8 år

Bub i Will Rogers

Jeg har en ret så speciel mand i mit liv. Det er ham, jeg tilbringer stort set al min tid sammen med; vi bor sammen, træner sammen, spiser sammen, drømmer sammen, taler sammen, arbejder sammen og sover sammen. Og lige præcis i dag, har det været sådan i 8 år. 8 fantastiske år.

I dag for 8 år siden, da jeg sad i klasseværelset i en af de første uger som 2.g’er, fik jeg en sms (ja, det brugte vi sgu dengang!) fra ham den søde, jeg havde kysset på i nogle uger, om han måtte tilføje mig som kæreste på Facebook? HELL YEAH, jeg havde faktisk næsten ikke drømt om andet, siden jeg mødte ham 8 måneder tidligere.

Og sådan gik det altså til, at vi blev kærester. Siden har vi oplevet så ekstremt meget sammen. Jeg tænker, det kunne være lidt sjovt at se tilbage på nogle af de ting, vi har oplevet sammen:

  • Vi har besøgt 18 lande sammen (Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Monaco, Italien, Vatikanstaten, San Marino, Grækenland, Spanien, Portugal, Thailand, USA, Mexico, Belize & Guatemala)
  • Vi har cyklet 3744 km gennem Europa i løbet af tre måneder (det år fejrede vi i øvrigt 5 års dag i Saint Tropez!)
  • Vi har boet sammen som vores begge første samboende kæreste
  • Vi har været langdistancekærester af to omgange: da Jonas studerede 5 måneder i San Diego, og da jeg var intern i fire måneder i San Francisco
  • Vi har været nomader sammen i ca. halvandet år.
  • Vi har solgt en lejlighed sammen
  • Vi har startet virksomhed sammen
  • Vi har visum til USA og flyttet hertil sammen
  • Vi har købt bil sammen

Og mange flere ting. Vi har bl.a. drømt sammen, hvilket i min verden er så uendeligt vigtigt. Jeg er så lykkelig for, at vi vil det samme i livet, og at vi altid støtter hinanden i alle projekter. Hvad end de projekter så er nogen, vi skal lave sammen eller hver for sig.

My man <3

Jeg er lykkelig over, hvordan han bringer mig en fantastisk ro i sindet, som jeg ikke har oplevet før. Han har fået mig til at slappe af, hvor jeg i starten af vores forhold var enormt bange for at gå glip af noget, og hvor min egen usikkerhed altid gav mig angst for, at jeg skulle miste ham, eller at han skulle finde en, der var bedre end mig, er jeg nu 100% sikker i vores kærlighed og commitment til hinanden, og det er ubeskriveligt dejligt.

Det er dejligt, at han hver eneste dag fortæller mig, at han elsker mig, giver mig kys i spandevis og kærligt driller mig. Og så siger han endda, jeg er smuk, når jeg føler mig allermest grim. <3

8 år er fløjet af sted, og selvom jeg ikke kan forstå, at vi har været sammen så ufatteligt længe, så kan jeg på ingen måde helt kende de personer, vi var for 8 år siden. Jeg ved, at mange oplever at vokse i hver sin retning, men vi er om noget vokset endnu tættere sammen på de 8 år, og selvom jeg er sikker på, at vi ikke er færdige med at vokse endnu, så glæder jeg mig til at vokse videre med min Bub (ja, cheesy kælenavne går I altså ikke fri for i dag!).

bubogbub

Så hurra for os! Hurra for kærligheden! Jeg skriver dette, mens Jonas sover, og det i virkeligheden ikke helt er vores årsdag endnu (i hvert fald ikke her i LA), men jeg ville alligevel lige komme ud med de her tanker og følelser.

Jeg ved endnu ikke, hvad vi skal lave, men jeg ved, at vi kommer til at hygge os gevaldigt – det gør vi altid! Jeg er lykkelig for at have en helt særlig mand i mit liv, som virkelig ser mig for den, jeg er.

Ok, cheesy talk done! Nu vil jeg putte mig ind til min søde mand og glæde mig til at fejre vores kærlighed, når vi vågner igen.

Du kan også læse ...

To måneder uden træning

Celia træning

Øverst: min krop i juni. Nederst: min krop nu

Jeg tænkte, at det var tid til at give en lille status på mit slankeprojekt. Siden jeg flyttede til LA officielt i februar, har jeg jo været på noget af en sundhedsrejse, da flere års rejsen rundt i verden havde efterladt mig en hel del større, end jeg følte mig komfortabel med at være.

