At vokse op som enebarn

Piazza del Popolo

Jeg sad og læste Miriams indlæg om ikke at ville have børn, og jeg er meget enig med hende. Det skal være i orden og acceptabelt at sige, at man ikke ønsker børn. At folk er så dømmende over for kvinder, der ikke ønsker moderskabet, er virkelig ikke i orden. Vi er alle forskellige og ønsker forskellige ting. Punktum.

Nå, men jeg fortsatte ned i kommentarfeltet, hvor flere gav udtryk for frustrationen over konstant at blive spurgt ind til barn nr. 2, når de havde fået det første. Flere af disse kvinder ønskede kun et barn, og særligt følgende del af Trines kommentar ramte mig:

“Når så vi informerer om at vi altså ikke skal have flere børn, så bliver folk lige så forargede, og har mange meninger om hvorvidt man kan tillade sig at “lade” sit barn være enebarn.”

Jeg blev simpelthen så provokeret. Og det gav mig lyst til at kaste lidt lys over, hvordan det er at vokse op som enebarn. Jeg er nemlig mine forældres eneste barn sammen. Min mor har to børn med sin nye mand, som hun fik, da jeg var 13 og 16 år, og min mors mand har en datter, som er 10 år yngre end mig, og som kom hos os hver anden weekend.

For en god ordens skyld: jeg elsker mine søstre, og jeg er glad for, at jeg har fået dem! Jeg vil ikke forestille mig en verden uden dem. På vores ferie sammen på Kreta i sommers elskede jeg virkelig at være sammen med dem alle tre og lære dem bedre at kende.

Men jeg er altså vokset op som enebarn, og hos min far har jeg altid været det eneste barn. Som teenager boede jeg størstedelen af tiden hos ham, så jeg har altid følt mig som enebarn. I dag plejer jeg at sige, at jeg er enebarn med tre søstre – giver det mening? Jeg har begge sider i mig, og de fylder begge to. Sådan føles det.

Jeg kan huske, at jeg som teenager blev meget provokeret, når folk sagde ting som “hvor er det dog dejligt for dig, at du endelig fik nogle søskende, så du ikke er alene længere”. Det gjorde mig ofte så arrig, at jeg rystede, for jeg følte virkelig, at disse mennesker antog, at mit liv havde været skidt indtil da.

Det var som om, at de puttede en hel masse sympati ned over mig, og på en måde antog, at jeg havde manglet søskende i mit liv.

Nix, nope, not at all. Jeg elskede at være enebarn. Min mor har fortalt, at jeg som helt lille af og til spurgte efter søskende, men jeg tænker, at det har været fordi, alle mine venner i børnehaven fik søskende. Børn vil jo have det, alle de andre har, og jeg kan ærligt ikke huske, at jeg nogensinde har ønsket mig søskende.

Som enebarn har man et helt særligt forhold til sine forældre, og man skal aldrig dele deres opmærksomhed med nogen. Jeg tror, at man som enebarn er roligere, fordi man ikke er vant til at kæmpe med søskende om opmærksomhed, slikskålen om fredagen og fjernbetjeningen.

Jeg har også altid følt, at jeg var meget hurtig til at udvikle et stort ordforråd, fordi jeg brugte al min tid derhjemme på kun at snakke med voksne. Jeg var også dygtig til at tale med voksne, fordi jeg ikke havde søskende at lege med. Og jeg elskede at tale med de voksne som barn og lære fra dem.

Der er en myte om, at enebørn er dårlige til at dele, men det tror jeg virkelig handler om ens opdragelse. Som lille barn var jeg meget dårlig til at dele, men jeg lærte det lynhurtigt, og mine forældre satte en dyd i at lære mig, at man skal være god ved andre, og at legen er sjovest, når man deles om tingene.

Havde jeg fået en lillesøster eller bror som 2-årig, havde jeg helt sikkert elsket denne højt, og vi havde sikkert haft godt af at trøste hinanden, da mine (vores?) forældre gik fra hinanden, da jeg var 9 år. Men jeg har aldrig savnet det eller tænkt, at mit liv havde været bedre, hvis der var kommet en lillebror eller lillesøster.

Opvæksten som enebarn er noget helt særligt, og jeg ville bestemt ikke have det dårligt over en dag selv kun at få ét barn. Det ville jeg faktisk være meget glad for og stolt over. Og jeg ville under ingen omstændigheder sætte et andet barn i verden ud fra en tanke om, at det første barn skulle have nogen at være sammen med. Hvert enkelt barn skal ønskes individuelt, ikke for den førstes velbefindende.

Som Miriam siger i sit indlæg, så er det altså 2016 nu, og vi burde være ovre at skulle dømme folks beslutninger. Ingen børn, et barn, to børn eller otte børn. Gør det, der føles rigtigt for dig. Og stol på at andre gør det, der er bedst for dem. 

PS. jeg har mødt enebørn, som altid har ønsket sig søskende og har været kede af at være “alene”. Men jeg har til gengæld også mødt folk, der har et dårligt forhold til deres søskende, og aldrig rigtig har nydt deres selskab. Det er altså et bredt spektrum, og der er intet facit over, hvad der er mest rigtigt. Jeg har bare følt, at der manglede den gode oplevelse med opvæksten som enebarn – og sådan har jeg virkelig kun haft det.

