Slankeprojekt måned #4 + 5

Slankekur før og efter

Jeg fik aldrig givet jer en update på mit slankekursprojekt i slutningen af maj måned. Som I nok har læst, så bøvlede jeg lidt med helbredet, og jeg havde ganske enkelt ikke rigtig energien til at blogge. Kuren har jeg dog vedholdt, hvilket jeg er virkelig glad for og stolt over – særligt når jeg nu i denne update kan give endnu bedre tal, end jeg havde regnet med!

I maj måned begyndte jeg at skrue lidt ned for vores hiking og også for min styrketræning. Jeg følte mig udkørt og uoplagt, og jeg brugte rigtig meget tid på at bekymre mig om mit helbred, og så var det slet ikke motion, jeg havde lyst til.

Egentlig sagde min læge, at det ville være rigtig godt for min anxiety at få rørt mig, og det har hun sikkert også ret i, men min acid reflux gjorde min hals virkelig stram, og efter den episode, hvor jeg havde svært ved at trække vejret, havde jeg ikke lyst til at få pulsen ret meget op.

Det samme har gjort sig gældende gennem juni måned. Vi har også passet nogle hunde, og den ene af dem var en lille chihuahua, der ikke brød sig om hikes! Derfor har vi gået en del mere almindelige ture rundt i vores område. Vi har dog også fået presset nogle få hikes ind, men slet ikke i samme omfang, som vi gjorde i de andre måneder.

Jeg har egentlig heller ikke været vildt dygtig med min kost. Jeg har spist lidt flere burgere og lidt mere is, end jeg burde, men til gengæld har jeg heller ikke haft så meget appetit – dels pga. min acid reflux, men også fordi det flere dage har været over 35 grader (og få gange helt oppe omkring 45 grader!), og så har jeg bare begrænset lyst til mad.

Det er ikke sundt, det ved jeg godt. Mit mål for næste måned er at få bedre gang i kosten igen og få rørt mig mere. Jeg tror ikke, det er sundt for mig at spise for lidt og sidde meget stille. Det er også ærgerligt, at mine muskler begynder at forsvinde – jeg arbejdede jo rigtig hårdt for dem i månedsvis!

Så jeg må tilbage på hesten. :) Jeg har haft nogle problemer med min ene arm, og jeg tror lidt, at jeg har skadet den under en træning. Derfor har jeg holdt mig fra at styrketræne. Jeg vil dog så småt begynde at skrue op for træningen igen, i det omfang min arm kan tåle.

Min plan er i øvrigt at udarbejde et program, jeg kan følge, når vi rejser til Europa i næste (!) uge. Det skal bestå af nogle øvelser med kropsvægt, nu hvor jeg ikke kan tage vores udmærkede fitnesscenter med i lommen. Jeg håber, at det kan give mig lidt, mens vi er i Danmark.

Men lad os lige kigge på nogle tal! :D Dét har jeg glædet mig til at dele:

Kg tabt i maj og juni: 5,6 kg (13,4 kg total)

Cm tabt i maj og juni: 19 cm (35 cm siden 30. marts)

Nuværende BMI: 24,3 (Start: 28,9)

Jeg er så ufatteligt glad for mit resultat! Da jeg startede rejsen satte jeg mig et vægtmål, som jeg nu kun er 3 kg fra at have opnået! Jeg håbede at have nået mit mål d. 1. juli, men alt taget i betragtning, så er jeg altså enormt stolt over at være nået så tæt på mit mål. Jeg tror ikke helt, jeg selv troede på, at det var muligt, da jeg satte målet.

Og så blev jeg her i juni endelig normalvægtig ifølge BMI. Jeg er ikke en, der lægger særlig meget i det tal, og mit vægtmål giver mig også en BMI på 23,3, hvilket absolut ikke er meget lavt, så jeg synes, at jeg har et meget afslappet forhold til det. Men det er alligevel rart, at der nu står “normalvægtig” på den app, jeg bruger til at holde styr på mit vægttab med, i stedet for “overvægtig” som der har stået, siden jeg startede! ;)

Der er også sket en del med mine cm! Jeg har et par shorts, som jeg plejer at have på ofte, men de er efterhånden så løse, at jeg begynder at tabe dem, når jeg går – og så giver de mig i øvrigt efterhånden en noget så uflatterende hængerøv!

