Snapshots fra det virkelige liv

Min snapchat min snapchat

Jeg holdt lige en uplanlagt pause fra bloggen her efter det amerikanske valg. Ikke i ren frustration over resultatet (som I måske husker, forholdt jeg mig egentlig gange roligt til nyheden om vores nye pussy-grabbing præsident), men nok mest i mangel på god blogging-disciplin, som jeg gang på gang forsøger at få styr på. Oh well. Jeg er inde i en periode med masser af motivation og tanker, så lad os lige krydse fingre for, at det ikke forsvinder foreløbigt, shall we?

Nå – men jeg besluttede mig lige for at give jer en lille status på det vilde LA-liv på det seneste. Og det har faktisk været ganske indholdsrigt (hvilket måske har været grunden til min manglende blogging?), så I får en update i punktform. Siden sidst har jeg …

  • været talkshows-publikum hos Conan O’Brien i Warner Bros Studios i Burbank og hos James Corden i CBS i Miracle Mile med bare én dags mellemrum. Højdepunktet var nok at se Kendall Jenner (og Kris Jenner i kulissen) hos James Corden, hvor de blandt andet legede Spill Your Guts Or Fill Your Guts (som I bør se på YouTube her!), men også at vandre rundt på Warner Brothers Studios – jeg bliver simpelthen nødt til at tage en cheesy turist-rundvisning derude en dag!
  • været syg i to uger oven på føromtalte talkshows-oplevelser – det blev jeg også sidste gang, jeg var publikum tilbage i foråret, så nu tror jeg altså lige, jeg holder en pause fra det. Hvem har tid til at være syg i dagevis!?
  • fejret Thanksgiving med vores danske LA-familie og druknet i kalkun, stuffing, gravy og mashed potatoes (som altsammen var overraskende smagløst?). Sikke en aften!
  • besøgt Newport Beach syd for LA sammen med verdens bedste roomie, Elizabeth – hendes kæreste, som forvirrende nok også hedder Jonas, bor dernede, og det er simpelthen så smukt og stille i forhold til skøre LA. Dejligste lille dagstur.
  • arbejdet på højtryk for at få styr på vores lille USA-biks, der var blevet lidt forsømt sommeren over, hvor vi jo som bekendt rendte Europa tynd, og nu har vi fået de sidste test-print og er ved at være klar til at aflevere vores endelige ordre og sætte gang i shoppen. Jeg er alt for spændt!
  • haft besøg af min skønne far i en hel uge! Det var den vildeste oplevelse at vise ham min by. Vi nåede rigtig meget på en uge, og besøgte bl.a. Ronald Reagan’s Presidential Library i Simi Valley, spiste burgere, hikede til Hollywood-skiltet, drak drinks på toppen af DTLA, mødte høns (!) i Arts District, kørte rundt på Mulholland Dr, shoppede amok på Black Friday, så på dyre biler i Beverly Hills og vigtigst af alt: var sammen. <3
  • holdt min træning og hiking ved lige, til trods for et øget optag af In-N-Out – hvad er det med koldt vejr, der dræber ens (læs: min) motivation til at lave mad, og får burgere og snaskede pommes til at virke som den bedste aftensmad? Suk.
  • sagt et trist farvel til vores nu eks-roomie Elizabeth, som er tilbage i Danmark nu. Åh, hvor jeg håber, at hun snart kommer tilbage. Det er altså ikke mange mennesker, man kan gå op og ned af i to måneder, og så føle sig lidt tom, når det er slut.
  • brokket mig over dårligt vejr i min solskinsby, hvor temperaturen i øjeblikket har bevæget sig ned under de 20 grader. Jeg synes virkelig selv, det er hårdt og koldt, men må prøve at huske på det danske vintervejr, som jeg trods alt levede med i 24 år. Men man vænner sig altså hurtigt til høje temperaturer dagligt – og jeg ejer altså ikke lange bukser, og så er 16 grader lidt koldt.

Det har med andre ord været nogle ret skønne uger ude i det virkelige liv, og det skal der også være plads til af og til. Men jeg har savnet at opdatere herinde, så nu vil jeg prioritere det i min hverdag! Alle billederne i starten af indlægget er hapset fra min Snapchat (celiaschow), hvor jeg opdaterer dagligt. Så hvis I kan holde til solskin midt i den danske vinterkulde, så må I følge med derinde. ;)

Jeg kigger forbi igen i morgen – jeg overvejer at dele et outfit med jer tilbage fra august måned, hvor vi var på Kreta. Men nu må vi se, hvad jeg finder på.

Du kan også læse ...

