Back from the edge

… Hej? Puha. Det er næsten et halvt år siden, jeg gav lyd fra mig herinde. Men jeg er her altså endnu – ude i den virkelige verden. En verden, der ser en del anderledes ud, end den gjorde for 6 måneder siden.

Følger I mig på Instagram? Der har jeg været ret aktiv det seneste halve år – i hvert fald i disse nye Instagram Stories, som jeg er blevet ret begejstret for. Det hele kom sig af, at min telefon begyndte at slukke uanset batteri-procent, når jeg brugte min forhenværende favoritapp, Snapchat, og så skiftede jeg simpelthen bare over til Instagram Stories.

Nå. Men flere har forsigtigt spurgt her på det seneste: “er du blevet single?” Jeg tror, de mange billeder og videoer med drinks, hikes og venner gav det hele væk. For ja, jeg er blevet single.

Og det var egentlig ikke nogen hemmelighed, jeg havde bare ikke behov for at gøre et stort, officielt nummer ud af det. For selvom det selvfølgelig er en pokkers stor omvæltning, der nok har berørt mig mere, end jeg tør indrømme, så var det faktisk meget udramatisk. Og vi er stadig bedste venner og snakker sammen hver dag.

Beslutningen var længe undervejs, og jeg vil egentlig ikke sige så meget om den. Vi havde bare udviklet os til at være venner fremfor kærester, og det tog vi konsekvensen af. Jeg tror også, at det var en af hovedgrundene til at al den angst, jeg døjede med sidste år, blussede op.

Jeg har bakset en hel del med at finde mig selv efter bruddet, og det har været kompliceret. Jeg er typen, der lider i stilhed og inde i mig selv, men denne gang har jeg forsøgt at distrahere mig selv med nye venner, fester, andres problemer og meget andet for ikke at skulle sidde alene med alle mine følelser, som jeg ikke har anet, hvordan jeg skulle håndtere.

Og til trods for alt det her, så har jeg faktisk været glad. Jeg har ikke et sekund fortrudt at være flyttet til LA, også selvom det har betyder, at jeg har været ufatteligt langt væk fra alle, jeg elsker, i mens alt dette har stået på. Men alligevel elsker jeg byen mere og mere for hver dag, der går.

Jeg tror, jeg er ved at finde mit ståsted i livet igen. Jeg føler, jeg er tilbage fra kanten, at fremtiden ser lys ud. Og det føles pokkers rart.

Jeg har dog formået at holde min træning ved lige – og faktisk har jeg trænet mere i de sidste 6 måneder, end jeg nogensinde har gjort før. Jeg er kommet i mit livs form, og det er stadig helt urealistisk, at jeg faktisk kan føle mig godt tilpas i min krop nu. Især så godt tilpas, at en af mine venner fik mig overtalt til at hike i kun shorts og en sportsbh (that’s how we do it in LA!).

Alle billederne i indlægget her er taget i løbet af de seneste 14 dage, så de er meget retvisende for, hvordan jeg ser ud i disse dage. Hvis det er, vil jeg gerne lave en update på mit træningsprojekt – der er i hvert fald sket en hel del, og det er så skønt, at mit hårde arbejde har båret frugt.

For tiden har jeg mit fulde fokus på mit arbejde. LA er en dyr by at bo i, og jeg vil gerne kunne nyde alle dens mange muligheder. Men jeg savner bloggen her, så lad os lige aftale, at jeg kigger ind snarest muligt igen! Jeg håber, I stadig er derude. <3

/Celia

Du kan også læse ...

At vokse op som enebarn

Piazza del Popolo

Jeg sad og læste Miriams indlæg om ikke at ville have børn, og jeg er meget enig med hende. Det skal være i orden og acceptabelt at sige, at man ikke ønsker børn. At folk er så dømmende over for kvinder, der ikke ønsker moderskabet, er virkelig ikke i orden. Vi er alle forskellige og ønsker forskellige ting. Punktum.

Nå, men jeg fortsatte ned i kommentarfeltet, hvor flere gav udtryk for frustrationen over konstant at blive spurgt ind til barn nr. 2, når de havde fået det første. Flere af disse kvinder ønskede kun et barn, og særligt følgende del af Trines kommentar ramte mig:

“Når så vi informerer om at vi altså ikke skal have flere børn, så bliver folk lige så forargede, og har mange meninger om hvorvidt man kan tillade sig at “lade” sit barn være enebarn.”