Du kan også læse ...

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 tanker

  • SVAR

    Godt skrevet!
    Jeg kan slet ikke se, hvad der skulle være så galt med “kun” at få ét barn. Eller ikke at få nogen. Eller at få fem. Så længe, man selv har det godt med sin beslutning og kan tage vare på de børn, man måtte vælge at få, så er der dæleme da ingen grund til, at nogen skal blande sig i ens valg.
    Vi har faktisk enebarnsdiskussionen herhjemme engang imellem, for min kæreste er enebarn (og insisterer på søskende til eventuelt afkom), men jeg har en bror (som jeg er meget glad for), men alligevel nok mere ser mig selv med maks. et enkelt barn. Og jeg har det ligesom du skriver: Jeg ville aldrig sætte et barn i verden, hvis det kun var for mit andet barns skyld. Jeg tror på, at børn har det bedst hos forældre, der trives, og hvis der ikke er søskende, så er der nok så mange andre gode ting!
    Og det med at dele. Det holder ikke en meter. Min kæreste, enebarn og opvokset laaaangt ude på landet uden ret meget kontakt til andre børn, er den sødeste deler, der uden problemer kan lade mig få de sidste 4 cookies. Jeg, derimod, er forfærdelig! Jeg øver mig og har øvet mig i mange år, men inderst inde så HADER jeg at dele. Og det gør jeg på grund af min bror, der i mange år (da han var lille barn), spiste sit slik før Disney Show og så skulle have halvdelen af mit. Og når han så havde spist det, skulle han have halvdelen af det, jeg så havde tilbage. Det ødelagde deleprocessen for mig.
    Jeg er heldigvis glad for ham nu, og jeg sætter kæmpestor pris på, at have nogen at have mine forældre til fælles med, men der findes en hel del enebørn, der er mere harmoniske end jeg ;)

    • SVAR

      Fedt at du er enig, Anne-Li! Du siger det virkelig så rigtigt.
      Det er sjovt, hvordan din kæreste gerne vil have flere børn, mens du mest hælder til ét! Og virkelig interessant i forhold til det der med at dele, haha. Jonas er heller ikke glad for at dele, og han har to brødre! ;) Han kan blive irriteret, hvis jeg vil smage hans mad, eller hvis jeg foreslår at dele en ret, når vi er ude at spise. ;) Det er lidt sjovt! Jeg går egentlig ikke ret meget op i det. Det eneste, jeg er dårlig til, er det med penge. Jeg har et meget stærkt forhold til mine egne penge, og jeg kan godt blive i dårligt humør, hvis jeg skal bruge mine penge til at dække en fælles udgift. :P Der er Jonas meget bedre og helt ligeglad. Så man er nok altid bare forskellige på visse punkter. :D
      Det er dejligt, at du er så glad for din lillebror (selvom han snød slik fra dig som barn – skarn! ;) ). <3
      Tak for din søde kommentar og spændende pointer! :D Love it!

  • SVAR

    Rigtigt godt skrevet…
    Kan nikke genkendende til det meste… Jeg har selv valgt at få et barn af flere årsager og jeg nyder min pige på 8 som bliver 9 til oktober… Jeg fik hende som 18 årige så ja det var tidligt.
    Desværre er det ikke nemt da jeg gik fra min datters far… Men jeg har ikke fortrudt at jeg kun har hende og lige nu går hun i skilsmissesgruppe for børn så hun møder andre i lignende situation. Rigtig mange mennesker spurgte hvornår jeg skulle have nr 2 men det ville jeg ikke.
    Min mor har fået 5 børn hvilket jeg synes er helt vildt men hun har gjort det fantastisk… Hun har været alene med 4 af os og nr 5 er sammen med en anden mand hun stadig er gift med.
    Desværre er søskendeforholdet til min storebrødre kunne godt være bedre. Alderforskellen på min lillesøster og mig er 11 år men vi har et fint forhold..
    Jeg ved ikke hvad jeg vil hen med det men det er bare rart at læse at andre har det som mig…

    • SVAR

      Hej Mari-Louis
      Hvor er det fedt, du kunne lide mit indlæg! Tusind tak. :) Dejligt med din datter – jeg er sikker på, at hun har det som blommen i et æg. Fantastisk, at du har fundet en gruppe af børn i samme situation som hende – det er jeg sikker på, hun får rigtig meget ud af.
      Vildt flot at din mor tog sig af 5 børn! Superwoman :)
      Søskendeforhold har jeg ikke stor erfaring med, men det er klart, at de både kan være stærke og nærmest ikke-eksisterende. Der er aldrig nogen garanti for, at søskende skaber et tæt bånd. Men jeg er glad for, at du trods alt er tæt med din søster.
      Det er også rart for mig, at jeg ikke er alene med at have det sådan her. <3 Så tak for din kommentar! Den betyder meget for mig.

      /Celia