Tanker om valget

Selfies med Joe Rogan og Bill Burr

Selfies med Joe Rogan og Bill Burr

Det er vist næppe gået nogens næse forbi, at USA har valgt deres næste præsident, der skal afløse Obama på posten d. 20 januar næste år. Valget faldt som sagt på Donald Trump, og selvom jeg personligt ikke have regnet med, at det ville ske, så var jeg alligevel ikke overrasket.

Valgnatten brugte vi dog ikke på at måbe og tude (voksne mennesker, der tuder over et valgresultat? What the …) over uddelingen af valgmænd, men i stedet var vi på The Comedy Store med nogle af verdens bedste komikere, til optagelsen af End of the World podcastet, som kan ses i sine 4 timers helhed HER.

Hold op, hvor var det sjovt. Vi var i rigtig godt selskab: Bill Burr (yndlingskomikeren!), Joe Rogan og Doug Stanhope sammen med en hel masse andre komikere, der kom og gik i løbet af aftenen. Det var en fed måde at bruge aftenen på, og det tog hele det seriøse aspekt ud af den.

Det er ingen hemmelighed, at Los Angeles er en meget liberal by, og at LA county stemmer overvejende demokratisk, og derfor var der naturligvis en lidt trykket stemning, da det blev klart, at Trump førte ret stort. Der var én enkelt Trump supporter, som sad og jublede fra det bagerste hjørne af lokalet, men ellers var de fleste ret betuttede (når der altså ikke blev fyret en så sjov joke af fra scenen, at de ikke kunne undgå at bryde ud i latter).

Til gengæld lød der et jubelsbrøl af den anden verden, da en af komikerne fra scenen annoncerede, at Proposition 64 om at legalisere marijuana i Californien var blevet vedtaget. Flere rejste sig op, og der bredte sig en sød dunst i lokalet, da flere og flere tændte op for deres medbragte joints! Hah.

Vi havde med andre ord en fantastisk og sjov valgaften, og da det hele sluttede ved 23-tiden, så det meget sort ud for Hillary, så folk gik slukørede derfra (pånær føromtalte (og meget højrøstede) Trump-supporter).

Jeg fik en lille snak med Bill Burr og det billede, som I ser ovenfor. Det var ret stort for mig! Bill er en sand gentleman, kaldte mig “sweetheart” og spurgte mig, om jeg havde haft en god aften. Jeg fortalte ham, at jeg altid lytter til hans podcast (Monday Morning Podcast – den sjoveste af sin slags), og at han er min yndlingskomiker. Jeg fik også rost hans kone, Nia, som af og til gæster podcasten, og som jeg følger på Snapchat. Han svarede “yeah, she’s the best!”. Simpelthen så sødt. Jeg havde det vildeste fan-girl moment! Joe Rogan var noget mere populær blandt de andre tilskuere (det var også hans event), så jeg nåede ikke at udveksle mange ord med ham, før han poserede for et selfie! ;)

Hvordan kunne USA dog vælge Trump?

orange

Der er rigtig mange, der undrer sig over, hvordan amerikanerne kunne vælge en mand som Donald Trump – og det forstår jeg til dels også godt. Jeg har forsøgt at holde mig i skindet, når jeg er scrollet forbi diverse debatter om det her emne på Facebook, men på min egen blog vil jeg alligevel have lov til at ytre min mening herom.

Lad mig slå fast: jeg kunne aldrig stemme på en mand som Donald Trump, men jeg er alligevel ikke så arrogant og elitær, som jeg synes mange europæere er i disse dage, at jeg ikke kan begribe, at en god del af den amerikanske befolkning lod deres stemme falde den vej.

Jeg tror faktisk, at alle medierne, der har gjort tykt grin med Donald Trump lige siden han annoncerede sit kandidatur (for hold op, hvor har der været meget at gøre grin med!), har givet en slags bagslag og har fået Trump til at se bedre ud, end han i virkeligheden er, hos mange i midtstaterne.

Noget andet, som jeg tror, han har fået medvind for, er hans opgør med den politiske korrekthed, som virkelig også nager mig til tider. Det er ufatteligt, for jeg er jo i grunden enig med 90% af alt det, The PC Police prædiker, men der er simpelthen et eller andet i mig, der vender sig i ubehag, når det når til det punkt, at man ikke må have det sjovt længere, uden at nogen bliver dybt fornærmede.