Jeg blev simpelthen så provokeret. Og det gav mig lyst til at kaste lidt lys over, hvordan det er at vokse op som enebarn. Jeg er nemlig mine forældres eneste barn sammen. Min mor har to børn med sin nye mand, som hun fik, da jeg var 13 og 16 år, og min mors mand har en datter, som er 10 år yngre end mig, og som kom hos os hver anden weekend.

For en god ordens skyld: jeg elsker mine søstre, og jeg er glad for, at jeg har fået dem! Jeg vil ikke forestille mig en verden uden dem. På vores ferie sammen på Kreta i sommers elskede jeg virkelig at være sammen med dem alle tre og lære dem bedre at kende.

Men jeg er altså vokset op som enebarn, og hos min far har jeg altid været det eneste barn. Som teenager boede jeg størstedelen af tiden hos ham, så jeg har altid følt mig som enebarn. I dag plejer jeg at sige, at jeg er enebarn med tre søstre – giver det mening? Jeg har begge sider i mig, og de fylder begge to. Sådan føles det.

Jeg kan huske, at jeg som teenager blev meget provokeret, når folk sagde ting som “hvor er det dog dejligt for dig, at du endelig fik nogle søskende, så du ikke er alene længere”. Det gjorde mig ofte så arrig, at jeg rystede, for jeg følte virkelig, at disse mennesker antog, at mit liv havde været skidt indtil da.

Det var som om, at de puttede en hel masse sympati ned over mig, og på en måde antog, at jeg havde manglet søskende i mit liv.

Nix, nope, not at all. Jeg elskede at være enebarn. Min mor har fortalt, at jeg som helt lille af og til spurgte efter søskende, men jeg tænker, at det har været fordi, alle mine venner i børnehaven fik søskende. Børn vil jo have det, alle de andre har, og jeg kan ærligt ikke huske, at jeg nogensinde har ønsket mig søskende.

Som enebarn har man et helt særligt forhold til sine forældre, og man skal aldrig dele deres opmærksomhed med nogen. Jeg tror, at man som enebarn er roligere, fordi man ikke er vant til at kæmpe med søskende om opmærksomhed, slikskålen om fredagen og fjernbetjeningen.

Jeg har også altid følt, at jeg var meget hurtig til at udvikle et stort ordforråd, fordi jeg brugte al min tid derhjemme på kun at snakke med voksne. Jeg var også dygtig til at tale med voksne, fordi jeg ikke havde søskende at lege med. Og jeg elskede at tale med de voksne som barn og lære fra dem.

Der er en myte om, at enebørn er dårlige til at dele, men det tror jeg virkelig handler om ens opdragelse. Som lille barn var jeg meget dårlig til at dele, men jeg lærte det lynhurtigt, og mine forældre satte en dyd i at lære mig, at man skal være god ved andre, og at legen er sjovest, når man deles om tingene.

Havde jeg fået en lillesøster eller bror som 2-årig, havde jeg helt sikkert elsket denne højt, og vi havde sikkert haft godt af at trøste hinanden, da mine (vores?) forældre gik fra hinanden, da jeg var 9 år. Men jeg har aldrig savnet det eller tænkt, at mit liv havde været bedre, hvis der var kommet en lillebror eller lillesøster.

Opvæksten som enebarn er noget helt særligt, og jeg ville bestemt ikke have det dårligt over en dag selv kun at få ét barn. Det ville jeg faktisk være meget glad for og stolt over. Og jeg ville under ingen omstændigheder sætte et andet barn i verden ud fra en tanke om, at det første barn skulle have nogen at være sammen med. Hvert enkelt barn skal ønskes individuelt, ikke for den førstes velbefindende.

Som Miriam siger i sit indlæg, så er det altså 2016 nu, og vi burde være ovre at skulle dømme folks beslutninger. Ingen børn, et barn, to børn eller otte børn. Gør det, der føles rigtigt for dig. Og stol på at andre gør det, der er bedst for dem. 

PS. jeg har mødt enebørn, som altid har ønsket sig søskende og har været kede af at være “alene”. Men jeg har til gengæld også mødt folk, der har et dårligt forhold til deres søskende, og aldrig rigtig har nydt deres selskab. Det er altså et bredt spektrum, og der er intet facit over, hvad der er mest rigtigt. Jeg har bare følt, at der manglede den gode oplevelse med opvæksten som enebarn – og sådan har jeg virkelig kun haft det.