I alt er der røget 11 cm i taljen, og det er jeg vildt glad for! Jeg glæder mig allerede til at skulle købe nyt tøj, der passer bedre! Jeg har dog allerede købt et nyt par shorts (som I kan se på Snapchat: celiaschow).

Før og efter

Da jeg havde fået Jonas til at tage billeder af mig i dag, prøvede jeg for sjovs skyld at sætte de nye billeder op sammen med de allerførste billeder, jeg tog på denne vægttabsrejse.

Og hold. Nu. Op. Der er altså sket lidt! Jeg synes, det er underligt at se på, for da jeg startede tilbage i februar, følte jeg mig altså ikke så stor, som billederne herunder viser. Jeg kan slet ikke forstå, at det er mig på de billeder!

Jeg skammer mig over, at jeg lod min krop gå så vidt. Nok elsker jeg søde sager og god mad, men det er ikke en undskyldning for at give slip og blive så stor.

Slankekur før og efter

Er det ikke voldsomt!? Heldigvis fik jeg stoppet det, før det gik alt for galt. :) Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er for, at jeg har taget de her billeder hver uge. Havde jeg ikke dem, er jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde ved, for som sagt føler jeg ikke, der er sket den store forskel – men det kan jeg jo se, at der er!

Det var vist alt, jeg kunne berette om mit vægttab indtil videre. Jeg glæder mig sådan til at ramme mit vægtmål! Mon ikke, det sker i næste måned? Det satser jeg på.

Hav en rigtig dejlig dag! Jeg vil prøve at komme tilbage her på bloggen – jeg har det trods alt lidt bedre nu og begynder at kunne se fremad og mere positivt på det hele; det gør altså en verden til forskel!

/Celia

Du kan også læse ...

Drømme for denne sommer

paris

Først vil jeg lige sige tusind tak for de mange søde kommentarer, jeg fik på mit sidste indlæg om angst og alle de ting, jeg lige nu arbejder med. Jeg ønsker mig virkelig ikke noget mere, end at vende tilbage til mit “gamle jeg”, så det var fantastisk at høre jeres erfaringer med lignende ting. TAK.

Også til de af jer, der i stedet for at lægge en kommentar tilbød jeres hjælp og råd i private beskeder. Det varmede sgu, og jeg måtte flere gange tørre øjnene af ren glæde over, hvor mange søde mennesker, der findes. <3

Nå men … Jeg tror slet ikke, at jeg har fortalt jer, at vi har købt flybilletter til Europa? Vi flyver d. 8. juli og lander i København d. 9. juli (pga. tidsforskellen) – der er altså under tre uger til! Shit.

Jeg glæder mig til at se venner og familie igen; hele det her forløb med angst og generelle problemer med mit helbred har gjort mig lidt mere følsom, og jeg har flere gange godt kunnet have brugt et kram fra nogle af mine bedste venner, eller en samtale med min mor eller far. Så jeg glæder mig!

På samme tid er jeg dog trist over at skulle væk fra LA, og det ser jeg egentlig som et positivt tegn. Jeg elsker at være her, og jeg gad egentlig godt at have brugt min sommer her.

Men sådan bliver det ikke. Vi skal til Danmark. Måske endda ud i Europa. Vi har de sidste uger prøvet på at leje vores lejlighed ud her i LA, mens vi er væk. Bare for at få dækket vores husleje. Men ingen har bidt på endnu (hvis nogle af jer kunne tænke jer en sommer i LA, så skriv lige til mig, ik’!?).

Min mor og hendes familie skal til Kreta i slutningen af juli, og jeg vil SÅ gerne med dem derned, men jeg ved virkelig ikke, om vi kan finde pengene, hvis ikke vores lejlighed bliver lejet ud. Jeg har ellers en drøm om at gå i Samariakløften med min mor (det har hun altid talt om), så det ville virkelig være en stor oplevelse.