Oh jeez, det må man nok ikke sige. Men nu gør jeg det altså alligevel! I USA taler flere også om the silent majority, som ikke ytrer sig offentligt, og som blot lever deres liv. Jeg tror virkelig, at dele af denne har været oprørte over hele kampagnen, og på valgdagen er marcheret ned for at stemme på Trump. Netop som en protest mod den politiske korrekthed og mod systemet, som jo er det, Hillary repræsenterede.

Men Hillary fik jo sådan set flest stemmer? Så lad mig rejse det næste spørgsmål:

Er det Amerikanske valgsystem fair?

Valgresultatet fordelt på stater. Kilde: NY Times.

Valgresultatet fordelt på stater. Kilde: NY Times.

I har sikkert fået det amerikanske valgsystem forklaret små 5000 gange, når I har set de danske medier berette om valget, så jeg vil skåne jer for endnu en forklaring af The Electoral College. Valgsystemet i USA er noget anderledes end det danske, og det kan være svært at forstå, hvorfor USA har valgt netop dette system, men jeg synes, det giver mening, når man sætter sig lidt ind i det.

USA er et kæmpe land. Det er delt op i stater. Og det er så at sige (de forenede) stater, der sammen vælger en præsident. Som I så fra valgkortet, de viste på tv, så scorer hver kandidat såkaldte valgmænd fra hver stat, antallet af valgmænd opgjort ud fra befolkningen i de forskellige stater.

Systemet er lavet sådan, og der er faktisk ret meget tanke bag, hvis man accepterer USA som et land bestående af mange forskellige stater. I alle stater med undtagelse af Nebraska og Maine, kører man efter winner takes it all princippet, således at kandidaten med flest stemmer i staten får alle valgmændene i staten. På den måde “tæller” de stemmer, den tabende kandidat fik, ikke.

Den kandidat, der opnår 270 valgmænd fra staterne vinder. Simple as that. Derfor kan den vindende kandidat ikke være sikker på at have fået flest totale stemmer, når de bliver talt op i sin helhed, på samme måde som Trump ikke opnåede ligeså mange stemmer som Hillary. Disse situationer skaber altid stort påstyr, for hvordan pokker kan det overhovedet være fair?

Valgresultaterne set på counties i stedet for stater. Kilde: NY Times

Valgresultaterne fordelt på counties. Kilde: NY Times

Det kan det netop, fordi præsidenten vælges af staterne i USA. Min stat, Californien, er overvejende demokratisk (Hillary fik 61,5 % af stemmerne her), og derfor gav det ikke meget mening for Donald Trump at føre kampagne her. Det ville koste ham en pokkers masse penge, men han ville få intet ud af det, da Hillary ville løbe med alle statens 55 valgmænd.

Derfor gav det heller ikke mening for Hillary at føre kampagne her – hun ville jo alligevel få de 55 valgmænd. Derfor kæmper kandidaterne om de såkaldte svingstater, der kan falde til begge sider, og som man derfor skal overtale i løbet af præsidentkampagnen. Begge kandidaters kampagnestrategi er nøje planlagt herefter.

Så at sige, at Hillary per definition burde blive præsident, fordi hun fik det største antal af The Popular Vote, er ikke en rimelig påstand. Blev præsidenten valgt på baggrund af antal stemmer, ville begge kandidaters kampagne set massivt anderledes ud, og de stater med få indbyggere, ville blive droppet til fordel for de større stater – og dermed stå uden meget indflydelse.

Når USA er bygget op af stater, så synes jeg, at systemet er godt gennemtænkt og giver god mening – selvom det af og til sker, at den vindende kandidat står med færre totale stemmer end den tabende. Men alle staterne har indflydelse, og det er præcis med den tanke, systemet er bygget op.

Det er faktisk enormt spændende og indsigtsfuldt at læse om, hvordan systemet blev dannet, og med hvilke tanker og principper bag. Wikipedia er som altid leveringsdygtig, og denne artikel fortjener at blive læst, hvis man gerne vil forstå det amerikanske valgsystem.

Er Trump en ny Hitler?

En lille "sjov" sammenligning. Kilde: Twitter

En lille “sjov” sammenligning. Kilde: Twitter

Jeg ved ikke, hvordan jeres Facebook feeds ser ud i disse dage, men jeg kan berette, at 95% af alle opslagene på mit handler om Donald Trump, og hvor forfærdeligt det er for verden, at han er blevet valgt som kommende præsident. Rigtig mange skriver endda om, hvor nervøse de er for atomkrig og at han vil “nuke Danmark”.

Der er naturligvis altid en grund til en hvis skepsis, særligt når det kommer til et ucharmerende og decideret ubehageligt menneske som Donald Trump, men jeg føler også, at der må være en grænse for galskaben.