Det gik godt. På 5 måneder tabte jeg mig lidt over 13 kilo, og jeg følte mig faktisk ret stærk og “fit”, selvom jeg ofte havde nogle set backs, da min angst var værst. Men et eller andet sted er jeg glad for, at min krop var stærkere, da det endelig ramte mig.

Så tog vi jo et smut til Europa. Der var kage hos alle, vi besøgte i Danmark. Og jeg er altså ikke kendt for at lade kage stå, så der røg alt for mege kage indenbors. Derudover fik vi jo pokkers god mad alle vegne, blev inviteret ud at spise, gik amok i dansk bland-selv-slik (det var vist nok mest mig, ahem …).

Derefter gik turen til Kreta, hvor der var pokkers varmt og dejligt, og hvor man næsten kun kunne sidde i skyggen med en stor is.

Videre til Paris, hvor vi gik på jagt efter byens bedste croissant, tømte et par bægre nutella, mæskede os i lækker mad og med tilhørende friske baguettes.

Et smut tilbage i Danmark bød på mere kage, mere bland-selv-slik og mere alt for lækker mad – både hos familie og venner, men også på diverse restauranter.

Nøj. Jeg behøver vel ikke at komme ind på, hvorfor det der med at rejse fuldtid gjorde mig overvægtig? ;) Jeg oplever virkelig steder gennem den lokale mad, og det er jeg altså ikke flov over. Jovist, jeg kunne nok godt skrue lidt ned for mængderne, men det har virkelig også ført en masse godt med sig, at vi har prøvet god mad i så mange forskellige lande.

Nu ved vi, at croissanterne er bedst hos Cyril Lignac i Paris, espresso nydes bedst stående i baren på Sant’Eustachio Il Caffè i Rom, og at man ikke har smagt tacos, før man har prøvet det i Mexico.

Og faktisk er gør det det nemmere for os at holde os fra netop de ting, når vi er alle andre steder. Forstået på den måde, at jeg ikke kunne finde på at købe en croissant i Danmark. Det gør jeg i Paris. Og hvor prætentiøst det end lyder, så virker det for mig. Ligesom brunsvigeren bare smager bedst på Fyn hos verdens bedste farmor.

Celia i Runyon Canyon

Runyon Canyon, 6. september 2016

Tilbage til træningsstoppet … Måske er det i virkeligheden ikke træningen, jeg har været så dårlig til at overholde (vi gik i gennemsnit 13.000 skridt om dagen, mens vi rejste), men mit madindtag har nok nærmere været problemet i de to måneder.

Jeg har desværre ikke min trofaste vægt længere – jeg brugte den i fitnesscenteret i vores gamle lejlighedskompleks – så jeg kan ikke fortælle jer, hvor meget jeg har taget på. Jeg har taget 1,5 cm på i taljemål, og ellers ser alt egentlig ikke helt dumt ud. Jeg er i hvert fald ikke tilbage til start, og heldigvis for det!

Det eneste, jeg har kunnet mærke forskel på, er, at jeg ikke er så “fast” i huden længere, som jeg var i juni. Det går altså hurtigt. Jeg skal have gang i nogle squats, armøvelser og nogle mavebøjninger igen, så jeg kan blive lidt fastere i det! Nu hvor vi har mistet vores træningscenter, overvejer jeg lidt noget pilateshalløj fra YouTube – men er det nok? Fitnessabonnementerne herovre er lidt pebrede, så indtil FitnessWorld udvider til LA, overvejer jeg at undvære …

I hvert fald puster og stønner jeg noget mere, end jeg plejede, da vi var en tur forbi Runyon Canyon i går. Jeg fik dog Jonas til at tage et billede af mig og udsigten fra toppen, som jeg altså aldrig bliver træt af. Den er sveden og ømme lunger værd, hver gang!

Vil du også flytte til USA?

Murica

I kan tro, vi nyder at være tilbage i LA! Jeg havde en lidt underlig følelse i kroppen, da vi begav os tilbage over det store Atlanterhav, fordi vores sidste dage i Danmark var så tætpakkede, og der var en masse mennesker, som jeg virkelig gerne ville have set, og det gjorde mig lidt trist, at jeg ikke nåede alting.

Derudover vidste vi jo også, at der ventede os en intens boligjagt, så snart vi satte benene på amerikansk jord, og med kun 5 dage til at finde et nyt sted, før vi skulle være ude af vores gamle lejlighed, havde vi en stram og meget ubarmhjertig deadline, vi skulle overholde.