Her til aften har jeg kastet mig over et andet approach: house swapping! Der findes simpelthen hjemmesider, hvor man kan komme i kontakt med folk, der gerne vil bytte lejlighed i en periode. Jeg har primært kontaktet en masse i Paris, da jeg virkelig savner byen og bare gerne vil dertil nu til sommer. Kryds fingre for, at det kan lade sig gøre! :)

Vi bliver i Europa i 7-8 uger, og jeg håber virkelig, at vi kan nå forbi et andet sted end Danmark – der har vi trods alt begge to brugt ret så meget tid i vores liv. ;)

Hvad har I af planer denne sommer? <3

Turbulente tider

Forleden lagde jeg dette billede op på min Instagram og skrev, at jeg havde følt mig ret så anxious på det seneste. Det affødte en masse søde kommentarer (tak for dem!), som varmede mit forvirrede sind.

For lidt over en måned siden oplevede jeg en episode herhjemme, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne trække vejret. Min hals havde været “stram” hele weekenden, og det havde været svært for mig at få mad ned.

Mandag aften kulminerede det altså ved, at jeg følte, at jeg ikke kunne få vejret – til trods for at jeg rent faktisk godt kunne hive luft i lungerne. Jeg var bange, mit hjerte bankede ufatteligt hurtigt, jeg blev svimmel og var sikker på, at jeg ville falde om.

Jeg begyndte at gå hurtigt rundt i cirkler på gulvet, koldsveden bredte sig, og jeg sagde igen og igen “vi blever nødt til at ringe til nogen!”

Jonas var forvirret, og nok også lidt bange, og vi kørte på skadestuen med det samme. Jeg blev tilset med det samme, fik målt mit blodtryk, temperatur og fik taget en EKG af mit hjerte. Da de havde sikret sig, at jeg ikke var ved at få hjertestop, blev vi bedt om at vente i venteværelset.

Efter nogle timer blev vi sendt hjem igen. Lægen havde diagnosticeret mig med noget, der hedder GERD, som er en sygdom, hvor ens mavesyre løber op i halsen. Jeg fik noget væske, der hedder antacids, som skulle neutralisere syren, samt nogle piller, der skulle hjælpe på det også. Derudover fik jeg en pjece med nogle madvarer, jeg bør undgå, og forbud mod at lægge mig ned efter jeg har spist.

Desuden nævnte lægen også, at jeg nok havde haft mit første panic attack og mumlede noget om anxiety.

Dagen efter havde jeg en tid hos min egen læge – jeg havde bestilt den før besøget på skadestuen, fordi jeg følte mig “forkert”, ved siden af mig selv, træt og ufokuseret.

Jeg fik en full physical exam, hvor lægen grundigt trykkede på mig, mærkede på forskellige ting, lyttede til alle mine symptomer, skrev en masse på sin computer, og sendte mig over til deres lab (som ligger i samme bygning – win!) for en masse blodprøver.

Inden jeg luskede af sted for at få taget prøverne, kiggede hun op fra sin computer og lige ind i mine øjne og sagde: “you know, all these symptoms sound a lot like anxiety. Do you feel anxious lately?”. Jeg konstaterede tørt, at jeg ikke var opmærksom på at føle mig anxious. Overhovedet.

Da alle mine blodprøver kom tilbage helt normale, bestilte jeg en ny tid. Jeg havde stadig symptomer. Jeg blev sendt af sted for at få taget nye prøver. Også helt almindelige. Vi talte lidt mere om anxiety.

Nogle dage senere tog jeg akut på noget, der hedder urgent care, som er en slags læge, man kan se med det samme. Jeg havde et nyt attack. Jeg følte mig så dårlig og kunne ikke bære tanken om at skulle være hjemme. Jeg var sikker på, at den var helt gal, så jeg måtte bare tilses med det samme.

Igen – alt så fint ud. Og den tredje læge sagde nu, at det hele lød rigtig meget som GAD – Generalized Anxiety Disorder. Da hun forlod rummet, hvor jeg var blevet tilset, for at hente noget info til mig og udskrive nogle recepter, brød jeg helt sammen. Heldigvis var Jonas der til at trøste mig.

