Slankeprojekt måned #3

slankekur update

Endnu en måned i mit slankeforløb er gået, og jeg vil lige give jer en lille update med mine resultater indtil videre. Måneden har budt på en del træning, men desværre også lidt sløv udvikling på vægten. Men jeg har her til sidst på måneden fået brudt mit vægtplateau, og jeg nåede lige med nød og næppe det mål, jeg havde sat mig for april!

Jeg har faktisk været meget dygtig i april. Efter vores gæster fra Danmark tog hjem i marts, har jeg været bedre til at overholde mine mål, og jeg var heller ikke plaget af sygdom i april, som jeg var i marts. Jeg har hiket hver dag (maks misset 2-3 dage på hele måneden), og jeg har holdt mig til min vægttræning tre gange ugentligt.

Min kost har også været nogenlunde. Mine cheat meals kan tælles på én hånd, og det er ganske godt. Jeg havde dog et vægtplateau denne måned, som vist er meget normalt i sådanne vægttabsrejser, men det er bare pokkers demotiverende at knokle af sted uden at se resultater.

Sidst på måneden valgte jeg dog at køre det endnu hårdere med mit indtag af kulhydrater. Jeg holder mig til 100-150 g kulhydrater dagligt, og dét har sat skub i mit vægttab igen! Endelig. Jeg indtog alt for mange kulhydrater før, særligt i form af søde kartofler – men nøøøj, de er også gode! Nu nyder jeg dem i mere … moderat mængde.

Dog fik mit vægtplateau mig til at begynde at fokusere mere på mine kropsmål, end på tallet på vægten. Og det var faktisk en udmærket udvikling, for selvom vægten stod stille, så tabte jeg en del cm – og jeg er blevet stærkere og mere markeret. April var altså en succes!

Jeg kan også virkelig mærke, at jeg er ved at blive en hel del stærkere. Jeg kan gennemføre mange flere øvelser i fitnesscenteret, og jeg kan løfte tungere, end jeg gjorde i starten. I marts begyndte jeg at træne maveøvelser en hel del, og de har virkelig givet pote! Min mave buler stort set ikke ud mere, og det er jeg meget tilfreds med. ;)

Lad os se på lidt resultater:

Kg tabt i april: 3 kg (7.8 kg total)

Cm tabt i april: 16 cm (? total)

Nuværende BMI: 26,2 (start: 28,9)

my body

Jeg startede desværre først med at måle min krop i april, så derfor ved jeg ikke, hvor mange centimeter, jeg har tabt i alt. Kun, at jeg har tabt 8 cm i taljen (den målte jeg var start). I april målte jeg højre og venstre arm, højre og venstre lår, talje, bryst og hofte. Jeg har kun smidt meget få cm omkring bryst og hofte, de fleste cm er røget af mine arme, lår og talje! Heldigvis. :)

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med de knapt 8 kg vægttab i alt på tre måneder. Det lyder egentlig ikke af ret meget, men jeg kan se en kæmpe forskel på min krop. Alle siger jo også, at muskler vejer mere end fedt, så det må jeg hæfte mig ved.

Faktisk er jeg under et halvt kilo fra at være halvvejs for det mål, jeg har sat mig! Det er helt vildt. Jeg kommer stadig til at have et nogenlunde højt BMI på mit vægtmål (23,3), men jeg er generelt meget kurvet, og til min kropstype er det altså bare pænest at have lidt på sidebenene. :)

I øvrigt er jeg lidt træt af det tøj, jeg tager mine billeder i hver uge. Jeg føler slet ikke, at mine former kommer til sin ret. Derfor fik I også lige et billede af mig fra april i et af mine favorit outfits (ja, jeg er ret basic i min tøjstil. ;) ). Håber det giver et lidt bedre billede af, hvad jeg mener med, at jeg helst vil have lidt fedt på sidebenene.

Jeg har det ret sjovt over, at mit nuværende BMI er over 25, og jeg dermed på den skala er kategoriseret som overvægtig. Sådan ser jeg ikke mig selv længere – min mave er stort set flad nu, jeg har bare en bredere krop end de fleste. Nuvel! Jeg glæder mig til maj måned, og startede månedens første dag med en megahike på 13 km (den lange hike i Wildwood Canyon, som jeg skrev om i mit indlæg om LA hikes her).