8 år

Bub i Will Rogers

Jeg har en ret så speciel mand i mit liv. Det er ham, jeg tilbringer stort set al min tid sammen med; vi bor sammen, træner sammen, spiser sammen, drømmer sammen, taler sammen, arbejder sammen og sover sammen. Og lige præcis i dag, har det været sådan i 8 år. 8 fantastiske år.

I dag for 8 år siden, da jeg sad i klasseværelset i en af de første uger som 2.g’er, fik jeg en sms (ja, det brugte vi sgu dengang!) fra ham den søde, jeg havde kysset på i nogle uger, om han måtte tilføje mig som kæreste på Facebook? HELL YEAH, jeg havde faktisk næsten ikke drømt om andet, siden jeg mødte ham 8 måneder tidligere.

Og sådan gik det altså til, at vi blev kærester. Siden har vi oplevet så ekstremt meget sammen. Jeg tænker, det kunne være lidt sjovt at se tilbage på nogle af de ting, vi har oplevet sammen:

  • Vi har besøgt 18 lande sammen (Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Monaco, Italien, Vatikanstaten, San Marino, Grækenland, Spanien, Portugal, Thailand, USA, Mexico, Belize & Guatemala)
  • Vi har cyklet 3744 km gennem Europa i løbet af tre måneder (det år fejrede vi i øvrigt 5 års dag i Saint Tropez!)
  • Vi har boet sammen som vores begge første samboende kæreste
  • Vi har været langdistancekærester af to omgange: da Jonas studerede 5 måneder i San Diego, og da jeg var intern i fire måneder i San Francisco
  • Vi har været nomader sammen i ca. halvandet år.
  • Vi har solgt en lejlighed sammen
  • Vi har startet virksomhed sammen
  • Vi har visum til USA og flyttet hertil sammen
  • Vi har købt bil sammen

Og mange flere ting. Vi har bl.a. drømt sammen, hvilket i min verden er så uendeligt vigtigt. Jeg er så lykkelig for, at vi vil det samme i livet, og at vi altid støtter hinanden i alle projekter. Hvad end de projekter så er nogen, vi skal lave sammen eller hver for sig.

My man <3

Jeg er lykkelig over, hvordan han bringer mig en fantastisk ro i sindet, som jeg ikke har oplevet før. Han har fået mig til at slappe af, hvor jeg i starten af vores forhold var enormt bange for at gå glip af noget, og hvor min egen usikkerhed altid gav mig angst for, at jeg skulle miste ham, eller at han skulle finde en, der var bedre end mig, er jeg nu 100% sikker i vores kærlighed og commitment til hinanden, og det er ubeskriveligt dejligt.

Det er dejligt, at han hver eneste dag fortæller mig, at han elsker mig, giver mig kys i spandevis og kærligt driller mig. Og så siger han endda, jeg er smuk, når jeg føler mig allermest grim. <3

8 år er fløjet af sted, og selvom jeg ikke kan forstå, at vi har været sammen så ufatteligt længe, så kan jeg på ingen måde helt kende de personer, vi var for 8 år siden. Jeg ved, at mange oplever at vokse i hver sin retning, men vi er om noget vokset endnu tættere sammen på de 8 år, og selvom jeg er sikker på, at vi ikke er færdige med at vokse endnu, så glæder jeg mig til at vokse videre med min Bub (ja, cheesy kælenavne går I altså ikke fri for i dag!).

bubogbub

Så hurra for os! Hurra for kærligheden! Jeg skriver dette, mens Jonas sover, og det i virkeligheden ikke helt er vores årsdag endnu (i hvert fald ikke her i LA), men jeg ville alligevel lige komme ud med de her tanker og følelser.

Jeg ved endnu ikke, hvad vi skal lave, men jeg ved, at vi kommer til at hygge os gevaldigt – det gør vi altid! Jeg er lykkelig for at have en helt særlig mand i mit liv, som virkelig ser mig for den, jeg er.

Ok, cheesy talk done! Nu vil jeg putte mig ind til min søde mand og glæde mig til at fejre vores kærlighed, når vi vågner igen.