Santa Monica sunset

Efter tre læger uafhængigt af hinanden havde sagt, at det lød som anxiety – altså angst på dansk – besluttede jeg mig alligevel for i det mindste at læse om det.

Jeg var så sikker på, at der var noget fysisk galt med mig, fordi mine symptomer er meget fysiske. Alle mine gode prøveresultater giver stadig ikke mening for mig, for jeg føler mig virkelig syg. Fysisk.

Men anxiety kan også give en masse fysiske symptomer, selvom det jo i virkeligheden er psyken, der ikke har det helt godt.

Så vidt jeg har forstået, giver anxiety en masse stress til kroppen, fordi kroppen tror, den konstant er i fare. Det udløser stresshormoner. Anxiety er også tæt beslægtet med depression, som hurtigt kan følge med også.

Lægerne spurgte mig alle sammen, om jeg havde været under pres på det seneste. Og det har jeg. Det store flyt til USA. Den lange periode med usikkerhed. Problemer med at få alt op at køre herovre. Stres over at tjene nok penge til at bo i den her dyre by. Det hele. Ja, det har nok lagt et pres på mig, som jeg ikke har været klar over før nu.

Jeg har altid været et meget frygtløst menneske. Jeg har altid kastet mig ud i alle mulige og umulige ting. Og nej, det betyder ikke, at jeg ikke har været nervøs for, om det nu skulle gå. Jeg har altid været meget nervøs og usikker på en hel masse ting, men troen på mig selv har altid været størst.

Jonas har flere gange spurgt mig, om jeg følte mig overvældet over hele den her situation, og jeg har faktisk ikke kunnet svare på det. Jeg kan ikke mærke den følelse længere. Jeg ved ikke, om jeg føler presset. Jeg tænker ikke over det.

Dét skræmmer mig. Det skræmmer mig, at jeg ikke kan komme i kontakt med mine følelser og mærke efter, om jeg i virkeligheden føler mig presset over den her situation. Jeg er bange for, at jeg alt for længe nu har presset de følelser væk for at fremstå stærk og selvsikker, så jeg pludselig ikke længere kan finde dem frem igen. Heller ikke selvom jeg ønsker det.

For jeg vil virkelig gerne have det bedre. Jeg vil ikke havde det sådan her længere. Jeg er begyndt at meditere hver dag med en fantastisk app, der hedder Headspace. Når jeg er færdig med den generelle træning, kaster jeg mig ud i deres meditationsprogram, der specifikt er lavet til anxiety.

Og så prøver jeg at komme i kontakt med mine følelser. Jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg egentlig har det med alting. Og selvom det er svært, så tror jeg, at jeg på rette spor. Jeg vil også prøve at finde nogle bøger om emnet, så jeg kan lære mere.

Jeg er også begyndt så småt at tale om det. Jeg taler naturligvis meget med Jonas om det, men jeg prøver også at inddrage flere mennesker i det. Derfor også dette blogindlæg.

Dette er ikke skrevet for at få medlidenhed – faktisk vil jeg meget hellere have nogle “you can do it!” tilråd med på vejen end medlidenhed. Jeg hader medlidenhed, det er demotiverende (synes jeg). Jeg er en kick-me-in-the-butt kinda girl!

So there you have it … Det her er noget, jeg aldrig nogensinde havde troet, jeg skulle kæmpe med. Men ingen kan være stærke hele tiden – åbenbart. Jeg har misforstået det der med at skulle være stærk alt for længe. At være i kontakt med sine følelser og have ondt i sindet er ikke tegn på svaghed. Tværtimod, fristes jeg til at sige.

Har nogle af jer kæmpet med noget lignende? Og hvordan kom I videre? Lige nu er jeg i den fase, hvor jeg prøver at suge al viden til mig, der er på området. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at føle mig på toppen igen.

… Et lidt tungt indlæg her fra morgenstunden. Men ikke desto mindre så måske en slags forklaring på, hvor pokker jeg har været. Der skal nok komme nogle lidt lettere indlæg herinde, og jeg tænker egentlig, at jeg ikke vil dvæle for meget ved det her emne i de næste indlæg. Men jeg havde alligevel brug for at komme ud med det.

Xx. C.