Når det hele går op

Algarvekysten

Vi er ankommet til Danmark efter en laaang flyvetur direkte fra LA (jeg kommer aldrig over, at Norwegian flyver direkte mellem mine to hjem!), og vi har brugt de første dage på at hygge med min kære mor, komme os over jetlagget og få kigget på noget arbejde.

Og så er alting faldet på plads. Alle drømmene indfriet. Hvor heldig har man egentlig lov til at være!? Vi kan se frem til nogle helt fantastiske kommende uger, der bl.a. står på 70-års fødselsdag for min dejlige mormor, sommerhus x 2 med de bedste venner og andet familiebesøg.

Næste søndag smutter vi til Kreta, heldige at være blevet delvist inviteret af min mor, hendes mand og mine tre små blonde søstre! Efter en uge på Kreta, tager vi nok færgen til Athen, hvor vi bruger nogle dage, inden vi flyver direkte til Paris.

Vi fik nemlig klaret en home swap i den franske hovedstad, med et meget sødt par, der bor i det hippe Latinerkvarter i kærlighedens by, helt centralt i det 6. arrondissement. Og der skal vi altså bo i to uger! Helt gratis – eller i bytte for vores skønne lejlighed i LA.

Efter Paris har vi et pitstop i København, hvor vi skal se to fantastiske mennesker sige ja til hinanden, og så boarder vi ellers det store fly igen, klar til at tage hjem til skønne LA.

Hvabehar!? Dét bliver godt nok fantastisk. Jeg prøver nu at få koordineret med de vigtigste mennesker, at vi skal nå at se dem, nu hvor vi har så mange planer i Grækenland og Frankrig denne sommer. Det skal altså lykkes at få puslespillet til at gå op med de få dage, vi pludselig har tilbage i Danmark.

Vi har nemlig ret travlt med at komme tilbage til LA – vi har opsagt vores lejlighed pr. 30. august, og vi har brylluppet i Danmark d. 20. Så vi skal hurtigt tilbage for at finde en lejlighed, vi kan flytte ind i, inden vi skal være ude af den gamle. Pyh. Den stress tager vi, når vi er tilbage. Lige nu står den bare i vennernes og familiens tegn, inden vi stikker af sted til varmen.

Uh – hvis I har nogle tips til Kreta, så fyr dem endelig min vej! Jeg håber, at vi får en masse ud af vores uge der, selvom vi også skal arbejde, mens vi er af sted.

Du kan også læse ...

All over the fucking place

Los Angeles hiking

Jeg er god til rigtig mange ting. Rigtig god til mange ting, faktisk (sikke en måde at starte et blogindlæg på, hva’? Fald lige ned på jorden, tak! Men hey, der er en pointe gemt senere i indlægget). Jeg har altid fanget ting meget hurtigt. Fået topkarakterer for opgaver, jeg lavede i frokostpausen i skolen, eller til en eksamen, hvor jeg åbnede bogen for første gang i forberedelsestiden lige inden eksamen.

Jeg har fået alle de jobs, jeg har været til samtale til. Jeg har fået fantastiske muligheder ved minimal indsats. Ros uden at have fortjent det. Sådan har det i hvert fald altid føltes.

Mit hoved sover aldrig – det giver mig aldrig ro. Jeg har ca. 1-5 nye forretningsidéer om dagen, som jeg altid tænker kunne være det helt store hit. I børnehaven spurgte de andre mig tit om, hvad de skulle lege – selvom jeg ikke var med i legen. Jeg har altid haft mange idéer.

Og det lyder måske alt sammen fint nok, og måske endda en smule selvhøjtideligt? Men her kommer pointen. Der er en ting, jeg er meget, meget ringe til: jeg er dårlig til at færdiggøre ting.

Det er måske ikke så meget det at færdiggøre noget. Jeg fik trods alt udgivet mit WordPress tema. Vi fik vores visum til USA. Ting sker absolut, men jeg har oftest et virvar af idéer i mit hoved, som jeg hver især har lyst til at løbe efter med 160 km/t.

Jeg har mange uafsluttede projekter, mange idéer på hylden. I’m all over the fucking place. Det er blevet lidt af et problem for mig, fordi jeg simpelthen vil for meget.