Rigtig mange har efterhånden trukket Hitler-kortet og lavet en sammenligning mellem ham og Trump. Og her må jeg simpelthen bare stejle og sætte foden ned og forsøge at bringe lidt perspektiv tilbage hos folk. Der må altså være en grænse. Og ja – nazi-kortet er ofte netop dén grænse.

LA er – foruden at være en meget liberal by – også en by, hvor der bor rigtig mange jøder. Særligt i vores område er der en stor jødisk population, og det lægger man især meget mærke til om lørdagen, hvor de ældre mænd tager den høje hat på, et fint jakkesæt, lader krøllerne ved ørene falde og deres tzitzit (ligner knyttede reb) hænge om benene. Også kvinderne klæder sig i sort og meget traditionelt.

Den høje synlighed af jøderne i mit område gør, at jeg ofte kommer til at tænke på deres fortid, og hvad de har været igennem. Og for mig at se er det simpelthen at bagatellisere holocaust og den jødeforfølgelse, der stadig finder sted den dag i dag, når man sammenligner en mand som Donald Trump med selveste Hitler. Come on?

“Jamen, Hitler var jo også højrøstet, ubehagelig og demokratisk valgt”, ja, men forskelligt fra Trump havde han også et ønske om racerenhed, og i øvrigt havde han forfattet en meget populær bog, der beskrev hans syge ideologi og ønske om at udrydde jøderne. Jøder, som det bør påpeges, faktisk var tyske statsborgere og eksisterede på lige fod med de “ariske tyskere”.

Trump er gjort af noget andet. Han ønsker at gøre det sværere at immigrere til USA for “terror-prone regions where vetting cannot safely occur” (I kan læse hans plan for sine første 100 dage som præsident HER). Ikke et ord om at sende muslimer ud af landet. Ikke et ord om at gasse amerikanske, muslimske statsborgere (eller andre mennesker for den sags skyld).

Derudover ønsker Trump at køre en noget hårdere linje over for illegale indvandrere (bemærk her ordet illegale), som han fremover vil straffe med fængsel, hvis de kommer tilbage til USA efter at have været deporteret før. Immigranter, der – ligesom os – opholder sig i USA på gyldige visaer er altså ikke i fare. Heller ikke selvom de skulle være fra Mexico.

Igen: meget langt fra Hitlers tanker om, at folk skulle udvises og i sidste ende udryddes, alene pga deres religion og/eller hudfarve, selvom de var lovlige, legale tyskere på lige fod med alle andre tyskere. Det ér altså en meget massiv forskel, som jeg simpelthen ikke kan begribe, at folk kan tillade sig at overse?

Er Trump så en god mand?

Sorry - den måtte med!

Sorry – den måtte med!

Det korte svar er, at selvfølgelig er han ikke det. Jeg ville aldrig i livet have kunnet sætte mit kryds hos ham, hvis jeg havde været stemmeberettiget her i USA. Aldrig. Han er tåkrummende pinlig, idiotisk og ubehagelig i sin fremtoning.

Politisk er jeg meget uenig med ham på mange punkter. Og helt ærligt: hans vicepræsidentkandidat, Mike Pence, tror ikke på evolutionsteorien, fordi han er så dybt forblændet af det, der står i Bibelen (se bare hans enorme idioti i denne video). Trumps forelskelse i en protektionistisk strategi for USA er jeg også stærkt imod. Og naturligvis er jeg Pro Choice, for lige rettigheder hos LGBT og alle andre frihedsrettigheder, som normale, ordentlige mennesker går ind for.

Til gengæld håber jeg på, at Trump får indført den skattepolitik, som han har fremlagt, hvor han bl.a. ved nedsætte skatterne for middelklassen og forsimple det enormt snørklede skattesystem, som USA lige nu kører med. Dét ville hjælpe gevaldigt, og her tror jeg, at Trumps fortid som businessman fremfor politiker bliver en klar fordel.

Men for at vende tilbage til pointen: nej, Trump er absolut ikke en god mand. Og jeg håber virkelig, at han får et seriøst PR-team, der kan lære ham at fremstå som et bare nogenlunde sympatisk menneske, når han tiltræder præsidentposten til januar, for her har han virkelig nogle seriøse issues.

Jeg synes, det er problematisk at have en præsident, der ikke kan samle en så multikulturel nation, som USA i sandheden er. Man kan ikke have en præsident, der gør direkte nar af en person med fysisk handikap fra talerstolen, eller som taler nedsættende om mexicanere, kvinder og folk med anden hudfarve end hvid. Det burde vi simpelthen være nået forbi. Vi går ind i år 2017 lige om lidt, for pokker, der er ingen undskyldning for at være racistisk, kvindefjendsk og decideret uoplyst. Færdig.