Det hele endte jo heldigvis lykkeligt (thank God!), men som vi satte os ombord i flyet, havde jeg bare en hel masse ambivalente følelser, der for rundt og gjorde ballade i kroppen.

Men nu, hvor der efterhånden er styr på alting, og vi så småt er kommet på plads i vores absurd dejlige nye lejlighed, og så småt finder os til rette i vores nye hverdag her, er jeg blevet ramt af en altomsluttende lykke over at være tilbage i – hvad der for mig er – verdens dejligste by!

Som et led i at blive et gladere og mindre angstramt menneske, er jeg begyndt at sætte tid af til at være taknemmelig. Selvom jeg er et meget ambitiøst menneske, som godt kan have en tilbøjelighed til altid at føle mig som en fiasko og konstant bagefter, så virker det virkelig for mig at tænke over alt det, jeg faktisk har opnået, og sætte pris på det. Count my blessings, som de siger herovre! ;)

Og hallelujah, jeg har det vildt over, at vi rent faktisk er i USA. At det lykkedes. Vores årelange drøm om at bo herovre fast lykkedes fandme. Det er vel også værd at sætte pris på? Dét øver jeg mig i hvert fald i.

Webinar om E2 visum

visum til USA

Som dansker i USA får jeg dog ofte henvendelser fra andre danskere, der ligesom mig altid har drømt om at flytte herover, og det er virkelig sjovt at få lov til at hjælpe lidt med hele processen. Mit ønske er, at jeg en dag rent faktisk hjælper en herover, det ville være det vildeste!

Rent faktisk har Jonas og jeg lavet en lille deal med vores helt ekstremt dygtige immigrationsadvokater, og vi har arbejdet på et webinar, hvis indhold advokaterne nu har godkendt. Så det webinar regner vi med snart at skulle afholde! Det kommer til at handle om, hvordan vores visum, E2, virker, og hvordan man får sådan et.

Vores mål er at kæde danskere, der har mulighed for at søge et E2 visum, sammen med vores advokater, samtidig med at vi yder en hjælp til de mere praktiske ting, som advokaterne ikke ved så meget om. Det kan bl.a. være at deale med IRS, oprette en bankkonto, investere på smarteste vis i sin E2 business, finde et sted at bo, købe en bil og meget mere. Alt det, som vi i det seneste år har erfaret fra første hånd i denne fantastiske (men kringlede) rejse.

Vi vil altså være en slags hjælpende hånd til de danskere, der vælger at følge deres drømme og flytte til USA – præcis som vi selv har gjort! Dengang vi startede processen, kunne vi virkelig godt have brugt noget lignende! Vi lavede en masse fejl, som endte med at koste en masse penge, og det vil vi gerne hjælpe andre med.

Tro det eller ej, men der findes virkelig ikke ret meget konkret og god info online om den slags indtil videre. Det hele er kringlet, gemt væk, der er advokat-fusk mange steder, og generelt er det en jungle, der er virkelig svær at overskue.

Så det er planen! Det havde jeg virkelig lige lyst til at dele med jer. Jeg skal nok komme ind på dato og tilmelding for vores webinar, men der kommer mere info i denne uge, når vi får sat en dato for webinaret. Jeg håber sådan, at nogle af jer har lyst til at deltage!

Q&A om at flytte til USA

Los Angeles

Lidt i samme ombæring tænkte jeg, at det kunne være sjovt at skyde gang i bloggens allerførste Q&A nogensinde – hvis I har lyst. ;)

Jeg tænker, at den skal være lidt mere åben, end det webinar vi vil afholde, så derfor handler Q&A’en om at flytte til USA. Jeg ved, at I er mange derude, der selv sidder med en amerikansk drøm, og derfor har I sikkert et hav af spørgsmål.

Så fyr dem endelig af i kommentarfeltet herunder, så jeg kan besvare dem efter bedste evne. Jeg er jo ikke advokat, men jeg har trods alt en helt generel forståelse for, hvad det kræver at flytte herover, og jeg har jo selv været processen igennem, så brug mig endelig og få svar på jeres spørgsmål om at flytte til USA.

I må også gerne udvide spørgsmålene til at handle om at bo i Los Angeles, hvis I er interesserede i den del. For ja, her er fantastisk, vejret er stort set altid godt, maden er lækker og folk er hamrende søde!

… Og så er det vist tid til at lukke ned herfra. Jeg har tusindevis af billeder fra vores sommer i Europa, som jeg er ved at sortere i og redigere, så de kan komme op på bloggen. Hold op, der er meget arbejde i det! ;) Men jeg glæder mig afsindigt meget til at dele det hele med jer!

/C.