Jeg har prøvet at lave lister over det, jeg gerne vil, og så givet dem en karakter fra 1-10 for at indikere, hvor vigtig hver ting var for mig. Alt er en 10’er i mit hoved. Jeg kan simpelthen ikke prioritere.

Jeg prøver at blive bedre, naturligvis. Men jeg føler virkelig ikke, at jeg nogensinde har skullet kæmpe for noget. Det er faktisk lidt et problem. Når man får ros for noget, man har rystet ud af ærmet på alt for kort tid, så får man ikke den der arbejdsmoral, der kræves, for at kunne arbejde på det samme projekt i længere tid.

Der er selvfølgelig undtagelser. Og når jeg endelig falder over noget, der virkelig inspirerer mig, så kan jeg sagtens fokusere på det og arbejde i længere tid. Men det betyder ikke, at jeg ikke lige pludselig får en anden idé, som jeg får lyst til at arbejde på.

Fungerer nogen af jer på samme måde? Jeg håber, I kan se, at det her ikke er et “se mig” indlæg. Eller – det er alle blogindlæg i sidste ende vel – men jeg prøver altså ikke at spille smart eller noget. Jeg kæmper en hel del med de her ting, og jeg ville ønske, at jeg havde lært mere disciplin og arbejdsmoral tidligere i livet, for det er svært at ændre gamle vaner.

Og for at det ikke skal være løgn, så gik jeg i sidste uge i gang med et nyt, sindssygt projekt: jeg startede på en bog. Historien har jeg haft i hovedet i omkring et år, og nu ville den altså ud. Jeg er ca. 15.000 ord inde i den, hvilket vil sige, at jeg mangler et sted mellem 75-85.000 ord for at have en færdig bog! Hah!

Hvis jeg skriver de næste ord lige så hurtigt som disse, så er den jo færdig om et par måneder. Jeg har sat mig det mål, at den skal være færdig inden 2017. Jeg er meget aktiv på et forfatterforum, hvor man også kan udgive sine færdige kapitler og få feedback, og det skal jeg snart prøve.

Jeg er virkelig all over the place. Men jeg håber, at alle ender mødes på et tidspunkt, og at det hele giver mening.

Slankeprojekt måned #4 + 5

Slankekur før og efter

Jeg fik aldrig givet jer en update på mit slankekursprojekt i slutningen af maj måned. Som I nok har læst, så bøvlede jeg lidt med helbredet, og jeg havde ganske enkelt ikke rigtig energien til at blogge. Kuren har jeg dog vedholdt, hvilket jeg er virkelig glad for og stolt over – særligt når jeg nu i denne update kan give endnu bedre tal, end jeg havde regnet med!

I maj måned begyndte jeg at skrue lidt ned for vores hiking og også for min styrketræning. Jeg følte mig udkørt og uoplagt, og jeg brugte rigtig meget tid på at bekymre mig om mit helbred, og så var det slet ikke motion, jeg havde lyst til.

Egentlig sagde min læge, at det ville være rigtig godt for min anxiety at få rørt mig, og det har hun sikkert også ret i, men min acid reflux gjorde min hals virkelig stram, og efter den episode, hvor jeg havde svært ved at trække vejret, havde jeg ikke lyst til at få pulsen ret meget op.

Det samme har gjort sig gældende gennem juni måned. Vi har også passet nogle hunde, og den ene af dem var en lille chihuahua, der ikke brød sig om hikes! Derfor har vi gået en del mere almindelige ture rundt i vores område. Vi har dog også fået presset nogle få hikes ind, men slet ikke i samme omfang, som vi gjorde i de andre måneder.

Jeg har egentlig heller ikke været vildt dygtig med min kost. Jeg har spist lidt flere burgere og lidt mere is, end jeg burde, men til gengæld har jeg heller ikke haft så meget appetit – dels pga. min acid reflux, men også fordi det flere dage har været over 35 grader (og få gange helt oppe omkring 45 grader!), og så har jeg bare begrænset lyst til mad.

