Tid til at flytte fra NoHo

Runyon Canyon hike

Vi er hjemme i Los Angeles igen – vi fløj fra Danmark i onsdags, og landede onsdag aften lokal tid med en solid omgang jetlag. De 9 timers tidsforskel bliver bare aldrig nemme at vænne sig til, men vi er ved at have godt styr på at komme over det.

Allerede torsdag satte vi ind på den helt store boligjagt. Inden vi forlod LA i juli, opsagde vi nemlig vores skønne lejlighed i NoHo Arts District, og vi skulle således være ude d. 30. august, hvilket er i morgen.

Med fem dage til at finde en lejlighed, skrive under på en ny lejeaftale og flytte vores ting, kan man roligt sige, at vi var lidt pressede. Hvis I følger med på Snapchat, har I kunnet se, at vi har været på boligjagt hver dag, siden vi kom tilbage, og det har været en pokkers nervepirrende oplevelse.

Flere har spurgt, hvorfor vi dog allerede vil flytte, men det er der egentlig flere grunde til. Først og fremmest fik vi et brev om, at vores allerede absurd dyre husleje ville stige med $200 om måneden, hvis vi skrev under på 12 nye måneder her.

Skrev vi ikke under på 12 nye måneder, kunne vi være på en mere fleksibel lease, der ville løbe måned til måned, men da ville huslejen stige med $500 pr. måned.

Altså helt og aldeles urimeligt. Lejligheden, vi bor i, er vildt lækker. Den ligger i det skønneste kompleks med stor pool, jacuzzi, 24h fitnesscenter, nattevagter og aflåst parkeringskælder, men man kan altså få noget lignende i Hollywood til samme pris. Og hvorfor så bo i North Hollywood, der unægteligt ikke ligger lige så godt som de områder, der ligger syd for Hollywood Hills?

Derudover var vi virkelig interesserede i at flytte til et federe område. Vi kiggede mest på Hollywood, West Hollywood, Miracle Mile og Beverly Hills. Når man elsker at gå ture, så er NoHo, hvor vi har boet det sidste år, ikke det fedeste område. Det er på vej frem, men det er altså stadig ret så skummelt til tider – særligt når man forlader det lille område, de har døbt NoHo Arts District, der fylder halvanden blok her hvor vi bor …

My apartment in LA

Det at lede efter bolig i LA, er en løjerlig process. Vi har oplevet de underligste ting, og boligmarkedet herovre er nærmest stikmodsat af det, vi er vant til fra Danmark. Amerikanerne er sgu lidt skøre, når det kommer til bolig …

Lad mig remse lidt op: I LA skriver man under på en lease, der oftest varer 12 måneder. Man kan altså ikke flytte ud i den periode. Dog er boligmarkedet så fleksibelt, at man kan flytte ind nogle timer efter, man har fået vist en lejlighed. Lejlighederne i LA er hundedyre, men til gengæld er der en masse ledige boliger, så der er ikke boligmangel på samme måde, som vi kender det i København.

Lejlighederne i LA er også ofte i meget ringe stand, i hvert fald når man kigger på de “billige” af slagsen, som starter fra min. $1500 (ca. 10.000 kr.) om måneden.

Vi oplevede både at blive afvist i døren til et åbent hus, hvor vi dukkede op en lille time efter, de åbnede, da lejligheden allerede var blevet lejet ud. Vi oplevede også at blive nægtet en ansøgningsformular til en lejlighed i Hollywood, da udlejer mente, vi var et alt for pænt par til at kunne bo der (der var virkelig også skummelt!).

Vi har kigget på rigtig mange lejligheder i de seneste døgn, og det har været enormt hårdt, stressende og uoverskueligt til tider – særligt når trætheden satte ind omkring kl. 15 her, hvor det er midnat i Danmark. Men vi kom igennem det.

Los Angeles

Da vi slog øjnene op i morges – dagen før vi skulle flytte ud af vores lejlighed – havde vi endnu ikke fundet et nyt hjem, vi kunne flytte ind i. Vi var stressede, nervøse og mildest talt meget ulykkelige over situationen, for hvor pokker skulle vi tage hen, hvis dagen i dag ikke gav pote i form af en ny bolig?