Og så kan der vist ikke siges meget mere om mit vægttab i april måned. Jeg glæder mig til at opdatere jer igen, når vi går ind i juni. Jeg håber, at jeg er kommet et godt stykke tættere på mine mål til den tid. Måske endda være under 10 kg vægttab total? Det må være mit mål!

/Celia

Ps. Læs måned #2 her, og måned #1 her. :)

Du kan også læse ...

Ting der sker, når man taber sig

at tabe sig so skinny

Jeg nyder virkelig at kunne se resultaterne dag for dig, og jeg glæder mig allerede til at give jer i april update, når måneden er ovre, for jeg har allerede set resultater på vægten, selvom måneden kun lige er skudt i gang! Yeah! Jeg er topmotiveret til at kæmpe videre.

Til gengæld kan jeg berette, at jeg ifølge mit BMI stadig er overvægtig. Faktisk mangler jeg at veje hele 5 kg mindre, før jeg kan betegnes som normalvægtig. Pff! Jeg har aldrig gået synderligt meget op i BMI, og jeg kommer heller ikke til det. Jeg går op i spejlbilledet og lige går det den rigtige vej. Det er alt, der betyder noget.

Alligevel vil jeg lige give nogle observationer, jeg har gjort mig, her i løbet af mit vægttab. Jeg er 40% i forløbet og mangler de sidste 60% i forhold til det mål, jeg har sat mig, så der kommer sikkert flere observationer senere:

  • Når man taber sig, begynder tøjet at passe bedre. Win!
  • Samtidig begynder ens sportsbh til gengæld at passe dårligere og dårligere. Min er et nr. for stor i omkredsen, men god i skålen. Går jeg en omkreds ned, skal jeg en skål op (HVEM har fundet på bh-størrelses-systemet?), men så højt op i skål går de altså ikke i Victorias Secret … Alle D’erne kunne ikke være på deres label, I guess … (HVOR køber mine storbarmede medsøstre sportsbh’er!? Help!)
  • Man bliver besat af at tracke sine fremskridt med vægtene i fitnesscenteret, og sin hastighed på de daglige hikes i LA.
  • Motion bliver en fast del af rutinen, og man kan næsten ikke forestille sig en dag uden.
  • Smerter i muskler og ben bliver mindre og mindre, selvom man hele tiden klarer sig bedre og bedre
  • Cheat meals virker ikke ligeså tiltrækkende, når man ser resultaterne af hvad sund mad gør ved kroppen
  • Når musklerne så småt begynder at kunne anes på kroppen, er der ikke et øje tørt.

Hallelujah! Det bliver vitterligt nemmere og nemmere. Jeg er tilbøjelig til at tænke, at hvis man kan klare sig igennem de første 1-2 måneder af sådan et sundhedsforløb, så bliver man hooked! Jeg kan virkelig skrive under på, at det kun bliver bedre med tiden. Ahh! :)

Det var et lille indlæg fra den “overvægtige”. Jeg håber, I får en dejlig dag! Jeg er på vej i seng herovre, men ville lige et smut forbi bloggen.

Alle billederne er i øvrigt fra min Snap: celiaschow og min Instagram.

Slankeprojekt måned #2

måned #2

Det er endnu en gang blevet tid til at give jer en lille update på mit slankeprojekt – sidst trak indlægget mange flere besøgende, end den lille blog her nogensinde har prøvet. Mange var åbenbart interesseret i at se mine mavedeller blive (en lille smule) mindre.

Jeg forstår det godt. Jeg elsker selv den slags, og har efterhånden set alle før og efter billeder, der overhovedet findes på nettet. Jeg suger det til mig. Særligt inspirationen. Løftet om og beviset på, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Det har givet mig meget.

Karakteristisk for marts måned var, at vi havde besøg stort set hele måneden af gode venner. D. 2. marts kom min søde veninde Amarilla, og da vi afleverede hende i lufthavnen d. 16., kunne vi tage Asbjørn med, der netop var landet! Han rejste i mandags, og det føles næsten som om, at vores kære små er flyttet hjemmefra – selvom det også er rart nok at være alene igen.

Men marts var en måned, der var mindre striks end den februar, hvor jeg var 100% on track hele måneden. I marts blev jeg også syg i godt og vel en uge, hvilket førte til ret mange dage uden træning overhovedet.