Det er ikke sundt, det ved jeg godt. Mit mål for næste måned er at få bedre gang i kosten igen og få rørt mig mere. Jeg tror ikke, det er sundt for mig at spise for lidt og sidde meget stille. Det er også ærgerligt, at mine muskler begynder at forsvinde – jeg arbejdede jo rigtig hårdt for dem i månedsvis!

Så jeg må tilbage på hesten. :) Jeg har haft nogle problemer med min ene arm, og jeg tror lidt, at jeg har skadet den under en træning. Derfor har jeg holdt mig fra at styrketræne. Jeg vil dog så småt begynde at skrue op for træningen igen, i det omfang min arm kan tåle.

Min plan er i øvrigt at udarbejde et program, jeg kan følge, når vi rejser til Europa i næste (!) uge. Det skal bestå af nogle øvelser med kropsvægt, nu hvor jeg ikke kan tage vores udmærkede fitnesscenter med i lommen. Jeg håber, at det kan give mig lidt, mens vi er i Danmark.

Men lad os lige kigge på nogle tal! :D Dét har jeg glædet mig til at dele:

Kg tabt i maj og juni: 5,6 kg (13,4 kg total)

Cm tabt i maj og juni: 19 cm (35 cm siden 30. marts)

Nuværende BMI: 24,3 (Start: 28,9)

Jeg er så ufatteligt glad for mit resultat! Da jeg startede rejsen satte jeg mig et vægtmål, som jeg nu kun er 3 kg fra at have opnået! Jeg håbede at have nået mit mål d. 1. juli, men alt taget i betragtning, så er jeg altså enormt stolt over at være nået så tæt på mit mål. Jeg tror ikke helt, jeg selv troede på, at det var muligt, da jeg satte målet.

Og så blev jeg her i juni endelig normalvægtig ifølge BMI. Jeg er ikke en, der lægger særlig meget i det tal, og mit vægtmål giver mig også en BMI på 23,3, hvilket absolut ikke er meget lavt, så jeg synes, at jeg har et meget afslappet forhold til det. Men det er alligevel rart, at der nu står “normalvægtig” på den app, jeg bruger til at holde styr på mit vægttab med, i stedet for “overvægtig” som der har stået, siden jeg startede! ;)

Der er også sket en del med mine cm! Jeg har et par shorts, som jeg plejer at have på ofte, men de er efterhånden så løse, at jeg begynder at tabe dem, når jeg går – og så giver de mig i øvrigt efterhånden en noget så uflatterende hængerøv!

I alt er der røget 11 cm i taljen, og det er jeg vildt glad for! Jeg glæder mig allerede til at skulle købe nyt tøj, der passer bedre! Jeg har dog allerede købt et nyt par shorts (som I kan se på Snapchat: celiaschow).

Før og efter

Da jeg havde fået Jonas til at tage billeder af mig i dag, prøvede jeg for sjovs skyld at sætte de nye billeder op sammen med de allerførste billeder, jeg tog på denne vægttabsrejse.

Og hold. Nu. Op. Der er altså sket lidt! Jeg synes, det er underligt at se på, for da jeg startede tilbage i februar, følte jeg mig altså ikke så stor, som billederne herunder viser. Jeg kan slet ikke forstå, at det er mig på de billeder!

Jeg skammer mig over, at jeg lod min krop gå så vidt. Nok elsker jeg søde sager og god mad, men det er ikke en undskyldning for at give slip og blive så stor.

Slankekur før og efter

Er det ikke voldsomt!? Heldigvis fik jeg stoppet det, før det gik alt for galt. :) Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er for, at jeg har taget de her billeder hver uge. Havde jeg ikke dem, er jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde ved, for som sagt føler jeg ikke, der er sket den store forskel – men det kan jeg jo se, at der er!

Det var vist alt, jeg kunne berette om mit vægttab indtil videre. Jeg glæder mig sådan til at ramme mit vægtmål! Mon ikke, det sker i næste måned? Det satser jeg på.

Hav en rigtig dejlig dag! Jeg vil prøve at komme tilbage her på bloggen – jeg har det trods alt lidt bedre nu og begynder at kunne se fremad og mere positivt på det hele; det gør altså en verden til forskel!

/Celia