Heldigvis fik vi i en lejlighed i dag. Og ikke bare en hvilken som helst lejlighed. Det er simpelthen drømmelejligheden, og vi dansede rundt i stuen, da vi omkring kl. 20 modtog den endelige bekræftelse på, at vi var blevet valgt til lejligheden. Hallelujah! Det føltes virkelig som at vinde den helt store lottogevinst – og ærlig talt, så tror jeg faktisk, at det er det samme.

Vi får altså noget af en opgradering i forhold til vores nuværende lejlighed: hele to værelser (det, de kalder en “one bedroom” her), altan, pejs, masser af skabsplads og LA’s nok bedste beliggenhed. Har I hørt om Melrose Place? Det er et meget lille stykke vej lige ved West Hollywood, som simpelthen er det hyggeligste sted. Vi kommer til at bo få hundrede meter derfra. Pinch me, I’m dreaming!

Og det bedste af det hele er, at vores husleje kommer til at falde. Jep! Det bliver aldrig billigt at bo sådan et sted, men i forhold til det, vi får, og hvad der ellers er at få i den her skøre by, så er det nok en af de bedste deals, man kunne tænke sig.

Det hele lod sig gøre ved at vi besluttede os for at ringe på et opslag, der ikke havde nogle billeder af lejligheden og kun havde “new paint” i beskrivelsen. Og det viste sig at være vores bedste beslutning. Udlejer var selv fra Europa, kendte flere danskere, elskede os, og den eneste umiddelbare konkurrent, der var dukket op, lignede mildest talt en stofmisbruger.

Så det hele flaskede sig. Vi fik drømmelejligheden, også selvom den har gulvtæppe i soveværelset. Og vi kunne simpelthen ikke være mere lykkelige! Det bliver det vildeste kapitel for os at starte, og jeg glæder mig sådan til at vise jer vores nye hjem!

I morgen står den på flytning. Jeg er ved at lade mit vlog-kamera op, så jeg kan vlogge vores flytning, og give jer en tour af både vores gamle lejlighed (for den er altså også for skøn!), men naturligvis også af den nye! Så jeg håber, I er klar på lidt lejlighedsspam! Det er i hvert fald det, der fylder hos mig lige nu. I kan også følge vores flytning på min Snapchat (celiaschow).

Godnat fra LA. I morgen bliver en fantastisk dag!

Du kan også læse ...

Postkort fra Paris

Sacre Couer Paris

Ahh, Paris. Jeg når lige at sende jer et lille “postkort”, inden vi forlader denne fantastiske by senere i dag. Det er ikke med min gode vilje, men der venter os nogle ekstremt travle – men også rare – dage tilbage i København, som blandt andet står på bryllup hos gode venner, middag med min far, brunch med min mormor, hygge hos min farmor og farfar, middag med mine svigerforældre og kaffe med Jonas’ bror og niece.

Alt dette (og måske endda endnu mere) skal vi have presset ind på bare fem dage, før vi boarder Norwegians Dreamliner mod vores hjem i Los Angeles. Ah! Stress.

Nå, men jeg skulle jo for pokker fortælle jer lidt om Paris. Og der er altså ikke så lidt at fortælle. Hvis I har fulgt med på Snapchat (celiaschow), så vil I have hørt mig bruge ordet “magical” lidt for meget (ja, jeg snapper på engelsk, selvom 95% af mine følgere er danske, ok? Internationalt fokus, dér), og det opsummerer egentlig på fineste vis, hvordan jeg har det med Paris.

Da vi lagde vejen forbi for tre år siden, som en kæmpe omvej på vores cykeltur mod Rom, faldt vi begge to pladask for den parisiske charme. Det var den by, vi havde allersværest ved at forlade på turen, og det siger ikke så lidt, for vi var virkelig forbi nogle lækre byer.