Jeg fik en masse god mad, men de uger, hvor jeg ikke var plaget af feber og forkølelse (hvem får den slags skidt i LA!?), trænede jeg også dagligt med mine hikes og ellers styrketræning hver anden dag i vores træningscenter her i bygningen.

Jeg tabte mig nogle få pund, og her til slut på måneden havde jeg faktisk taget en lille smule på igen! Det var utroligt demotiverende for mig, at vægten pludselig steg i stedet for at falde, som den kun har gjort hidtil.

Det slog mig lidt ud af kurs i onsdags, hvor jeg hoppede på vægten, selvom jeg godt ved, at vægten kun er et tal. Jeg kan selv mærke, at jeg er blevet både stærkere og fastere – også selvom der ikke rigtig er nogen synlig forskel på billederne øverst i indlægget.

Til gengæld er jeg begyndt at måle min krop, så jeg kan se, om jeg trods intet vægttab, der er værd at tale om, har tabt mig eller i det mindste fået omdannet noget fedt til muskler – som vi jo alle ved vejer mere, end fedt gør!

Jeg begik den dumme fejl ikke at måle mig, da jeg startede projektet – eller faktisk målte jeg kun min talje. Min talje har alle dage været min bedste feature, så den fokuserer jeg mest på; men jeg har nu målt hele kroppen, så jeg i næste update kan lave en sammenligning på de mål.

Dog havde jeg tabt 7 cm i taljen, siden jeg startede projektet, og det gjorde mig ufatteligt glad! Jeg kan også binde mit yndlingstaljebælte en del strammere, end jeg kunne før, og hurra for det!

Jeg tror, at en af mine største fejl her i marts var, at jeg indtog alt, alt for mange kulhydrater. Særligt sweet potatos blev min helt store last, og Jonas og jeg delte ofte 2 pund af dem om aftenen! Det er altså næsten et kilo til deling. Men nøj, de smagte godt – og så skulle der jo mayo til, det er klart!

Jeg spiste også en hel del proteinbarer – eller hvad man kan kalde dem. Min favorit er en bar, der sælges overalt her i Cali, Clif, hedder den, og den smager egentlig mest af kage. Det var nok også grunden til, at jeg kastede min kærlighed over den. Det var bare så nemt at have sådan en med i tasken, når vi skulle nogle steder! Men jeg har opdaget, at den indeholder 42 g kulhydrater pr. bar! Så dem har jeg altså droppet. Skyder skylden for mit manglende vægttab på dem.

I april vil jeg skære ned på mit kulhydratindtag. Jeg har bl.a. udskiftet min banan i min morgensmoothie med en avocado, og jeg har skåret mine ris fra i min frokostwok. Baby steps. Jeg gider ikke at gå helt low carb, for jeg er simpelthen så glad for min frugt!

Jeg håber, at disse små tiltag kommer til at gavne mig i april, så jeg atter kan se fremskridt – i det mindste mere, end jeg så i marts! Jeg har stadig lang vej til mit mål, så jeg må bare blive ved med at kæmpe!

Aprils største udfordring bliver nok, at Runyon Canyon har lukket – vores morgen hike er sat på standby i hele fire måneder (!), mens de arbejder på et forbandet vandrørsprojekt. Noo. Jeg mødte min frisør, Vasi, i Runyon i går, og vi blev enige om, at det er helt grotesk, at de lukker LA’s bedste hike! Øv.

Til gengæld betyder det, at vi kan begynde at spille tennis oftere. Vi har 5 gratis tennisbaner få minutter fra vores lejlighed, og med altid dejligt vejr er det den helt perfekte sport at kaste sig over. Jeg har købt en tennisnederdel fra Adidas, som jeg glæder mig til at bruge!

Det var vist alt, der kunne presses ud af denne måneds slankeprojektupdate! Jeg håber, at I stadig finder det interessant. Jeg har fået nogle forespørgsler på at lave indlæg om hikes i LA, og det tænker jeg, at jeg gerne vil lave til jer? Derudover må I endelig sige til, hvis jeg skal lave nogle guides til min by – det gør jeg gerne. Vi er stadig the new kids on the block, men jeg har helt klart opdaget nogle perler allerede.

Let me know! Tak fordi I læste med så langt.

/Celia