlæg i streg, som jeg egentlig har lagt rigtig meget arbejde og tanke i, så går min luft virkelig ud af ballonen.

Det er virkelig dumt. Jeg elsker jo for pokker at blogge, jeg elsker at udtrykke mig. Og jeg kan se på Google Analytics, at læserne er med.

Jeg ved tilmed også, at kvantiteten af blogindlæg er vigtig. De store bloggere, som jeg nævnte i starten af indlægget, er dygtige til at udgive deres indhold. Hvad er deres hemmelighed? Hvordan gør de? Hvordan bevarer de motivationen? Er jeg bare doven, når jeg ikke altid får det gjort?

Tilmed ved jeg også, at når man ikke vedholder kvantiteten af indlæg, og generelt ikke sender et signal om, at der er liv i ens blog, så falder læsertallene drastisk, læserne husker dig ikke længere, interesserer sig langt mindre for dig. Jeg siger det ofte selv til alle de nye bloggere, der henvender sig til mig på lavenblog. I know.

Men jeg elsker blogmediet, og jeg læser stadig dagligt blogs og lader mig inspirere af de mange dygtige bloggere derude. Selvfølgelig drømmer jeg om at være ligeså dygtige som dem. Og jeg tror også på, at når bolden for alvor ruller, og der kommer indlæg på daglig basis, og læsertallene stiger, så bliver det nemmere at holde det ved lige. Bloggingen.

Hele den her kamp om likes, visninger og kommentarer burde jo i princippet ikke betyde noget. Men jeg kan mærke min motivation til at blogge falder, selvom jeg personligt holder virkelig meget af at have den her online dagbog over mine tanker og mit liv, når der er totalt stille på linjen fra læserne.

I virkeligheden opererer jeg egentlig meget ud fra en tanke og en forestilling om, at hvis man ikke får den respons fra andre, som man ønsker, så må det være fordi, man ikke har gjort nok for at få den. I mit tilfælde er det for få indlæg. Jeg har ikke været en god blogger. Men alligevel mærker jeg lidt tristheden over at stå op til 0 kommentarer på et nyt indlæg.

Så jeg er egentlig nysgerrig på, hvad der for jer som bloglæsere får jer til at lægge en kommentar hos bloggere? Jeg oplever generelt, at der kommer færre og færre kommentarer på de blogs, jeg følger (med undtagelse af de virkelig opinionsprægede indlæg, som bloggere af og til udgiver – der kommer læserne ofte til tasterne!), selvom jeg ved, at bloggeren har et imponerende antal læsere.

Let me know. Og hvis der er nogle indlæg, I gerne vil se fra mig, så må I råbe op i kommentarfeltet. Jeg har allerede en masse liggende i kladde, som jeg skal have udgivet, så lad os se, om jeg ikke kan få fyret op under bloggen her! Det er virkelig mit mål. Vi nærmer os også lanceringen af vores webshop, og jeg har virkelig meget at fortælle om.

Et sted jeg til gengæld altid er i gang, er Snapchat! Jeg skal til pool party i Bel Air i weekenden, så følg med på snap: Celiaschow. Og nu godnat. <3