Dette besøg har kun gjort vores kærlighed til den franske hovedstad endnu større, og jeg tør godt proklamere, at Paris er Europas (hvis ikke verdens) smukkeste by. Jeg mener, se lige:

Jardin du LuxembourgSmukke parisLouvre museet i parisSeinen paris

Men helt ærligt. Der findes bare ikke grimhed i Paris (måske lige med undtagelse af det rædselsfulde Centre Pompidou i Marais). Alle bygningerne er smukke, velholdte og med så enormt mange detaljer, at jeg har ondt i nakken af at gå og kigge op på dem.

Seinen, der jo snor sig midt igennem byen, bryder de hyggelige kvarterer op, og det er så fantastisk at gå op og ned langs floden, mens man beundrer de enormt smukke, brede og detaljerede broer, der forbinder de to dele af Paris.

Og så er der parkerne. Paris har sin del af smukke grønne områder, og vi bor selv kun et stenkast fra fantastiske Jardin du Luxembourg, som vi har slendret rundt i ofte. Men også Jardin des Tuileries, der ligger i forbindelse med Musée du Louvre er skøn og frodig.

Jeg har skriblet ned i en lille notesbog og forsøgt at sætte ord på alle de ting, der gør Paris så særlig. Min bog, som jeg er ved at skrive, foregår nemlig mest i Paris, og jeg vil gerne kunne beskrive byen præcist, og om muligt formå at bringe lidt af den parisiske magi til læseren gennem mine ord.

Så det er Paris. Her er virkelig magisk. Og jeg kunne snildt snuppe 2 uger mere! Jeg håber, at vi kan komme forbi byen hver gang vi er på visit i Europa. Men Norwegian har også netop åbnet en direkte rute mellem LA og Paris til de sædvanlige lave priser, så mon ikke vi ikke har sat vores fødder i Paris for sidste gang …

Eiffeltårnet Paris

Au revoir, Paris! Jeg savner dig allerede.

Tanker om terrortruslen

politi i Paris

Da vi ankom i Paris i sidste uge, mødte vi det par, hvis lejlighed vi skulle låne i to uger. De tog nemlig først til LA dagen efter vores ankomst i Paris, og derfor kunne vi mødes. Det var enormt dejligt at møde dem i virkeligheden og tale om løst og fast. De var enormt sympatiske, og vi var pludselig meget mere trygge ved at overgive nøglerne til vores kære LA lejlighed til dem.

Noget af det første, de spurgte os om, da vi havde sat os i deres fine stue, var om vi var nervøse for terror her i Paris. Jonas svarede nej ret hurtigt, mens jeg tøvede lidt.

Alt det her angst, eller hvad det nu er, jeg bøvler med, får mig til at bekymre mig helt enormt om mange ting. Herunder terror. Og særligt her i Frankrig, hvor de jo desværre har været udsat for alt for mange angreb indenfor de seneste få år.

Men jeg føler også truslen i Danmark. Jeg kan få små angstanfald, når jeg kører med offentlig transport og føler, at en eller anden opfører sig underligt. Flere gange har jeg i København stået af bussen, fordi jeg simpelthen var så nervøs for en eller anden (sikkert ufarlig) person, der var med.

Når der sker et terrorangreb, som f.eks. det i Paris i november sidste år, eller det forfærdelige i Nice for få uger siden, så går jeg i total undtagelsestilstand og læser alt, jeg kan finde, om emnet. Jeg kan bruge flere dage på at sørge over det, selvom jeg ikke kender de indblandede.

Det bunder sikkert i en generel utryghed over for terror, som rammer så tilfældigt og dermed virker som en mere reel trussel end for eksempel trafikuheld, som jo dræber langt flere, end terror gør. Jeg ved ikke, hvad det er, men det bekymrer mig. Meget.

militær i Paris

Da vi i søndags stod uden for Forum Les Halles ikke så langt fra hvor vi bor her i Paris, fik jeg øje på en mand i militærtøj, der bar på en skarpladt riffel. Ikke noget ualmindeligt syn her i Paris i disse tider, hvor der er vagter, politi og militær på nærmest hvert gadehjørne.

Men det, der slog mig med ham her, var, at han var helt alene. Og han virkede nervøs. Normalt går militær og politi i grupper af to eller tre personer, og de virker meget rolige. Ham her så sig febrilsk omkring, og da jeg fik øjenkontakt med ham, vendte alt sig inden i mig.