For præsidenten er det så uendeligt vigtigt, at være præsident for alle i nationen; uanset religion, køn, hudfarve og seksuel orientering – præsidenten skal behandle alle lige, ordentligt og med respekt. Det er fint at være politisk uenig, men man skal ikke tænke mindre om dele af sin befolkning, blot fordi de er anderledes end en selv. Det er ikke ok.

Men jeg synes altså, det er en vigtig pointe, at nedsættende ord over for visse befolkningsgrupper ikke kan sættes på lige fod med at være nazist og ønske udrydelse af mennesker, der har en anden race og/eller religion, end man selv har. Den pointe er virkelig vigtig for mig at få ud. Lad os aldrig tillade bagatellisering af holocaust og alt det frygtelige, som Hitler desværre fik udført.

Jeg håber og tror på, at der kommer til at ske en forvandling med Donald Trump i de følgende måneder, og at han får slebet sin ubehagelig retorik og uhumske fremtoning lidt ned, før han indtager præsidentembedet næste år. Jeg vælger at være positiv og tro på, at han overrasker positivt. Forhåbentlig skal vi kun udholde ham i 4 år, før det er tid til #Kanye2020. ;)

Puh – så fik jeg luft. Jeg håber ikke, at mit indlæg her har skræmt nogle af jer væk. ;) Jeg håber, I vil deltage i kommentarfeltet herunder.

Værdien af et dansk netværk, når man bor i udlandet

Danes at The Abbey

Med en lille del af den danske LA familie til fest i WeHo

Jeg har altid været typen, der gik den modsatte vej, hvis jeg hørte nogle danskere tale på mine rejser. Fandme om jeg var fløjet om på den anden side af jorden for at møde danskere!? Nej tak, jeg skyndte mig væk.

Som barn havde min far og jeg en aftale om, at vi begyndte at tale engelsk sammen, hvis der var andre danskere – for at undgå den der latterlige samtale med nogle mennesker, som vi ikke havde andet til fælles med, end at vi var født det samme sted.

Samme opfattelse havde jeg, da vi flyttede til USA sidste år. Jeg opsøgte på ingen måde danske bekendtskaber, selvom jeg godt var klar over, at der bor andre danskere i Los Angeles.

Men det har i den grad ændret sig, og siden vi kom tilbage til LA i august, har vi aktivt opsøgt det danske fællesskab, og vi har simpelthen fået sådan en fantastisk lille dansk “familie”, som vi mødes med og støtter hinanden i diverse ting, vi har gang i.

Det er den bedste beslutning, vi har truffet, hvis jeg skal være helt ærlig. Det kan godt være svært at komme ind på livet af amerikanerne, og selvom jeg vildt gerne vil have nogle amerikanske venner, så er der et umiddelbart sammenhold og en fælles referenceramme med de danskere, vi har mødt herovre.

Vi er her alle sammen af forskellige årsager. Nogen studerer, andre har arbejde her, mens andre igen har giftet sig med en amerikaner. Men fælles for os alle er, at vi kommer fra Danmark, og vi skal alle forsøge at begå os på bedste vis i denne skøre by, der er mere end dobbelt så stor som hele Danmark.

Og det giver altså noget helt andet. Amerikanere har svært ved at sætte sig ind i, hvad det vil sige at flytte til et andet land. De forstår ikke nogle af de forhindringer, man går igennem som immigrant, men det gør vores danske venner. Vi kan joke om, hvordan amerikanerne gør skøre ting, og snakke med om, hvor meget vi savner dansk slik og rugbrød.

Så hvor jeg før var af den overbevisning, at vi ikke ville have andet til fælles med danskere i LA, end at vi alle tilfældigvis var født det samme sted, så ved jeg nu, at vi har én meget stor ting til fælles: vi elsker USA (og LA), og vi kan snakke om alt og forstå hinanden på et højere plan. Hold op, det er nogle seje danskere, der bor her i LA! Jeg er glad for hver og én. <3

Tag det som et lille råd, hvis I nogensinde flytter til udlandet. Se, om I kan finde et dansk fællesskab, som I kan mødes med – det er virkelig givende. Og hvis der ikke findes sådan et, så er der helt sikkert nogle Facebook-grupper, som I kan finde et online sammenhold i.

Hvis nogle af jer, der læser med, også er danskere i LA, så join vores Facebook-gruppe! Vi mødes én gang om måneden, og ellers tager vi på bar sammen sådan lidt på kryds og tværs.