Mine tanker for rundt i hovedet på mig, og jeg kom til at tænke på Breivik, der jo var klædt ud som politimand, da han dræbte de stakkels unge på Utøya. Jeg greb Jonas’ arm og hev ham hastigt væk fra scenen. Ind mellem biler, bag butiksfacader. Jeg tænkte kun på to ting: at komme væk derfra, og at få biler, butiksfacader, anything, i mellem dirkete skudlinje fra militærmanden og os.

Helt ude af proportioner. Og den stakkels mand var sikkert ikke en pind farlig. Der var i hvert fald ingen skud at høre. Ikke flere sirener end hvad normalt er i en hovedstad.

Så jo, jeg er bange for terror. Der skal ikke meget til, før jeg har hjertet i halsen og tænker i ren overlevelse. Fight or flight kaldte min læge det, da vi talte om angst og de reaktioner, man får på “farlige” situationer. Mit instinkt for at flygte er i hvert fald stærkt.

Jeg tør slet ikke at tænke på, hvordan det må være at have terroren endnu tættere på. Vores franske venner fortalte os, at alle i Paris kender nogen (eller nogen, der kender nogen), der var indblandet i angrebet på Bataclan i november sidste år. Forestil jer lige det.

Canal Saint Martin i det 10ende Arrondissment

Canal Saint Martin i det 10ende Arrondissment

Café Bonne Bière

Aperol Spritz og popcorn på Café Bonne Bière

I sidste uge var vi en tur i det 10ende Arrondissement, hvor angrebene i november især fandt sted. Vi satte os på Café Bonne Bière, som var en af de caféer, der blev angrebet. 5 mennesker mistede livet lige der, hvor vi sad, på den hyggelige fortovscafé.

Jeg var egentlig ikke bange, da vi sad der, men det var absurd at tænke på, hvad der var sket netop der. Det virkede så fredfyldt. Udsigten til Canal Saint Martin, leende mennesker og kolde drinks. Man ville aldrig kunne forestille sig, hvad der var sket netop der, hvis man ikke vidste det på forhånd.

Efter besøget gik vi videre, ned ad Rue Bichat og til det sted, hvor den rammer Rue Alibert. Her ligger flere hyggelige caféer og spisesteder, bl.a. Le Petit Cambodge, hvor 11 mennesker mistede livet under angrebet. Den cambodianske restaurant hold lukket i hele fire måneder for at få et totalt anderledes udseende end før.

Vores plan var egentlig at spise der, men vi var ikke sultne, så vi tog hjemad mod Latinerkvarteret, som er vores parisiske hjem indtil på torsdag. Det føltes som en fattig støtte blot at lægge vores penge der, men alligevel er det vel det eneste, man kan gøre nu.

Blomster i paris Terror Place du Republique mindesmærke

Place de la Republique som ligger i nærheden, har siden angrebene fungeret som mindesmærke. Der er også stadig blomster, lys og breve, og de har installeret en metalplade til minde om de 130 mennesker, der mistede livet i november. En smuk gestus.

Selvom jeg ikke oplevede decideret angst på vores tur rundt i det skønne 10ende Arrondissement for at se de steder, der blev angrebet, så rørte det mig alligevel dybt. Måske især det faktum, at alle stederne var så hyggelige og virkede helt uberørte af angrebene.

Og som vores franske venner sagde: det er det eneste, vi kan gøre nu. Ikke at lade terrortruslen ændre vores hverdag, men i stedet fortsætte vores liv, som vi plejer. Og så måske støtte netop de steder, der blev ramt, så de kan komme ordentligt tilbage igen.

Nok gør det mig trist, at den store tilstedeværelse af militær og politi er nødvendig, men omvendt glæder det mig, at de i Frankrig tager truslen alvorligt. Jeg drømmer (måske naivt) om et Europa, der ikke skal være sådan parat. For bare tre år siden, da vi sidst var i Paris, var der ikke politi og militær på hvert gadehjørne. Det er der i dag. Det er tankevækkende.